... Men blandt Sokrates’ elever opnåede Platon med rette et så strålende ry, at han fuldstændig fordunklede de øvrige. ... Sokrates skal ifølge overleveringen have udmærket sig i den aktive visdom. Pythagoras derimod skal med alle sine intellektuelle kræfter have lagt sig efter den beskuende. Platon berømmes for at have gjort filosofien fuldkommen ved at forene de to, ...

... Hvad Platon har ment på disse og om disse områder hver for sig, d.v.s. hvad han har erkendt og antaget som mål for alle handlinger, som årsag til alle naturfænomener og som lys for alle ræsonnementer, det vil det, tror jeg, føre for vidt at gøre rede for, og jeg tror ikke, man bør udtale sig letfærdigt derom. For eftersom Platon, når han lader Sokrates diskutere i sine værker, bestræber sig på at bevare Sokrates’ velkendte skik med at tilsløre sin viden eller mening, og fordi han selv kunne lide denne skik, er resultatet, at heller ikke Platons egne meninger om vigtige spørgsmål er lette at gennemskue. ... (Om Guds Stad' 8,4, ovs. Bent Dalsgaard Larsen, Bd. 1, s. 141f)

... For øjeblikket er det tilstrækkeligt at minde om, at Platon har defineret det endegyldige gode som det at leve etisk, og at han har sagt, at dette kun kan opnås af den, der har kendskab til Gud og som efterligner Gud, og at det ikke er muligt at være lykkelig af nogen anden grund. Derfor er han ikke i tvivl om, at det at filosofere er at elske Gud, hvis natur er ulegemlig. Heraf følger nødvendigvis, at den, der attrår visdom — for det er det, der ligger i ordet filosof —, først da vil blive lykkelig, når han begynder at frydes over Gud. ... (Om Guds Stad' 8,8, ovs. Bent Dalsgaard Larsen, Bd. 2,151).