Stonehenge
Stenanlæg („cromlech“) ved Salisbury i Sydengland, bronzealder, ca 2000-1700 f.Kr., Eliade: De religiøse ideers historie, bd. 1, s. 111:
Som andre engelske bygningsværker af lignende art er cromlech’en i Stonehenge beliggende midt i en mark med gravhøje. Det berømte kultcentrum var, i det mindste i sin primitive form, en helligdom rejst i den hensigt at sikre forbindelsen med forfædrene. ... Vi står over for den samme opfattelse af det hellige sted som „Verdens Midte“, et priviligeret sted, hvor forbindelsen sluttes med himlen og underverdenen, dvs. med guderne, de ktoniske (jordens) gudinder og de dødes ånder.

van Scheltema: Die Vorzeit Nordeuropas s.136f:
Vi må nu antage, at den vældige sten, som udgør den hellige midte i Stonehenge, ikke var nogen hvilken som helst altersten, men sæde og symbol for Jord-Gudinden, en „Brynhilds brudeseng“, en lectulus Brunihilde (jf. Brunhildestuhl, Brunhildisbett i Tyskland). Dermed var Stonehenge ikke blot et sol-tempel, men en skuespilscene, teatrets kultiske urform, på hvilken det kosmiske bryllup mellem Himmel og Jord fuldbragtes. ...
Fra Stonehenge kan man slutte, at de labyrintiske tegn på britiske sten (New Grange), labyrinterne selv og kultbjergene med en spiralvej til toppen, symboliserer den møjsommelige færd til den hellige kvindeligt-jordbestemte midte. ...
Det er den samme „polariserede“ åndelige struktur i bronzealderen, der i kulten forherliger den alment gældende modsætning mellem det perifert-bevægelige, mandligt-solbestemte, og det centralt-forblivende, kvindeligt-jordbestemte, men som i kreds- spiral- og bølgebåndsmotivernes rent kunstneriske form anskueliggør kurvens bestandigt vekslende bevægelse omkring en indre midte.

Spiralen
van Scheltema: Die Vorzeit Nordeuropas s.96:
Hvilket dybt indgribende nybrud, der fandt sted i den urgermanske bronzealder, fremgår af, at kunsten efter det tusindårige eneherredømme for den helt udefra bestemt lige linie omstiller sig, først tøvende, men derefter helt alment og målbevidst på den flydende kurve. Gennembruddet for en fuldstændig ny „midtpunktsbevidsthed“ kunne ikke demonstreres tydeligere end ved disse kreds- spiral- og bølgebåndsmotiver med en egen, indre midte, som ikke mere er underordnet formen på genstanden, bronzearbejderne, men ledsager dem og omspiller dem i fri selvbevægelighed.

Kelternes druider og den keltiske Verdens-Midte
Cæsar: Gallerkrigen, VI, 13-14, ca 50 f.Kr. - cit. Gads religionshistoriske tekster, s. 386:
[Druiderne] deltager i ritualerne, forestår offentlige såvel som private offerhandlinger og fortolker religiøse regler. ... Hvert år mødes druiderne på et indviet sted i Carnuternes land, som de regner for hele Galliens midtpunkt. ...

Verdenstræet og Midgård i den nordiske mytologi
Snorre Sturlasson, islandsk stormand og forfatter, 1179-1241; Snorris Eddasagn, Gyld. 1970, s. 33ff og 42f:
Bors Sønner [dvs.Odin, Vili og Ve] dræbte jætten Ymir ... De tog Ymir, flyttede ham midt ud i Ginnungi Gab og dannede jorden af ham ... De tog også hans hovedskal og skabte himlen deraf. Den satte de op over Jorden, fæstet ved fire hjørner. ... Yderst er den kredsrund, og udenom ligger det dybe hav. Langs med dettes bred gav de land til bolig for jætteslægterne. Men inde på jorden byggede de en borg rundt om verden mod jætternes ufred, og til denne borg benyttede de jætten Ymirs øjenhår; de kaldte borgen Midgård....
Derefter byggede Aserne sig en borg i verdens midte, de kaldte den Asgård... Dér er et sted, som hedder Hlidskjalf. Når Odin sætter sig i sit højsæde dér, ser han hen over alle verdener, ser hvert menneskes forehavende og forstår alt, hvad han ser. ...
Hvor har Guderne deres hovedsæde eller hellige sted? Det er asken Yggdrasil. Der skal Guderne holde deres domme hver dag. ... Asken er den største og bedste af alle træer. Dens grene breder sig over hele verden og rækker over himlen. Træets tre rødder opholder det, og de står vidt fra hinanden. Den ene er hos Aserne, den anden hos Rimturserne, hvor fordum Ginnungis Gab var; den tredje står over Niflheim, og under denne rod er Hvergelmir. Nidhågg gnaver roden fra neden. Men under den rod, som vender mod Rimturserne, er Mimirs brønd, hvori kundskab og mandevid er skjult; han, som ejer brønden, hedder Mimir; han er fuld af viden, fordi han drikker af brønden af Gjålls horn. Der kom Alfader og udbad sig en drik af brønden, men han fik ingen, førend han gav sit øje i pant. ...