Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Poseidonios

(ca. 135-51 f.Kr., græsktalende filosof fra Apameia i Syrien og regnet for sin tids største lærde; overtog filosofisk skole af 'stoisk' retning på Rhodos efter Panaitios og blev den vigtigste skikkelse i den såk. ‘mellemste stoicisme’; samtidig kan han dog også ses som bidragyder til den såk. ‘nyplatonisme’, hvortil han især bidrog ved at inddrage astrologien i filosofien. — Af hans enorme produktion er intet bevaret, men hans tanker har i nogen grad kunnet rekonstrueres, bl.a. gennem Cicero, der som mange andre 'dannelses'-søgende romere (bl.a. Pompeius) drog til Rhodos for at høre ham (ca. 76 f.Kr.).

„Hos Poseidonios danner de levende væsener som hos Aristoteles en trinstige, men den standser ikke ved mennesket. Den fortsættes i de højere regioner med de levende stjerneguddomme, blandt hvilke også menneskesjælene kan svinge sig op. Thi Poseidonios antager i modsætning til Panaitios den platoniske lære om sjælenes præeksistens og udødelighed. ...
Disse tanker om sjælenes himmelflugt sættes nu i forbindelse med de love, der behersker universet og også regulerer stjernernes gang. Himlen består af sfærer, og til disse er ikke blot stjernernes astronomiske bevægelser knyttet, men ogsaa bestemte åndelige indflydelser, der står i forbindelse med menneskelige karakterejendommeligheder. Gennem „sympatien“ får da stjernerne indflydelse på vort liv, ligesom vi er beslægtede med dem og stræber opad mod de himmelske egne. ...
(Helms. Fra tanke til mystik, s. 101)

Poseidonios skrev bl.a. en kommentar til Platons 'Timaios', og med den lagde han den første grund til den såk. 'nyplatonisme', der senere især blev udviklet af Filon (død 50 e.Kr.) og Plotin (død 270 e.Kr.).

Litteratur:

Stoikerne, udvalg ved Johs. Sløk, Berlingske 1966 (10.8)

Helms, Poul: Fra Tanke til Mystik. 1934

TEMA:
Sjælens fald

B