Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Seneca

Brev 41 til Lucilius.
Du tager dig noget storartet og helsebringende for, hvis du, som du skriver, fortsat stræber efter en retskaffen tænkemåde; det er jo tåbeligt at bede om den, når man kan erhverve den hos sig selv. Man behøver ikke løfte hænderne mod himlen eller bede tempeltjeneren om at lade sig komme helt nær på gudebilledet for sikrere at blive hørt. Guddommen er dig nær, den er hos dig, i dig. Jeg mener det sådan, Lucilius: — der bor i os en hellig ånd, der iagttager vore gode og onde gerninger og våger over os. Som vi behandler den, sådan er den også mod os. Ingen er et godt menneske uden guddommens hjælp. Eller kan nogen svinge sig op til lykken uden den? Er det ikke den, der indgyder menneskene store og ophøjede tanker? I enhver god mand „bor en gud; hvilken — det kan jeg ikke sige dig“.
Hvis du nogensinde er stødt på en lund fuld af gamle og usædvanligt høje træer, der med deres dække af hinanden overskyggende grene betager dig udsynet til himlen, så vil denne skovens slankhed, denne stedets ensomhed og denne forunderlige skygge, der midt i det frie dog er så tæt, så uafbrudt, i dig skabe forvisningen om noget numinøst. ...
Når du møder et menneske, der ikke lader sig skræmme af farer, der ikke anfægtes af lyster og begæringer, der er lykkelig under modgang, rolig midt i stormen, hævet over almindelige dødelige til niveau med guderne, gribes du da ikke af ærefrygt? Må du ikke sige: „Et sådant væsen er dog noget andet end et usselt legeme?“ En guddommelig kraft gør sig her gældende. En så fremragende ånd, i indre harmoni, hævet over alt småligt og smilende ad alt det, som vi andre frygter eller ønsker os, — noget sådant findes ikke uden en guddoms medvirken. For størstedelen hører en sådan ånd hjemme i de regioner, den nedsteg fra. Ligesom solens stråler nok berører jorden, men dog har hjemme, hvor de kom fra, således gælder det om et stort og helligt menneske, der blev sendt os, for at vi kunne lære det guddommelige bedre at kende, at en sådan nok færdes blandt os, men dog egentlig tilhører sit oprindelige hjemsted og er som et højere væsen blandt os.

Seneca - udsnit af dobbeltherme med Sokrates, Berlin.

Lucius Annæus Seneca (5 f.Kr. - 65 e.Kr.), af fornem afstamning fra Cordoba i Spanien, studerede retorik m.m. i Rom og gjorde politisk karriere; blev under Claudius en tid forvist til Korsika; men Agrippina d.æ., Neros mor, gjorde Seneca til opdrager for den unge Nero. — Med Neros tronbestigelse som kejser fik Seneca naturligvis stor indflydelse og blev uden tvivl også, mere eller mindre frivilligt, involveret i Neros styre, (som bl.a. indebar mordet på moderen i 59). — I 65 blev en sammensværgelse mod Nero afsløret, hvorunder også Seneca blev anklaget og tvunget til at begå selvmord.
Seneca var umådeligt rig og havde visse problemer med at forsvare dette i forhold til sine filosofiske læresætninger, bl.a. om at bevare sin frihed i forhold til de ydre ting. Skrev filosofisk-etiske afhandlinger, men også tragedier, og virkede ikke mindst som en indtryksfuld brevskriver. Sammen med Epiktet og Marcus Aurelius regnes Seneca til de vigtigste repræsentanter for stoicismen i den romerske epoke.

B