Udgivelser Forside Kontakt

KIERKEGAARDS FORLOVELSE

Digtning og Sandhed

Kierkegaards udvikling bd. 2, ved Preben Lilhav

Juni 2013 udgivet som Ebog

Det er første gang, det samlede materiale omkring Kierkegaards berømte forlovelseshistorie er forsøgt præsenteret i én udgivelse: — breve, journaloptegnelser samt de mange digteriske bearbejdelser af historien i det pseudonyme forfatterskab.

Samtidig er det første gang, Kierkegaard forsøges bedømt på hans egne præmisser i det berømte forhold til Regine Olsen. — Han selv gjorde det klart nok, at det seksuelle var et område af det menneskelige, han ikke forstod, og som han i øvrigt heller ikke ønskede at lære at kende. Ikke desto mindre har hans fortolkere stået i kø for at fortælle, at dette var et selvbedrag, og man har i stedet tolket filosoffen ud fra den antagelse, at han var som alle andre, — ja, fra den danske Kierkegaard-forskning er et frit opfundet bordelbesøg gået verden rundt som nøglen til forståelsen af vor store tænker.
Den foreliggende bog hviler på den antagelse, at Kierkegaard forstod sig selv bedre, end hans mange fortolkere efterfølgende har gjort det. Bogen er i sig selv dog ingen tolkning, men et forsøg på at samle det materiale, enhver tolkning må bygge på.

En pointe for udgiveren er, at Kierkegaards forlovelseshistorie ikke alene udgør nøglen til forfatterens værk, men at den ligefrem må betragtes som hans hovedværk.
Kierkegaard sagde selv klart og tydeligt, at han ikke bragte nogen ‘lære’ eller ‘objektiv sandhed’, men at hans liv, hans eksistens var hans lære, —

"Eet er at være skarpsindig i Bøger, et andet er dialektisk at fordoble det Tænkte i Existentsen. ... Den Dialektik i Bøger er blot Tænkningens, men Redupplicationen af denne Tænkning er Handling i Livet."

— og tager man dette alvorligt, må man nødvendigvis vende sig mod forlovelseshistorien som det fundament, hele forfatterskabet hviler på.
Man kan diskutere, om Kierkegaard skal opfattes som æstetisk, etisk eller religiøs forfatter, men hvilken synsvinkel man nu end vælger af disse, så ender man uvægerligt ved hans forlovelseshistorie.

Hvad det æstetiske angår, dvs. menneskets tilværelse som sansende og følende væsen, så lader Kierkegaards værk ingen i tvivl om, at det for ham er kærligheden, der er altings krone: — „hiin uudsigelige salige Følelse, hiin evige Magt i Verden — den jordiske Kjærlighed“. Dette er ganske vist sagt af én af Kierkegaards mange „pseudonymer“, men også i eget navn kunne han kalde kærligheden „Culminationen i et Menneskes reent humane Existents“. — Og Kierkegaards adkomst til at udtale sig om dette lader sig naturligvis alene finde i den forelskelse, der førte til hans forlovelseshistorie med Regine Olsen, — „den Elskede, den eneste Elskede“.

Går man fra det æstetiske til det etiske, så gælder det ligeledes, at det var i sin forlovelseshistorie, at Kierkegaard blev konfronteret med dette aspekt af det menneskelige, nemlig i og med det løfte, der konstituerer forlovelsen. Dette var for ham ensbetydende med at give sig ind under „det almene“, det fællesmenneskelige, der over for den enkelte hævder sig som pligt. — Pligten er i dette tilfælde ægteskabet, men det er hos Kierkegaard ikke nogen sur pligt; for ligesom „den første kærlighed“ er „det høieste jordiske Gode“, dvs. det højeste, mennesket kan opleve her på jorden, således stiller ægteskabet sig som den højeste opgave for mennesket her i livet, nemlig den at bekræfte og bevare den første kærligheds hele erotik og livsfylde i ægteskabets faste og varige form: — „den skjønneste Opgave, der er sat et Menneske“. — Kierkegaard kunne beskrive dette som få, og pligten var i sig selv en hellig sag for ham, men hans historie blev nu den, at han — i dette ene tilfælde — måtte svigte sin pligt og bryde sit løfte. Han kunne have gjort det ved at forkaste pligten, ved at ville hæve sig over „det almene“ som noget ugyldigt, men han gjorde det ved resten af sit liv at tjene det almene på den måde, han nu mente at være kaldet til. Og frugten af dette virke, det samlede forfatterskab, dedicerede han ved sin død til — pigen, han havde svigtet. Ligesom han viede sit liv til hende ved aldrig at søge en anden.

Sluttelig var det så den aldrig afsluttede samvittighedsprøvelse, som i hele dette forløb lærte Kierkegaard, hvad det religiøse er, — hvad det vil sige at stå alene uden for det alment-menneskelige, alene med sin samvittighed, alene med „Gud“. Hans liv blev en kamp for at forstå, om der findes en berettiget „undtagelse“, og den daglige kamp med samvittigheden om dette forstod han som sit „Guds-Forhold“. — Men også dette viser sig uløseligt forbundet med den tidligere forlovede: — „Reduplicationen af mit Forhold til hende er paa en Maade mit eget Guds Forhold“ — „Min Forlovelse med hende og Bruddet er egentlig mit Guds Forhold, er, om jeg saa tør sige, gudeligt min Forlovelse med Gud“. — Nærmere bestemt forstod Kierkegaard sit Guds-forhold som en opdragelse, og hvad forlovelseshistorien betød for ham i denne sammenhæng var dette: — „den Gang fangede Styrelsen mig“.

Ingen forståelse af Kierkegaard er mulig uden om historien om hans forlovelse.

"Bogen er kke kun for Kierkegaard-feinschmeckere, ... En spændende (gen)introduktion til Kierkegaards forfatterskab set fra en spændende synsvinkel." Lektørudtalelse af Flemming Faarup, 09/37

Fra bogens indledning

472 s., 188 kr.

Få den hos boghandleren

eller bestil her:

(portofri levering)

*

KIERKEGAARDS UDVIKLING, bd 1: KIERKEGAARD 1834-1840

B