Akademi Udgivelser Forside Kontakt
Om temaet:
Leibniz
Lessing
Kant
Goethe
Heine
Se evt. også:

Cicero om Platon og Aristoteles

... men også de gamle peripatetikere med Aristoteles i spidsen, filosoffernes fyrste, som jeg nok tør kalde ham, når vi ser bort fra Platon. ... (De finibus IV / III 7, ovs. Thure Hastrup)

... Aristoteles, en mand der — idet jeg stadig undtager Platon — rager højt over alle andre i ånd og grundighed, ... (Tusculum-samtaler, I/11 22, ovs. Otto Foss)

... Støttet til Platon, som udmærkede sig både ved fantasi, mangfoldighed og ordrigdom, fremstod nu under to benævnelser, men i virkeligheden som en samstemmende enhed et filosofisk system, kaldet det akademiske eller peripatetiske, som skønt de i realiteten dækkede hinanden dog adskilte sig ved benævnelserne. Thi da Platon havde indsat sin søstersøn Speusippos som sin filosofiske livsarving, men ved hans side efterladt sig to mænd, Xenokrates fra Kalchedon og Aristoteles fra Stageiros, hvis ildhu og lærdom var lige fremragende, så blev de, der sluttede sig til Aristoteles kaldt peripatetikere, fordi de førte deres samtaler spadserende frem og tilbage i Lykeion, medens de andre, fordi de efter Platons bestemmelse plejede at holde deres sammenkomster og samtaler i Akademiet (som også er et gymnasium) fik deres navn efter stedets benævnelse. Begge skoler, der var fyldt med Platons rige viden, udarbejdede et vist fast system, tilmed omfattende og sprænglærd; men den kendte sokratiske form for diskussion, der udtaler sig tvivlende om alt og undlader enhver positiv udtalelse, opgav de. Således skabtes i stærk modstrid med, hvad Sokrates gjorde gældende, en vis filosofisk videnskab med en planmæssig inddeling af stoffet og et fast system.
[18] Denne lære var i begyndelsen, selvom den som sagt gik under to navne, en enhed; der var nemlig ingen forskel mellem peripatetikerne og det gamle Akademi. Aristoteles bar efter min mening prisen ved en vis overstrømmende fylde i begavelsen, men begge skoler havde deres udspring fra samme kilde, og de var fælles om den etiske sondring mellem de ting, mennesket bør stræbe efter eller søge at undgå. ... (Academici I ,17, ovs. Hartvig Frisch)

B