Kierkegaard Udgivelser Akademi Forside Kontakt

'Kierkegaard og hans mor'

Kommentar til Peter Tudvads anmeldelse i Weekendavisen d. 3. 5. 2007

af Preben Lilhav, maj 2007

Anmeldelsen var under denne overskrift: „Skt. Søren og Jomfru Ane. Helgenkåring. Kierkegaards moder var hans kristne inspiration, fremgår det af ny bog. Man tvivler...“ - og indledningen lød således:

Når man får stukket en bog i hånden, der annoncerer at ville rehabilitere Søren Kierkegaards mor som en væsentlig forudsætning for nationalkoryfæets kristendomsforståelse, værner man sig uvilkårligt bag et panser af sund skepsis. Vel må man tage sig i agt for ikke at lade sig blinde af sine egne fasttømrede opfattelser, men løftet om en omkalfatring af hele grundlaget for adskillige generationers forskning virker så uproportioneret, at man fremfor videnskabelige landvindinger i stedet forventer nogle muntre timer i selskab med en af de fantasifulde mytomaner, der altid har vegeteret på Kierkegaards biografi. Og sandelig! Forventningen skuffes ikke, men opfyldes til overmål. ...

 *

Som den citerede indledning viser, er denne første anmeldelse af „Kierkegaard og hans mor“ i sit udgangspunkt fuld af modvilje ved tanken om, at „adskillige generationers forskning“ skulle være forfejlet, og den munder da også ud i en lige så afvisende holdning over for muligheden af, at Kierkegaards mor måske alligevel skulle have været andet end „en jævn og trivelig kone med hjertet på rette sted“ — som det hidtil, bl.a. af anmelderen, er blevet antaget.
        Nu ville man ikke undre sig over denne uvilje til nytænkning, dersom anmelderen var én af Kierkegaard-litteraturens gamle satte støtter, men her er der nu tale om en yngre forsker, ja vist endog den yngste af alle dem, der optræder i min bog. At Peter Tudvad selv står for skud i denne bog (som han efter eget udsagn har „fået stukket i hånden“ til anmeldelse), og at han dermed selv er sat under anklage som medansvarlig for Kierkegaard-litteraturens karakter af et „sandt hængedynd af subjektive synspunkter, ubeviselige hypoteser og gold teoretiseren“ (som det lyder på omslaget af min bog), det undlader han dog at fortælle Weekendavisens læsere. I stedet lægger han ud med kundgørelsen på forhånd, at der her naturligvis blot er tale om endnu én af „de fantasifulde mytomaner, der altid har vegeteret på Kierkegaards biografi“.
        At anmelderen på denne måde forsøger at suggerere indtrykket frem, at jeg ikke bør tages alvorligt, kan jeg til nød leve med, al den stund han alligevel investerer ganske megen energi i det efterfølgende, temmelig omfattende forsøg på at bekæmpe mine ‘fantasier’. Af hensyn til læsere, der ønsker en seriøs oplysning, og med sigte på en præcisering af mit anliggende, vil jeg derfor i det følgende foregive, at jeg for min del tror på anmelderens gode vilje til at få afdækket sandheden om Kierkegaard.
        Nu vanskeliggør Tudvad dog sagligheden yderligere ved totalt at negligere min bogs tyngdepunkt, nemlig problemet om de vigtige påvirkninger med Kristus-historier og -billeder (jf. mit oplæg på bogens Forside), og det på trods af, at Tudvad selv netop i denne sammenhæng kommer ind i billedet på en ganske vigtig måde. Som nævnt i mit oplæg, så har Kierkegaard-forskningen som helhed uden videre antaget som givet, at det var Kierkegaards far, der stod bag denne vigtige påvirkning, men som jeg i min bog gør opmærksom på, aner man dog også hos de seneste Kierkegaard-forskere en fornemmelse for, at dette ikke uden videre går an. Således undgår både Joakim Garff („SAK“, s. 11) og Peter Tudvad („Kierkegaards København“, 2004, s. 406) den direkte påstand om, at det var faderen, der stod bag de nævnte Kristus-indtryk; det bemærkelsesværdige er blot, at det ikke fører nogen af dem til at spørge om moderens eventuelle rolle. I stedet fører de begge en ny, men desværre lige så ubegrundet påstand frem, nemlig at den lille Søren Kierkegaard skulle have hentet sig de omtalte indtryk i Brødremenigheden i Stormgade.
        Nu er der hos Kierkegaard intet, der støtter antagelsen af, han skulle skylde herrnhutismen noget som helst, som jeg viser det i min bog, og i øvrigt må påstanden om, at denne stærke påvirkning af Kierkegaard skulle skyldes et upersonligt ‘noget’, en forsamling eller mængde, jo nok siges at være en ret u-kierkegaardsk forklaring. F. eks. i relation til udtalelser som den følgende: „... og om jeg glemte Alt, jeg glemmer aldrig, ligesom jeg ikke har glemt, at man sagde dette til mig som Barn, og det Indtryk, det gjorde paa Barnet“ (Pap. X,1 A 272, „Kierkegaard og hans mor“ s. 78). Om en evt. personlighed i Brødremenigheden, der kunne tænkes at have spillet denne vigtige rolle for den lille Søren, foreligger der intet.
        Nu kunne Tudvad jo passende have taget fat her og forholdt sig til min kritik af ham på dette konkrete punkt, men det får læseren slet ikke noget at vide om. I stedet anbringer Tudvad straks efter sin indledende svada om den „fantasifulde mytoman“ den eneste indrømmelse, han i anmeldelsen giver mig:

    „For nu at yde Preben Lilhav retfærdighed skal det straks indrømmes ham, at forskningen — herunder anmelderens egen — næppe har alt for godt begrebsligt hold om den kristendom, som den mener, Kierkegaards far har opdraget ham i. I vid udstrækning er den blevet identificeret med en mørk pietisme, som faderen angiveligt skal have præsenteret sin yngste søn for i den herrnhutiske brødremenigheds forsamlingssal i Stormgade.“

Hvad Tudvad mener med ordet „angiveligt“, som han her til sidst skyder sig ind under, er uklart for mig. Det må vel være sådan at forstå, at han påberåber sig Garffs autoritet; men selv om Garff havde lanceret påstanden før Tudvad, så var det altså stadigvæk dog uden dokumentation. Og selv om jeg godt kan høre Tudvads undskyldning for sin udokumenterede påstand, så holder han den altså godt skjult for Weekendavisens læsere.

Faderens kristendom.
Nu anerkender Tudvad dog altså, at jeg har ramt et ømt punkt, og at den gamle Kierkegaard ikke var pietist. Blot vil Tudvad efterfølgende ikke være med til at drage konsekvensen af dette, men fastholder, at faderen alene betød noget for Kierkegaards kristendom.

    „Den skjulte præmis i Lilhavs regnestykke er i øvrigt komplet absurd, for det, han antager, er, at den, der opdrog Kierkegaard i kristendommen, måtte have haft præcis den samme forståelse af kristendommen, som Kierkegaards senere forfatterskab vidner om.“

Dette er ikke rigtigt. En sådan præmis har jeg ikke, og den præmis, jeg i øvrigt har, er ikke skjult. Jeg går nemlig ganske åbenlyst ud fra, at der er tale om to former for kristendom i det Kierkegaardske univers, nemlig den „formildende“ Mynsterske og den „strengere“, som Kierkegaard hævdede selv at være opdraget i, og som han i sin sidste fase påberåbte sig i kampen mod den officielle „Christenhed“; og dernæst går jeg ud fra, at man vanskeligt kan tænke sig faderen som repræsentant for begge disse så divergerende holdninger. Han var nu engang notorisk mynsterianer, og i samme øjeblik, man opgiver forsøget på at gøre dette til en ren facade, der skjulte over en fordækt pietisme, er der kun én mulighed tilbage: den gamle Kierkegaard var Mynsters mand. Dette bekræftes da også gang på gang af sønnen, der omvendt aldrig forbinder faderen med hverken pietisme eller herrnhutisme.
        Tudvad mener vist at anfægte min fremstilling, når han gør opmærksom på, at „kristendommen ikke er nogen éntydig og statisk størrelse hele forfatterskabet igennem“; men det giver jeg ham da ganske ret i. I årene fra 1838 (hvor han blev forsonet med faderen) til 1843-44 var Kierkegaard kristen helt i faderens (og Mynsters!) ånd, indtil han igen faldt tilbage på sin barndoms „strenge“ kristendomsforståelse, — som netop ikke var faderens. Men at det ikke er dette faktiske forhold, Tudvad vil have frem, er jeg naturligvis udmærket klar over, det er da også netop det, Kierkegaard-‘forskningen’ nu i halvandet hundrede år har nægtet at se i øjnene og brugt alle midler for at tilsløre. Som også Tudvad her gør det her, bl.a. ved slet ikke at nævne navnet Mynster, men i stedet operere med et uklart fond af mulige former for kristendom.
        Når Tudvad påstår, at jeg drejer sagen, så faderen bliver til „en spidsborger, der kun havde religionen på læben og ikke i hjertet“, så er det igen en usandhed mod bedre vidende, — dersom anmelderen da ellers har læst min bog, hvilket jeg jo må forudsætte. I kapitlet med overskriften „Ædel visdom“ vil læseren få noget temmelig andet at vide.

Kierkegaards tidlige modenhed.
Tudvad vil nu latterliggøre, at jeg tillægger Kierkegaard en ganske usædvanlig modenhed allerede som tiårig. Jeg gør det faktisk allerede med den otteårige, og det undrer mig, at Tudvad anstiller sig så uforstående over for dette. I hans egen Kierkegaard-bog viser han ellers stor forståelse for en sådan antagelse, nemlig hvor han fortæller om søsterens begravelse, da Søren var otte år:

    „ ... Måske røbede han [dvs. faderen] sig i sin smerte over datterens død for sin yngste søn, som nu blev hans fortrolige. I hvert fald er det bemærkelsesværdigt, at han senere beskriver sin lidelse som dén allerede „at have været en Olding da jeg var 8 Aar gl““ (Kierkegaards København s. 20).  —

Jeg selv var i øvrigt Tudvad taknemlig for denne iagttagelse, for da jeg skrev „Kierkegaards valg“, hvor jeg første gang gjorde opmærksom på otteårsalderen, var jeg ikke opmærksom på, at den omtalte begravelse netop faldt her. I øvrigt er Tudvad mig bekendt den eneste, der har vist blik for dette med otteårsalderen; men måske havde han omvendt læst min bog, der jo var udkommet året før?

Kierkegaards omtale af moderen.
Tudvad forsøger nu i samme stil at latterliggøre min påvisning af, at man med urette gennem tiden har hævdet, at Kierkegaard aldrig nævner sin mor. Det er nemlig tilfældet i nogle udkast til dagbogsromanen Skyldig—Ikke-Skyldig i Stadier paa Livets Vei, som Kierkegaard dog endte med alligevel at kassere:

    „At Kierkegaard her skriver under pseudonym gør ikke indtryk på Lilhav, der ligeledes ignorerer den nærliggende forklaring, nemlig at Kierkegaard i dagbogen — der er kalkeret over hans egen forlovelseshistorie — har overvejet at maskere virkelighedsindholdet ved at konvertere sin faktiske far til en fiktiv mor.“

Anvendelsen af pseudonym-problematikken til at lukke munden på modstandere er et velkendt element i Kierkegaard-litteraturen; men det forekommer mig nu at være en lidt klodset version, når Tudvad ikke bare klandrer mig for at ignorere pseudonymiteten, men samtidig også klandrer mig for at ignorere, at det pseudonyme værk naturligvis er „kalkeret“ over virkeligheden, som Kierkegaard så blot måtte „maskere“.
        Hos Kierkegaard er det desværre også mere indviklet end som så, og enhver vil i min bog s. 143ff kunne konstatere, at jeg rimeligt redeligt forsøger at afdække forholdet mellem fiktion og virkelighed i denne sag. Jeg kunne have ønsket mig, at Tudvad havde troet på min gode vilje og var kommet mig til hjælp, men en sådan redelighed frakender han mig uden skånsel, ja han tillægger mig ligefrem „foragt for videnskabelig ædruelighed“! Og hvad er nu grundlaget for en sådan dom, jo, det er denne påstand:

    „Lilhav vil endda vide, at Kierkegaard helt bevidst har bevaret de kasserede udkast og forarbejder...“;

— men hvad jeg i realiteten skriver i min bog om det pågældende problem, er dette: „... Det er lidt af et samvittighedsspørgsmål, man ikke kommer uden om, når man anstiller en undersøgelse som den foregående; men jeg tror ikke, det var tilfældigt, når Kierkegaard undlod at udslette de tre små sætninger i papirerne, der røber sagens rette sammenhæng. ...“ (s. 175).
        Var der nogen, der sagde „foragt for videnskabelig ædruelighed“!
        Dersom anmelderen ville have demonstreret noget i retning af videnskabelig redelighed, kunne han jo passende have vedkendt sig, at han som anmelder ikke er uvildig, men at han skriver om en bog, der har angrebet også ham, og han kunne have taget dette angreb åbent og redeligt op til forsvar. Det gjorde han ikke m.h.t. sin påstand om Brødremenighedens betydning, og ved anmeldelsens slutning kommer nu et nyt eksempel på den samme spillen under dække.

Den brunstige far.

    „Det er heller ikke overbevisende, når Lilhav nægter, at Kierkegaards far skulle have forgrebet sig på hans mor og med hende avlet, hvad der efter tidens moralske standarder talte som en horeunge. Men det var Kierkegaards ældste storesøster, Maren Kirstine, for hun blev undfanget længe før, hendes far nødtvungent måtte gifte sig med sin — og sin kort forinden afdøde første hustrus — gravide tjenestepige, Anne Sørensdatter Lund. “

Hvad Tudvad her reagerer på, er følgende fremstilling i min bog (s. 118):     
        „Brylluppet stod den 26. april 1797, og fire og en halv måned senere fødte Ane Kierkegaard parrets første barn. Hvordan man nu opfattede dette dengang i 1700-tallet, er der nogen uenighed om, men endnu her i det 21. århundrede taler man med forbløffende selvfølgelighed om, at hosekræmmeren havde „forgrebet sig på sin tjenestepige“, om hans „syndefald“ og om hans førstefødte „horeunge“. — Og dog har ingen kunnet fremlægge dokumentation for, at manden selv oplevede det sådan.“
        Til de anførte påstande er der i min bog knyttet en henvisningsnote til Tudvads bog s. 18, 20, 473, 474; men som man vil se, benægter jeg for mit vedkommende ikke noget som helst. Jeg påpeger blot det utilstedelige i den så almindelige myte om et ‘overgreb’ fra faderens side og en efterfølgende ‘syndsbevidsthed’, som der ingen som helst belæg er for, men som bl.a. er blevet benyttet til at gøre ham til pietist.
        Dersom Tudvad havde taget mig direkte på ordet, ville jeg meget gerne have hørt hans belæg for, at faderen havde „forgrebet sig“ på moderen; men i stedet argumenter Tudvad nu sådan:

    „Hvis ikke der i udgangspunktet var noget betænkeligt ved hans forhold til hende, kan man dårligt finde mening i, at han i sit udkast til en ægtepagt stillede sig så fjendtligt an, at myndighederne nægtede at godkende den.“

Og dette er ganske rigtigt, som man også kan læse i min bog (s. 120): „Den urimelige ægtepagt kalder naturligvis på en forklaring. Det er jo tydeligt, at der fra mandens side ikke består et normalt tillidsforhold til den tilkommende, og som det første kunne man måske tænke sig den mulighed, at han ikke var sikker på, at barnet, hun ventede, nu også var hans. Men da ægtepagten ikke bare afsætter et pænt beløb til eventuelle børn, men også fastsætter, at de fra deres fyldte tre år skal være hos faderen, så er den fortolkning vel mindre sandsynlig. To andre muligheder har derimod været fremme i Kierkegaard-litteraturen, nemlig dels at enkemanden måske havde taget pigen med vold, — eller omvendt, at pigen muligvis kunne have forført sin principal. Men denne problematik, som ikke har andet end gisninger at forholde sig til, er så at sige også det eneste, man har interesseret sig for ved denne kvinde.“
        Dermed forlader jeg i min bog dette tema; men det er Tudvad ikke tilfreds med:

    „Desuden må man spørge sig selv, hvordan Ane er blevet gravid, hvis ikke ved at den brunstige hosekræmmer trængte ind i hende. Men med Lilhav kan man selvfølgelig svare, at det nok var Helligånden, så vi herefter både har med Skt. Søren og Jomfru Ane at skaffe og glade kan skrive dem begge ind i den hellige række af katolske helgener...“

Med disse forbløffende sætninger slutter Tudvad sin anmeldelse; men hvis de skulle give læseren anledning til at tro, at jeg benægter en fysisk kontakt mellem de to ægtefæller, så er man nu igen blevet vildledt af anmelderen. Jeg tager såmænd ikke engang afstand fra tanken om, at Hosekræmmerens fjendtlige ægtepagt kunne skyldes, at han var blevet forført af sin tilkommende, — så hvad angår den „Helgenkåring“, som Tudvad annoncerer allerede i overskriften til sin anmeldelse, så må den stå for hans egen regning.

192 s., 188 kr.

Spørg hos boghandleren

eller bestil her

(portofri levering):

*

B