Enneade IV. 8 „Om sjælens nedstigning i legemerne“
efter Poul Johs. Jensen: Græsk Mystik. Verdensreligionernes Hovedværker Bd.5, Gyld. 1953
Når jeg vågner op fra legemet og bliver mig selv, kommer ud af alt andet og ind i mig selv, hvor forunderlig er da ikke den skønhed, jeg ser; da mere end nogen sinde tror jeg, at jeg har fået fat i den bedre del, jeg har virket det højeste liv, jeg er blevet lig med det guddommelige, og ved at nå til denne virkelighed har jeg fundet mig et sted, der er hævet over alle andre former for åndeligt liv. Men når jeg efter denne stilstand i det guddommelige er steget fra ånden ned til overvejelse, spørger jeg ofte mig selv, hvordan jeg kommer ned fra det høje, og hvordan min sjæl mon i det hele taget er kommet ind i legemet, denne min sjæl, der i virkeligheden er, som jeg så den, om også den bor i et legeme. Herakleitos, der jo opfordrer os til at undersøge dette, lærer om en nødvendig skiften mellem modsætninger, ... Empedokles siger, det er en lov, at de syndefulde sjæle styrter ned i denne verden. ... Tilbage er da den guddommelige Platon, som mange steder i sine skrifter har talt udførligt og smukt om sjælen og dens komme til Jorden; hos ham kan vi håbe at vinde klarhed. Hvad siger nu denne filosof?
Det viser sig, at han ikke altid siger det samme, så det er ingenlunde let at se, hvad der er hans mening. På den ene side foragter han i almindelighed alt, hvad der sanseligt, og bebrejder sjælen dens forbindelse med legemet. Sjælen, siger han, ligger i lænker, den er begravet i legemet, og han bifalder mysteriernes dybe visdomsord, at sjælen er i varetægt. Der, hvor han siger, at sjælens rejse mod den åndelige verden er dens befrielse fra lænkerne og opstigning fra hulen, synes han med hulen at tænke på det, Empedokles kalder grotten, nemlig denne verden. I Faidros er tabet af vingerne skyld i, at vi er kommet her; bestemte perioder bringer den sjæl, der er steget op, tilbage hertil, og andre sjæle sendes herned af dom, lod, skæbne og nødvendighed. I alle disse tilfælde betragter han altså sjælens indtræden i legemet som noget ulykkeligt. Men når han i Timaios taler om dette Verdensalt, så priser han Kosmos og kalder den en salig gud; for at begave denne verden med ånd har Skaberen i sin godhed sendt sjæl ind i den; beåndet måtte verden nemlig være, men uden sjæl var dette ikke muligt. Derfor har altså Gud indgivet universet dets sjæl, og af samme grund har han indgivet hver af os en sjæl; universet måtte nemlig være fuldkomment, alle arter af levende væsener, som var i den åndelige verden, måtte også være i den sanselige. ...
Se evt. fra forordet til 'Platons hovedværker' afsnittet om Platon og 'denne verden' ('hule-lignelsen')