Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: FORSTAND OG FORNUFT

Den skelnen mellem to forskellige former for „forståelse“, der ligger til grund for de danske begreber „forstand“ og „fornuft“, har sin første oprindelse hos Platon. Han skildrer i sine tidlige værker Sokrates og hans vilje til at gøre „forstanden“ til det øverste og herskende i mennesket, og her anvender han i reglen det græske begreb „nous“; men da han med storværket „Staten“ træder frem med sin egen forståelse af tingene, mener han at måtte skelne mellem to forskellige slags forståelse — ikke som to særskilte organer, men alt efter hvordan forståelsen er vendt. Den kan, som det i reglen er tilfældet, være vendt udad mod den omgivende verden, men det kan også — hævder Platon som det skelsættende nye — være „vendes om“, nemlig bort fra den ydre verden og mod noget, der kun er synligt for tanken, og som er kendetegnet ved at være evigt og uforanderligt.
Om denne nye form for forståelse anvender Platon ofte den poetiske betegnelse „sjælens øje“, men han forsøger også mere abstrakt at definere den nye, dobbelte forståelse af menneskets erkendelse ved at skelne mellem begreberne „dianoia“ og „nous“:

Fra og med „Staten“ bruger Platon nu i reglen begrebet „nous“ om denne nye, „højere“ forståelse; og det er helt i overensstemmelse hermed, at den tyske filosof Kant baserer sin erkendelsesteori på en skelnen mellem „Verstand“ og „Vernunft“ (hvorfra de danske ord „forstand“ og „fornuft“ stammer), idet han helt principielt definerer fornuften som „evnen til ideer“.

Om temaet:
Sokrates
Aristoteles
Leibniz
Goethe
Se evt. også:
Ånd

B