Udgivelser Forside

    Kierkegaard 1834-1840

    værker, papirer, breve m.m. i udvalg.

    2006, 312 sider,  pris 275,00 kr

    På grund af fejl ved en del af første oplag kom bogen hurtigt i sit andet oplag. Det er uændret bortset fra rettelser og småjusteringer, idet bogen dog er blevet udvidet med et Appendix, bestående af uddrag fra Poul Møllers essay om 'Menneskets Udødelighed' fra 1837.

    "... Bogen kan læses af andre end blot Kierkegaard-forskere, selvom den også her har vigtige pointer, ..."
    (Fra DBC's lektørudtalelse v. Martin Hjelmborg).

      Fra bogens Forord:

      Forståelsesgrundlaget for udvalget

    Kierkegaard træder frem i lyset for os i foråret 1834, hvor han begynder at nedfælde optegnelser i notesbøger eller løse papirslapper. Først fra disse optegnelsers begyndelse har man et egentligt holdepunkt for forståelsen af ham som skabende personlighed; men naturligvis træder han her, som 21årig, ikke frem uden forudsætninger. De er i Kierkegaards tilfælde nok endda usædvanligt vigtige, men kan dog her kun tilgodeses i begrænset omfang. Forhåbentlig vil bogens ‘Baggrund’-sider opfylde et vist behov, men et enkelt punkt behøver nok her en særlig pointering.

      Faderen

    Til den traditionelle Kierkegaard-fremstilling hører et indledende afsnit om den strenge, ja „umenneskelige“ kristne opdragelse, Kirkegaard i sin barndom skulle have fået af sin far. Den talte Kierkegaard meget om i sine senere år, og man har også kunnet støtte sig på Hans Brøchner, der skriver, at faderens religiøse retning var "den gamle pietisme“ (Brøchner 46).
            Det er dog et stort spørgsmål, om den gamle Kierkegaards kristne sindelag kan kaldes pietistisk. Han var aktivt medlem af den Herrnhutiske Brødremenigehed, der dog i modsætning til den egentlige pietisme hører under kategorien „glad kristendom“ (Hal Koch). Faderen læste i øvrigt med forkærlighed optimistisk oplysningsfilosofi; men frem for alt er det en kendsgerning, at han som sin yndlingsprædikant og sjælesørger valgte J.P. Mynster, kapellan ved Frue Kirke, hvem han også betroede sine børns, ikke mindst Sørens kristne opdragelse.
          
      „Jeg er opdragen ved Mynsters Prædikener ...“ — således lyder det gang på gang i Kierkegaards journaler (se Baggrund s. 32-33 samt s. 182), og det vil jo nok komme bag på de fleste; for Mynster, fra 1834 Sjællands Biskop, han var jo lige præcis den mand, Kierkegaard i sine sidste år kastede sig over og anklagede for — ikke at forkynde kristendommen strengt nok!
            Mynster var bestemt heller ingen religiøs mørkemand, men ham betroede den gamle Kierkegaard altså ikke bare sin egen sjæl, men også sine børns. Dette er en kendsgerning, der ikke er i samklang med den sene Kierkegaards fremstilling af tingene, hvor faderens fremtoning da også kommer i strid modsætning til sønnens tidligere fader-billeder, f. eks. den berømte skildring af de festlige vandreture i dagligstuen (Se Baggrund s. 26).
            Hvordan dette nu altsammen skal forstås, må stå hen til senere afklaring; men for forståelsen af Kierkegaards ungdomsproblematik er antagelsen af faderens umenneskeligt-strenge kristendom helt vildledende. Denne konstatering må man dog ikke opfatte som et forsøg på at gøre Kierkegaard utroværdig. Intet ligger mig fjernere! Kierkegaard er for mig at se en dialektiker blandt de største — hvilket i mine øjne borger for den allerhøjeste grad af troværdighed —, men en kendsgerning er det dog også, at Kierkegaard i sine sidste år slap sin dialektiske tveøjethed og forvandlede sig til en kæmpende. Og dermed er det ikke alene et spørgsmål om Kierkegaards troværdighed, dvs. hans indtagelse af netop dette bestemte standpunkt, men også om dette standpunkts berettigelse, — og det er jo straks en helt anden sag.

      De tre positioner i det Kierkegaardske univers

    Ved forfatterskabets start, dvs. fra den første optegnelse, tegner der sig tre positioner i det Kierkegaardske tankeunivers, eller med et ord, han selv indfører, tre livs-anskuelser, som hele den videre udvikling vil handle om.
            Der er for det første den autoriserede luthersk-protestantiske kristendom, som Kierkegaard ikke bare er vokset op i, men også som teologisk student er umiddelbart konfronteret med. Og dog er sagen umiskendeligt den, at den unge Kierkegaard ikke vil kendes ved den: — „Kristendommen“ og „de kristne“ er genstand for hans studium og diskussion, men han selv står udenfor. Denne afstandtagen omfatter ikke kun den luthersk-protestantiske ortodoksi, men også dennes senere udviklingsformer i såvel pietistisk som rationalistisk retning — samt ikke mindst dén genoplivelse af lutherdommen, der netop var under stærk fremtrængen i Grundtvigs navn, og som Kierkegaards otte år ældre bror, Peter Christian, var stærkt involveret i.
            Søren derimod er altså i opposition til „det kristne“, og som en klar modstilling hertil finder man hos ham en holdning, der nok bedst sammenfattes i begrebet ironi. Ordet nihilisme finder man ikke hos Kierkegaard, men man finder ordet Intet, og den ironi, der er tale om hos ham, er da også andet og mere end en blasért-distanceret ‘æstetiker’-attitude.

      Spidsborgerne springe altid et Moment over i Livet ... de have aldrig følt den Hjemvee efter et ubekjendt, fjernt Noget, aldrig det Dybe, der ligger i slet Intet at være, ... (1837, s. 167)

            Hvad der her er tale om, er en radikal nihilistisk ironi — eller ironisk nihilisme —, og denne attitude over for tilværelsen får i Kierkegaards første optegnelser udtryk i en række skikkelser, nogle fra historien, nogle fra litteraturen, men også selvopdigtede figurer. Her finder man „De tre store Ideer“ for „Livet udenfor Religionen“, nemlig Don Juan, Faust og Den evige Jøde, men også en usædvanlig „Mestertyv“ samt en næsten lige så usædvanlig Kristus. Alle har de det til fælles, at de er på kant med „det bestående“, og at de selv er „misforståede“; og ingen kan være i tvivl om, at Kierkegaard i vid udstrækning forstår sig selv som hjemmehørende i dette selskab. Den altoverskyggende figur i denne sammenhæng viser sig stadigt mere at være Faust-figuren — ifølge Kierkegaard med en veritabel „Verdens-Betydning“ som selve „den personificerede Tvivl“ (1835, s. 64).
            Ironisk negativitet over for positiv kristendom — det er for så vidt grundlaget og udgangspunktet for Kierkegaards projekt; men ud over disse to klart modstillede positioner, der indbyrdes er forbundne og betinget af hinanden, aftegner der sig dog også en tredje. Den kommer til udtryk i en klar og utilsløret religiøsitet, der fra starten fremstår forbløffende sikker og uproblematiseret, ja nærmest egenrådig. Kierkegaard indfører i 1838 udtrykket
    „ægte religiøs, apriorisk genialitet“ (s. 195), og det er nærliggende at anvende dette udtryk på den holdning, man her ser ham selv fremtræde i. Han taler ikke om „Gud“, som „de kristne“ gør det indbyrdes, men hans religiøsitet får udtryk i begreber som Guddommen eller det Guddommelige, senere i betegnelser som det Absolutte eller Idéen. Den er ikke knyttet til nogen hellig skrift, lære eller trosbekendelse, og alligevel hænger denne religiøse „idealitet“ ikke bare i luften. Den fremtræder fra starten som uløseligt sammenknyttet med en usædvanlig fokusering på det konkrete enkelte individ, således at denne „enkelte“ fremstår som direkte konfronteret med „Guddommen“ selv og som selv-ansvarlig for at forstå og udføre dennes intentioner: — ansvarlig, som den 22årige Kierkegaard selv føler sig, for at „see, hvad Guddommen egenlig vil, at jeg skal gjøre ... finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe“ (s. 77).
            „Individualitæten er det sande Punktum i Skabelsens Udvikling“, lyder det i 1839, men straks derefter også: „Det guddommelige og det menneskelige er de duo puncta (:) hvilke ende i Punktum“ (s. 227), — og denne grundopfattelse er til stede lige fra optegnelsernes begyndelse i form af ledetanken om „det archimediske punkt“ (1834, s. 41).

      Den første afklaring

    Mellem de her skitserede tre positioner foregår alt væsentligt i det Kierkegaardske univers, — og måske ikke bare i den periode, det her handler om. Men hvad denne første fase angår, har en rimelig afgrænsning dog givet sig med året 1840. Dette år bringer nemlig en helt umiskendelig — i hvert fald foreløbig afklaring, hvor den nu 27årige Kierkegaard har overvundet sin ironisk-nihilistiske distance til „det bestående“. Han har ikke bare henvendt sig direkte — eller næsten direkte — til omverdenen, nemlig med udgivelsen af en bog, men også genoptaget sit afbrudte teologi-studium og taget sin eksamen. Og kronen på hele denne skelsættende drejning af tingene sætter så Kierke-gaard, da han kort efter sin eksamen frier til den ni år yngre Regine Olsen. Hun giver ham sit ja, og dermed skulle denne truede eksistens være reddet fra undergangen i nihilistisk skepsis og livslede.
            Udvalget fra disse seks år skildrer altså den indre dialog, der fører frem til denne afklaring. Denne dialogs røde tråd væver sig omkring ironiens væsen og mening, men også omkring spørgsmålet, om Faust kan „omvende sig“. — Det viser han sig godt at kunne, ligesom det viser sig for den faustiske Kierkegaards eget vedkommende. Om det kan man læse i forordet til hans første bog, hvori han beretter om kampen mellem „de to sjæle“ i ham, der nu har fået en vinder (se s. 188).
            Men helt afgørende for forståelsen af denne udvikling er nu spørgsmålet, hvilken position det er, der sætter sig igennem over for den ironiske, og som bringer denne til ophør. Det er ikke så helt ligetil at afgøre, for den sejr, der er tale om, er åbenlyst ensbetydende med den fortabte søns tilbagevenden til „kristendommen“; — og dog er det stadig ikke den kristendom, han fra tidlig tid havde forkastet, der her er tale om. Det er derimod den individuelt-religiøse „tredje position“ fra udgangs-punktets problematik, der mod epokens afslutning sætter sig igennem — blot nu under navn af „kristendom“.

            Det viser sig således, at den unge Kierkegaards kritiske holdning til kristendommen ikke gælder kristendommen som sådan, men kun dens autoriserede luthersk-protestantiske form. Og hans kritik af kristendommen forvandler sig nu til en positiv nyformulering af en selvstændigt oplevet kristendom — frem for alt med en entusiastisk Paulus-læsning som grundlag.
            Hvad disse seks år rummer, kan betragtes som en indre dialog eller diskussion, men af de tre udgangspositioner, der her er blevet skitseret, har den etablerede kristendom ikke på noget tidspunkt egentlig del i sagen. Diskussionen er gennem hele forløbet en dialog, og mellem kun to parter: — på den ene side den ironiske position, og på den anden side den individuelt-religiøse, der forbliver den samme, selv om den efterhånden mener at forstå sig selv ret som „kristendom“.
            Man kunne passende kalde den første position for „A“ og den anden for „B“, for hvad disse seks års indre dialog skulle finde deres store kunstneriske udtryk i, var — dobbeltværket Enten-Eller.

Bogen udgør første del af en serie om

KIERKEGAARDS UDVIKLING

Se her om bind 2:

KIERKEGAARDS FORLOVELSE

312 s., 188 kr.

Spørg hos boghandleren

eller bestil her

(portofri levering):

*

B