Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Stoicisme

Stoicismen grundlagdes som filosofisk retning i Athen omkring 300 f. Kr. af Zenon fra Cypern, med rod i traditionen fra Sokrates, dvs. i dens ‘kyniske’ retning, grundlagt af Antisthenes. Stoicismens sidste store skikkelse var Marcus Aurelius, romerrigets kejser fra 160 til 181 e.Kr. Den stoiske filosofi udgjorde således i et halvt årtusind den nok mest udbredte filosofiske livsanskuelse i den græsk-romerske verden.

Den ældre stoicisme:
Zenon fra Kition på Cypern (ca. 336-263 f. Kr.) havde opsøgt de forskellige ‘sokratiske’ filosofiretninger og bl.a. lært hos ‘kynikeren’ Krates, men begyndte så at forelæse selvstændigt i søjlehallen Stoa poikile („Den brogede Søjlegang“) på Athens torv (heraf skolens navn).
Leder af skolen fra Zenons død i 263 til 233 blev derefter Cleanthes fra Assos i Lilleasien. Han bragte en mere religiøs tone ind i skolen, og det er f.eks. ham, Paulus citerer i Ap. Gern. 17,28: „ ... thi i Ham lever og røres og er vi.“ — Chrysippos (ca 281-207, fra Kilikien i Lilleasien), Cleanthes’ elev, blev i en vis forstand en ny grundlægger af stoicismen, en strålende intellektuel begavelse, der behandlede alle dele af filosofien; skal have skrevet mere end 700 værker, som dog alle er tabt, men Chrysippos er den, man henviser til som stoicismens mest repræsentative skikkelse.

Den „mellemste“ stoicisme:
hører til den epoke, hvor Rom træder ind i den græske kulturs historie, især fra 150 f.Kr., og hvor det er Panaitios fra Rhodos (185-109), der ikke blot giver stoicismen en ny, tidssvarende form, men også personligt bringer den i kontakt med Roms åndsliv, nemlig til kredsen omkring Scipio den Yngre (185-129). Panaitios var Scipios rejsefælle på en lang rejse i Østen. — Han opgav ideen om universets periodiske undergang.
Poseidonios (ca 135-50), fra Apameia i Syrien, var elev af Panaitios, men overgik ham til at blive sin tids største universalgeni, bl.a. som historiker. Blandt Poseidonios’ tilhørere på Rhodos var bl.a. Pompeius og først og fremmest Cicero, som mere end nogen skulle blive den, der optog den græske filosofiske arv i den nye romerske ramme — og formidlede den videre til det kommende Europa. Selv var Cicero dog udtrykkeligt platoniker.

Den „yngre“ stoicisme:
omfatter tre hoved-skikkelser fra den romerske epoke: — Lucius Annaeus Seneca (ca 4 f.Kr. til 65 e.Kr.) var fra Cordoba i Spanien og blev i Rom opdrager for den senere Kejser Nero, som senere dømte ham til døden. — Epiktet (el. Epiktetos, ca. 50-138 e.Kr.) var fra Hierapolis i Lilleasien og først slave i Rom; som frigiven grundlagde han i Nikopolis sin egen filosof-skole. — Marcus Aurelius (121-180) var fra 165 Romerrigets kejser og måtte meget mod sin vilje tilbringe det meste af sin regeringstid i felten, især p.gr. af uroligheder ved Donau-grænsen.

*

Litteratur:
Stoikerne. Ovs. v. Johs. Sløk, Berlingske
Seneca: Om vrede. Om mildhed. Om sindsro. Ovs. v. Villy Sørensen, Gyldendal 1975
Epiktetos’ Haandbog. Ovs. v. J.A. Bundgaard Høst og Søn 1942
Marcus Aurelius: Tanker til sig selv. Ovs. v. K.G. Brøndsted, 1919, Haase 1964

Zenon (Glyptoteket, Kbh.)
Zenon (336-263)
Cleanthes (-233)
Chrysippos (281-207)
Panaitios (185-109)
Poseidonios (135-50)
Seneca (4 f.Kr. - 65 e.Kr.)
Epiktet (50-138 e.Kr.)
*

B