Udgivelser Akademi Forside Kontakt
Ciceros vigtigste værker:

De re publica. 51 f.Kr.; 'Staten' (6. bog heraf kendt som 'Scipios drøm' , udg. ved Per Krarup, Gyld. 1966
De legibus (Lovene). 51 f.Kr., ufuldendt
Academica. 45 f. Kr.
De finibus bonorum et malorum. 45. f. Kr., 'Om det højeste gode og det største onde'
Tusculanae disputationes. 45. f. Kr., 'Tusculaniske Samtaler'
De natura deorum. 45. f. Kr., 'Om gudernes væsen', delvis ovs. ved Johs. Sløk, Stoikerne, Berlingske 1966. p. 110-43
Cato maior de senectute. 44. f. Kr., ovs. 'Kato d.æ. om Alderdommen', v. L. Ove Kjær, Udvalgte Taler, 1869
De divinatione. 44. f. Kr. 'Om spådomskunst'
De fato. 44. f. Kr., 'Om Skæbnen'
Laelius de amicitia. 44. f. Kr., ovs. Lælius om Venskabet, , v. L. Ove Kjær, Udvalgte Taler, 1869
De officiis. 44. f. Kr., 'Om pligterne'

Udgaver:

Udvalgte Taler (Kato d.æ. om Alderdommen; Lælius om Venskabet). Ved L. Ove Kjær, Kjøbenhavn 1869
Frisch, Hartvig: Cicero og Cæsar. Gyldendal 1946
Ciceros Breve i Udvalg. Ved A. Afzelius, Schønberg 1933
Ciceros filosofiske skrifter. Ved Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup. Bd. 1-5. Gad 1969

Stoikerne, udvalg ved Johs. Sløk, Berlingske 1966 (10.8)

CICERO I DIALOG:
TEMA:

Cicero

Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) hører til de helt store navne i vor vestlige kulturs historie. Som blot 44-årig blev han valgt til konsul i Rom, det højeste embede i den vestlige verdens førende stormagt, og fra dette tidspunkt, år 62 f.Kr., og frem til hans død i år 43 f.Kr., hørte han til hovedaktørerne i et af de mest fascinerende dramaer i historien. Dette drama bestod i den romerske republiks sidste krampetrækninger og endelige undergang, der førte over til kejsertidens Romerrige; og i denne historie figurerer Cicero i et yderst eksklusivt selskab sammen med navne som Cæsar, Pompejus, Cato, Brutus og Octavian — den senere kejser Augustus.
Ciceros rolle i dette drama var noget speciel, for så vidt man betragter det hele som en kamp om magten; for som alle er enige om, deltog han ikke i denne kamp for sin egen person. Til gengæld vandt han sig tidligt et navn og en popularitet hos både høje og lave i Rom, der gjorde ham til en usædvanligt ombejlet person, og det resulterede i en højst omtumlet karriere.
Som konsul faldt det i hans lod, at den romerske republik pludselig stod i en yderst faretruende situation. Det skyldtes en sammensværgelse, som under ledelse af en vis Catilina og med støtte i visse dele af de højeste kredse sigtede direkte mod statens opløsning og omvæltning. Det var Cicero dog mand for at forhindre. Med stor årvågenhed og handlekraft lykkedes det ham at afsløre sammensværgelsen og sætte hovedmændene ud af spillet, så det samlede Rom kunne hylde ham som byens redningsmand og „Fædrelandets fader“ — en titel, ingen havde fået tildelt før ham!
Cicero var med god grund både lykkelig og stolt, men det var dog en stakket lykke. I år 58 f.Kr. blev han skånselsløst udmanøvreret i det politiske spil og måtte gå i landflygtighed som fredløs. Efter et år i ensomhed og den dybeste ulykke blev han ganske vist kaldt hjem igen — til en overvældende modtagelse af romerne — men stadig viste det sig, at hans rolle i politikken var noget i retning af en hund i et spil kegler. Egentlig stod han sig godt med alle parter, men i realiteten brugte alle parter ham til det, der passede dem, og fulgte i øvrigt deres egen dagsorden. Cicero blev reelt sat ud på et sidespor, hvilket blev indledningen til, at han i år 55 begyndte sit forfatterskab med den første lille række bøger.
I år 52 blev han af senatet udkommanderet som statholder i Kilikien i Lilleasien. Det var for de fleste tidligere konsuler en eftertragtet mulighed for at skaffe sig både prestige og rigdom, men her viste det sig til stor forbavselse for kilikierne, at deres nye statholder holdt sin sti ren på en måde, de aldrig havde været ude for. Tilmed faldt han på ingen måde igennem i rollen som almægtig magthaver, hverken hvad angik opgaverne som administrator og dommer eller som feltherre, hvor han ved en heldig manøvre vandt sig titlen „Sejrherre“ (Imperator) og retten til en efterfølgende triumf hjemme i Rom.
Han vendte dog kun hjem igen for at måtte opleve, at det Rom, han levede og åndede for, våndede sig i sine sidste krampetrækninger. Det var diktaturet, der var tidens løsen, og som indædt forkæmper for republikken kom Cicero nu i et håbløst dilemma mellem Cæsar og Pompejus, der kæmpede om eneherredømmet.
For Cicero var der tale om at vælge mellem to onder, men han valgte at støtte Pompejus og tabte sammen med ham slaget ved Farsalos i år 48. Sejrherren Cæsar ville dog efterfølgende gerne have Cicero på sin side, og Cicero lod sig forsone med den nye enehersker. Hans sande forhold til det nye regime kom dog til udtryk, da Cæsar i år 44 blev dræbt, idet d sammensvorne efter attentatet åbent hyldede Cicero som deres egentlige leder og som den genvundne friheds lysende fortaler.
Denne rolle levede Cicero også op til, da Cæsars efterfølger, Antonius, forsøgte at opretholde diktaturet med et sandt terrorregime. Det tog Cicero til genmæle mod i en lang række offentlige taler, de nu så berømte „filippiske“ taler, hvori han med med dødsforagt talte den nye tyran stik imod.
Indsatsen nyttede ham dog alligevel ikke noget, idet Cæsars unge søstersøn, Octavian (den senere Kejser Augustus) momentant så sin fordel i en aftale med Antonius, hvor han gav Antonius frie hænder til at likvidere Cicero.

B