Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Orficisme

Orficismen var en religiøs nyskabelse fra 6-500 f.Kr. i Grækenland og det tilknyttede Syd-Italien, der dels baserede sig på skrevne bøger, og dels bestod i en ny form for sekteriske menigheder uden basis i slægt eller anden given social definition. Som den første religion i Vesten antager den modsætningen mellem en udødelig sjæl og et dødeligt legeme. Dette forhold der kom til udtryk i sektens centrale myte, der havde Dionysos-barnet, også kaldet Zagreus, som centralfigur. Han blev dræbt og spist af Titanerne, hvorefter Zeus ramte dem med sin lynstråle, så de brændte til aske - og af denne aske blev mennesket skabt. Det indeholdt derfor en kerne, der stammede fra det guddommelige barn, som Titanerne havde spist, inden de blev dræbt, men denne guddomskerne var så indfattet i kroppens "titaniske" natur. Målet var nu gennem ritualer og renselser at frelse den guddommelige kerne fra dens besmittede eksistens i kroppens "fængsel".

Platon om orfikernes frelsetilbud:

Hos Platon (Staten 363-365) finder man flg. satiriske fremstilling af orfikernes optræden, hvor det handler om disciplen Musaios og hans søn Eumolpos:

Musaios og hans søn lover de retfærdige endnu herligere ting fra guderne. De fører dem nemlig i deres historier til Hades, lader dem sætte sig der og bereder et festmåltid for de fromme, hvor de nu lader dem tilbringe al deres tid bekransede og i stadigt drikkelag, i den mening, at den skønneste løn for dyden skulle være evigt drikkeri. Andre derimod strækker lønnen fra guderne endnu længere, idet de siger, at børnebørn og en hel efterfølgende generation følger på den retfærdige og hellige. For dette og for andet priser de nu retfærdigheden; men de gudløse og uretfærdige graver de ned i skidtet i Hades et eller andet sted og tvinger dem til at bære vand i sigter, ja endnu i levende live giver de dem et dårligt omdømme og de samme pinsler, som Glaukon anførte for dem, der skønt retfærdige anses for uretfærdige. ...

Og i hobetal har de bøger ved hånden af Musaios og Orfeus, afkommet af Selene og muserne, som de siger, efter hvilke de forretter deres skikke og overbeviser ikke bare enkelte mennesker, men hele byer om, at der findes forløsninger og renselser fra forbrydelser ved ofre og fornøjelige lege, [365] og ikke bare for levende, men også for døde. De kalder dem soninger, og de befrier os fra onderne hisset. Den, der ikke ofrer, må derimod vente sig frygtelige ting.

Orfeus var som figur måske af thrakisk oprindelse; han var frem for alt digter og sanger, men også seer og læge; han var af guddommelig oprindelse, men dog uden tvivl menneske; i reglen regnes han som søn af musen Kalliope, medens faderen er Oiagros (gl. flodgud), sjældnere Apollon; lærte lyrespillet af faderen. Blev efter sagnet dræbt af mænader, da han efter Eurydikes død slog sig på drengekærlighed.
Lysguden Phanes/Eros i verdensægget; fra orficismens mytologiske udtryk i romersk tid.

jvf. Aristofanes' komedie Fuglene fra 414 f.Kr.:

I tidens ophav var Chaos og Nat, det sorte Erebos og det vældige Tartaros;
hverken Jord eller Luft eller Himmel var. Men mulmets moderskød skælved—
og se! uden sæd, i de sortladnes vingers skjul på den rugende Nat lå
et æg. Deraf, da tiden var fuld, udsprang den higende Attrå,
Eros ved navn, med en stormvinds kraft og vinger som morgenrøde.
Han favned en nat den vingede Luft, der sov i Tartaros’ øde.
I den uhyre rede rugedes vi. Der lod vore slægter sig føde.
Fra først var intet udødeligt liv [ingen guder], før Eros magede vrimlen,
og blandede lige med lige. Først da kom frem både havet og himlen,
og jorden, og salige guders evige æt. Men så, som I ser os,
er vi de ældste af alle de salige slægter. Vi tilhører Eros.

B