Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Den evige filosofis „dobbelte midte“
Med de to berømte sætninger fra Delfi stod den gryende filosofi med et grundforhold, der udfoldede sig i to motiver: Med sætningen „Intet til overmål“ trådte tanken om tilværelsens modsætningsstruktur for første gang frem, men samtidig også den underliggende ledetanke om den fordring, der giver sig heraf: nemlig at træffe „det rette mål“ eller den „midte“, der forløser fra den tragiske svingen „fra den ene grøft til den anden“.
Denne opgave forudsætter naturligvis, at en sådan midte er mulig, og i filosofien får dette udtryk i forestillingen om en overordnet, overmenneskelig magt i tilværelsen, der borger for denne mulighed og som derfor med rette kan stille mennesket over for opgaven om medvirken til dens indfrielse. Denne „kosmiske“ magt optræder under forskellige navne, men er kendetegnet ved at være „midten“, dvs. det centrum, der gør verden til et harmonisk ordnet hele, et „kosmos“.
Den anden forudsætning, der ligger i de to sætningers formulering af den menneskelige opgave, nemlig med fordringen „Kend dig selv“ er den tanke, at mennesket ikke er sit egentlige centrum, sådan som det er, men at dette egentlige „selv“ er noget, det først skal lære at kende. Med andre ord: det eksisterende „jeg“ er ikke det egentlige og sande menneske, og opgaven består i at bringe den endnu ukendte „midte“ i mennesket til bevidsthed og herredømme.
Først det menneske, der har etableret dette nye tyngdepunkt i sig selv, „midten i mennesket“ er nemlig i stand til den opgave, det er stillet over for, nemlig at træffe det rette mål mellem tilværelsens yderpunkter og indtage den plads, det er anvist, nemlig som „mennesket i midten“.
Disse to nøje forbundne temaer får hos Platon deres første ufoldelse, men lige siden har de i alle mulige variationer udgjort det dobbelttema, som nok med rette fortjener at forbindes med tanken om en „evig filosofi“. Men på den anden side er det også først med dette dobbelttema, at det træder frem, hvor meget der er om den bekendte udtalelse, at hele den vestlige filosofi lader sig betragte som „fodnoter til Platon“.

*

Den dobbelte midte:

Platon

Goethe

Schiller

Novalis

Kierkegaard

Nietzsche

B