Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Nyplatonisme

Efter Platons død i 347 f. Kr. overtog hans søstersøn, Speusippos (ca. 395-335), ledelsen af 'Akademiet', og formentlig var det derfor, at Platons mest fremragende elev Aristoteles valgte at forlade Athen. Allerede på dette tidspunkt gik udviklingen ved Akademiet i en retning, der senere skulle blive meget udpræget, og som Aristoteles ikke kunne deltage i, nemlig mod talmystik.

Det skulle få sin ekstreme udfoldelse et halvt århundrede senere i den såk. 'nypythatoræisme', og en afgørende faktor i udviklingen synes at have været den stigende rolle, der blev tildelt astrologien. Den havde sit hjemsted i Babylon og havde allerede spillet en vis rolle hos Platon, men først med Poseidonios (død ca. 50 f.Kr.), syreren, der blev sin tids største universalgeni, slog astrologien for alvor igennem - og dermed også den udvikling, der gjorde Platons filosofi til et stadigt mere religiøst anliggende. En næste hovedskikkelse var jøden Filon (død 50 e.Kr.), der skabte en storslået syntese af gemmeltestamentelig Guds-tro og platonisk filosofi, som satte sig spor såvel i den videre filosofiske traditon som i kristendommen. Fra Filons Alexandria kom således både Origenes (død ca. 254 f.Kr.), den første, der skabte en syntese af kristentro og Platon-filosofi, og Plotin (død 270 e.Kr.), der som filosof i Rom blev den sidste store skikkelse i den græsk-filosofiske tradition.

*

    *

Speusippos (-339)
Xenokrates (-314)
Krantor (omkr. 250)
Arkesilaos (-241)
Karnea (-129)
Filon fra Larissa
Antiochos (-74)
Poseidonios
Plutarch
Origenes (185-254)
Plotin (205-270)
Fra Plotins tid stammer en stribe såk. 'filosof-sarkofager', der viser, hvilken betydning filosoffen havde i tiden i visse kredse - ikke ulig den, andre samtidig tillagde Kristus. Filosoffen på denne sarkofag fra ca. 275, som findes i Vatikanet, kan udmærket have være Plotin.
Peripatetikerne

B