Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Plotin

„Plotin, filosoffen fra vor samtid, syntes at skamme sig ved at være i en krop. Så dybt lå denne følelse i ham, at han aldrig kunne bringes til at fortælle om sin afstamning, sin familie eller sit fødested.
Han viste også en uovervindelig modstand mod at sidde for en maler eller skulptør, og da Amelius insisterede på, at han skulle tillade, at et portræt af ham blev malet, spurgte han ham: „Er det ikke nok at slæbe rundt på dette billede, som naturen har indesluttet os i? Synes du virkelig, jeg også skal finde det ønskeligt at efterlade et billede af et billede til eftertiden at se på?“ Efter dette bestemte afslag medbragte Amelius sin ven Carterius, tidens bedste kunstner, til forelæsningerne, der var åbne for enhver, der kom, og sørgede for, at han gennem lang tids iagttagelse af filosoffen indfangede de mest slående personlige træk. Ud fra de indtryk, han således samlede i sit sind, tegnede kunstneren en første skitse; Amelius gjorde forskellige forslag til at få ligheden tilvejebragt, og på denne måde, uden Plotins vidende, skaffede Carterius’ genius os et livstro portræt.“ (Porfyrius: Om Plotins liv og rækkefølgen af hans værker.)

Fra Enneade V.1 "De tre første Hypostaser"

1. Hvad er det da, der har fået sjælene til at glemme deres fader, Gud, så de er uvidende både om sig selv og om ham, selv om de er dele af hans højere verden og ganske tilhører den? Forvovenhed var begyndelsen til det onde for dem og fødselen og den første andethed og ønsket om at være sin egen. Da de har været så glade for deres egen uafhængighed og gjort så stor brug af deres evne til at bevæge sig selv, idet de løb den modsatte vej og kom så langt bort som muligt, så blev de uvidende netop om, at de selv kom fra den anden verden; ...

TEMA:
Dionysos
Enhed
Forløsning
Det Gode
Grænse
Menneske, indre
Sjælens dobbelthed
Sjælens fald
Skønhed
FILON I DIALOG:
Leibniz om Plotin
Novalis om Plotin

Plotín el. Plótinos (205-270), "ny-platonisk" filosof, født og opvokset i Alexandria, længe elev af Ammonias Sakkas (som også Origenes var det); blev interesseret i persisk og indisk tænkning og fulgte i år 243 med Kejser Gordian (238-44) på et hærtog mod Persien. Det endte katastrofalt, og Plotin slap kun med besvær til Antiochia, og 1-2 år senere kom han til Rom, hvor han resten af sit liv virkede som filosof, lærer og 'sjælesørger' — de første 10 år uden at skrive noget.

Blandt Plotins publikum var en del kvinder, men også senatorer, ja selv Kejseren selv, Galienus og hans hustru Salonina. Plotin var lige ved at få Galienus til at etablere en filosof-by, 'Platonopolis', men kræfter ved hoffet forhindrede det. —

Plotins produktion er overleveret i 6 samlinger, de såkaldte 'Enneader' (af gr. ennéa: ni), idet hver gruppe indeholder ni mindre skrifter. Inddelingen stammer fra Porphyrios, der udgav dem efter Plotins død sammen med en kort biografi; Enneaderne blev første gang trykt i latinsk oversættelse af Marsilio Ficino i Firenze 1492.

Plotin regnes for den vigtigste repræsentant for den såk. 'nyplatonisme', der blev grundlagt af syreren Poseidonios (død 51 f.Kr.) og videreudviklet af jøden Filon i Alexandria (død 50 e.Kr.), grundlæggeren af den 'alexandrinske' filosof-tradition, som både Origenes og Plotin var repræsentanter for.

Litteratur:

Jensen, Povl Johs.: Plotin. Munksgaard 1948 (10)

Græsk mystik. Ved Poul Johs. Jensen, Verdensreligionernes Hovedværker Bd.8, Gyld. 1952 (29)

Helms, Poul: Fra Tanke til Mystik. Kjøbenhavn 1934

Bultmann, Rudolf: Das Urchristentum im Rahmen der antiken Religionen. 1962; da. ovs. Urkristendommen, Munksgaard 1963 (22.59)

B