... Men da nu Celsus vil dække sig med filosofiens skjold, så kunne vi tænke os at spørge ham: Lå der en anklage mod Platon deri, at Aristoteles, som i tyve år havde været hans elev, sagde sig fri af ham, forkastede hans lære om sjælens udødelighed og kaldte hans idéer „spøgefuldheder“? Vi kunne gå endnu videre og rette dette spørgsmål til Celsus: Var Platon måske ikke længere kompetent i dialektikken eller i stand til at fremlægge sine synspunkter og tanker, da Aristoteles forlod ham, og er da Platons lærer af denne grund falske? Eller var det måske sådan, at Platon lærte sandheden, som også hans elever kunne hævde, medens Aristoteles handlede dårligt og utaknemligt mod sin lærer? ... (Contra Celsus II 12)