Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Xenofon: Erindringer om Sokrates 3,9,4ff

... Visdom og forstandighed adskilte han ikke, men anså den for viis og forstandig på samme tid, der erkendte det fuldendte og også anvendte det, eller som erkendte det skammelige og vogtede sig for det. — Men da han videre blev spurgt, om han anså den, der erkendte det nødvendige, men gjorde det modsatte, for at være viis og svag, svarede han: „Snarere for tåbelig og holdningsløs. Efter min mening vælger alle nemlig blandt de forskellige muligheder det, der efter deres synspunkt er det nyttigste, og dette gør de så også. Men mennesker, der ikke handler rigtigt, anser jeg hverken for viise eller fornuftige.“
[5] Han hævdede også, at retfærdighed og al anden dyd er viden; for det retfærdige og alt, der gøres med dyd, er fuldkomment. Den, der ved dette, foretrækker derfor ikke noget andet; men de, der ikke ved det, kan ikke gøre det, men laver fejl, selv når de forsøger. Da nu det retfærdige og alt andet fuldkomment udføres med dyd, er åbenbart retfærdigheden og al anden dyd viden.
[6] Vanvid derimod betegnede han som det modsatte af viden; derimod anså han ikke uvidenhed for at være vanvid. Men at tage fejl af sig selv og formode, hvad man ikke ved, og tro, at man kender noget, var efter hans mening meget tæt på vanvid. ...

B