Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tal

Tallets betydning er utvetydigt forbundet med navnet Pythagoras, der efter traditionen var den, der opdagede, at toner beror på talforhold, og som opdageren af "den pythagoræiske læresætning" indtager Pythagoras en fremtrædende plads i den vestlige videnskabstradition.

Han stod dog også fadder til noget andet, som netop denne tradition ikke har været begejstret for, nemlig "talmystik", som den senere, historisk velbelyste pythagoræisme for en stor del er præget af.

Dermed synes to aspekter givet, der nok bør holdes bestik af: 1. forståelsen af tallet som en usynlig struktur, der ligger iboende i den materielle virkelighed, og 2. forståelsen af tal som elementer i en art 'åndelig verden' uafhængigt af den materielle virkelighed. - Det første aspekt fører således fra Pythagoras til skikkelser som Cusanus og Kepler, hvorimod 'talmystikken' bl.a. spiller en stor rolle i den katolske kristendom fra Augustin over middelalderens kirkebygningstid til f.eks. Jakob Böhme og Athanasius Kircher i barokkens epoke.

*

Den her antydede dobbeltsporethed synes allerede at have gjort sig gældende fra Platons død. Fra Aristoteles, Platons ubestridt mest skarpsindige elev, ved vi, at Platon - i hvert fald i sin modne alder - forbandt sine 'ideer' med 'tal' (se evt. Aristoteles om Platon, Met. 987ff). Denne videreførelse af Pythagoras' kongstanke er hos Platon uløseligt forbundet med ideen om 'det rette mål' og den Apollinske 'harmoni'-tanke, men i tiden efter Platons død blev tal-interessen videreført ved Akademiet på en måde, som Aristoteles brød sig om, hvilket var medvirkende til skismaet mellem de to skoler.

Den senere udvikling i retning mod det, man kalder 'nyplatonisme', beroede for en stor del på en genoplivelse af gamle pythagoræiske tankeformer, og ofte med tendens mod en 'talmystik', Platon selv aldrig dyrkede.

Om temaet:
Erasmus
Se evt. også:
Kosmos

B