Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Filon

lat. Philo Judæus (ca. 25 f.Kr. til 50 e.Kr.), græsktalende jøde fra Alexandria af rig og fornem præsteslægt; stod i år 40 i spidsen for et gesandtskab til Rom under Kejser Caligula om et problem m.h.t. opstilling af statuer af kejserne i synagogen; mange af hans skrifter er bevaret, de fleste kommentarer til Mosebøgerne (Pentateuch); søgte at forene det jødiske med græsk tænkning, især Platons filosofi, gennem en spekulativ, allegorisk udlægning af Skriften. Efter Poseidonios (død 51 f.Kr.) den vigtigste skikkelse i 'nyplatonismens' udvikling frem til Plotin (død 270 e.Kr.)

At Filons værk overhovedet er overleveret, skyldes uden tvivl, at han tidligt kom til at stå som en positiv skikkelse for kristendommen, som det fremgår af flg. bemærkning af en senere biskop og historieskriver:

"På denne tid gjorde Filon sig bekendt, en mand, der hos særdeles mange stod i høj anseelse, ikke blot blandt vore egne, men også af dem, der var fremgået af de hedenske filosofskoler. ... for efter historiens vidnesbyrd overtraf han i den platoniske og pythagoræiske filosofi, som han især lagde sig efter, alle sine tidsfæller. ..." (Eusebius: Kirkehistorie 2,5)

Augustin havde vanskeligt ved at læse græsk, men kalder dog Filon for „ ... en mand af uhyre vidtstrakt lærdom, hvis stil grækerne ikke tøver med at sammenligne med Platons“ (David T. Runia: PHILO OF ALEXANDRIA and the Beginnings of Christian Thought)

Litteratur:

Philo I-XII, Loebs Classical Library, 1949 (gr./eng.)

Jensen, Poul Johs.: Græsk mystik. Verdensreligionernes Hovedværker Bd.8, Gyld. 1952 (29)
Bultmann, Rudolf: Das Urchristentum im Rahmen der antiken Religionen. 1962; da. ovs. Urkristendommen, Munksgaard 1963 (22.59)
Helms, Poul: Fra Tanke til Mystik. Kjøbenhavn 1934

TEMA:
Fornuft
Fremmedgørelse
Gudlighed
Ide
Modsætning
Nedstigning
Samvittighed
Sjælens fald
Solen
Verdensfornuft
Viljesfrihed

B