Nietzsche Platon Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Nietzsches kamp mod døden

Akademi: Selvtilblivelse

Nietzsche i fire bind

Fra bogens efterskrift:

... Man forstår, hvordan det må have været for Nietzsche, da der efter dette tilsyneladende vendepunkt alligevel kom en ny nedtur i foråret 1881 — det rædselsfulde ophold i Recoaro — og at det netop var skuffelsen over dette tilbageslag, der fremkaldte de tidligere citerede betragtninger om døden som en „festlighed“. — Men også det kom Nietzsche dog over, og det fik ikke lov at bremse den genoptagelse af tråden fra ungdomstiden, der indvarsler en helt ny fase i Nietzsches udvikling — bl.a. udtrykt i følgende selv-formaning:

Lad os have tillid til drifterne, de skal nok igen skabe idealer, som kærligheden hele tiden gør det! ...

Det er Platons kærlighedstanke fra Symposion, der her dukker op igen efter fem års vinterdvale; og i følge med den genfinder Nietzsche nu følingen med sin tænknings vigtigste rødder og får givet tingene den drejning, der lader dem falde på plads. — Og sagens kerne kan her sammenfattes med en tilbageskuende bemærkning, der findes i notesbogen to år senere:

Jeg vil, jeg begærer, jeg elsker — og derfor priser jeg livet. Dersom jeg ikke skabte, men kun erkendte, ville jeg hade det.

Selv-tiblivelse

Kort efter, at Nietzsche i notesbogen igen vedkendte sig troen på kærligheden og dens livsfornyende kraft — dvs. dens magt til at skabe nye idealer — følger den afgørende afstandtagen fra den retning mod døden som mål, han havde været godt inde på. Og samtidig med afvisningen af, at mennesket skulle kunne finde sin fuldendelse ved at „afdø fra livet“, følger også afvisningen af, at erkendelsen skulle kunne stå alene som ledende drift:

Det er mytologi at tro, at vi vil finde vort egentlige selv, efter at vi har sluppet eller glemt dette og hint. Således snor vi os op helt tilbage i det uendelige; men skabe os selv, ud af alle elementer give en form skikkelse — er opgaven! Hele tiden billedhuggerens! Et produktivt menneskes! Ikke gennem erkendelse, men ved øvelse og et forbillede bliver vi selv til! Erkendelsen har i bedste fald værdi som et middel!

Forestillingen om at finde sit „egentlige selv“, om at „skabe sig selv“, om at „blive til“ holdt sit indtog i filosofiens historie med Platons Staten, som fra en tidlig tid hørte til Nietzsches vigtigste forudsætninger; og det er da også et billede herfra, han nu med forkærlighed anvender i forbindelse med projektet med at „give sig selv skikkelse“. Det er billedet af en „gartner“ eller „landmand“, som Platon indfører et sted, hvor han skildrer den tredelte sjæl som bestående af et mangehovedet uhyre, en løve samt et menneske. — Og det er det sidstnævnte „indre menneske“, der ifølge Platon har til opgave at overvåge og styre den sjælelige helhed, hvorfor denne centrale instans også skal være i besiddelse af „det mest fuldkomne herredømme over den hele menneskelige skabning“:

... Han bør som landmanden overvåge det mangehovede uhyre, idet han nærer og plejer de ønskede planter og forhindrer de vilde i at gro. Han bør gøre løven til sin allierede og i den fælles pleje af dem alle forene de forskellige dele med hinanden og med sig selv.

Billedet af den kyndige gartner i forhold til sin have får nu en lang række nedslag hos Nietzsche:

Dersom dog kunstnerne vidste, hvor megen fantasi enhver større erkendelse har til forudsætning, hvor meget der må tænkes og blomstre for ubarmhjertigt at blive skåret bort! Vi er en frugthave: ...

Vores opgave er at plante den rigtige følelse, dvs. den, der svarer til sande ting og rigtige domme. Ikke at genoprette de naturlige; for de har aldrig eksisteret.

(Med den sidste bemærkning får man igen bekræftet, hvordan tanken om „døden“ som en „genoprettelse“ af den „naturlige“, dvs. oprindelige og sande eksistensform var en nærmest desperat kortslutning i forhold til Nietzsches tankegang, hvor han var på højde med sig selv.)

... Det fuldkomne menneske forbyder sig selv særdeles meget ... Det er den kunstfærdigt båndlagte og omtydede natur; for den er i tilblivelse, og ikke om at bygge eller rive ned på én gang handler det — det er en svævende have.

(Her bemærker man, hvordan Nietzsche sammen med have-billedet også har genetableret sin ungdoms kongstanke om balancen mellem at rive ned og bygge op!)

Det står til os at uddanne vort temperament som en have. Indplante oplevelser, fjerne andre; ...

Det betydningsfulde i denne række eksempler på Nietzsches brug af have-billedet i forbindelse med sin egen selv-formning, er nu, at det giver et indtryk af måneders kredsen omkring dette motiv — at det at „blive sig selv“ ikke består i at finde tilbage til ens sande væsen, men derimod et projekt, der endnu er ubestemt „svævende“, fordi det er i tilblivelse og opbygning. Det handler om at „skabe sig selv“, om at „give en form skikkelse“ — en opgave, hvis resultat altså først vil vise sig ved dets vellykkede fuldførelse!
På den anden side var der dog også noget i Nietzsche, der nægtede at opgive tanken om, at hans „sande selv“ ikke kun var et fremadrettet projekt, der for så vidt kunne ende med hvad som helst, men at det også handlede om at virkeliggøre noget, der var givet på forhånd som hans „egentlige væsen“ og „natur“ — hans givne selv og ingen andens. Denne forestilling havde han i Schopenhauer som opdrager bekendt sig til i den form, at dette „selv“ ganske vist ikke er noget, man så at sige kan erkende ved indre selvbeskuelse, men man kan komme på sporet af det ved at blive opmærksom på, hvad man elsker!

... Stil rækken af disse tilbedte genstande op foran dig, og måske vil de fremstille for dig, ved deres væsen og følge, en lov: — dit egentlige selvs grundlov. Sammenlign disse genstande, hvordan den ene supplerer den anden, udvider, overbyder, forklarer den, hvordan de danner en trinstige, på hvilken du indtil nu er kravlet opad mod dig selv; for dit sande væsen ligger ikke dybt skjult i dig, men umådeligt højt over dig eller i det mindste over det, som du sædvanligvis antager for dit jeg.

Dette er Nietzsches ledetanke fra ungdommen, og den lader sig fint forbinde med det billede af gartneren og haven, vi netop har hørt om; men i Schopenhauer-bogen finder man også en fremstilling, der peger frem imod den radikale tanke, at det eftersøgte selv — dersom det skal være noget bestemt og uforanderligt — ikke kan søges i denne „tilblivelsens verden“:

... I tilblivelsen er alt hult, bedragerisk, fladt og kun værdigt til vor foragt; gåden, som mennesket skal løse, kan det kun løse ud af det værende, i det sådan- og ikke anderledes eksisterende, i det uforgængelige. Nu begynder man at prøve af, hvor dybt man er vokset sammen med det tilblivende, hvor dybt med det værende — en uhyre opgave stiger op for ens sjæl: at ødelægge alt tilblivende, at bringe alt falsk ved tingene for dagen.

Herfra var der for så vidt slet ikke så langt til den drastiske tanke, der i 1881 for en stund fik magten over Nietzsche — tanken om døden som en fuldendelse, der jo på samme måde blev begrundet i erkendelsen af tidens og tilblivelsens virkelighed som „et fejlgreb af tilværelsen“ eller som en „komedie“.
På den ene side dødens evighed og på den anden billedet af haven i stadig vækst og forvandling på vej mod sin form: — her var der virkelig tale om et dilemma, Nietzsche længe befandt sig indspundet i! Dersom det sande „selv“ skal tilvejebringes i tilblivelsens verden (f.eks. en have skal det), synes det jo at måtte blive et vilkårligt produkt af tiden og omstændighederne; men dersom det omvendt skal være noget værende af „evig“ karakter, ender det til gengæld med at falde uden for denne levende verden, hvor alt er underlagt ubestandighedens og foranderlighedens vilkår. At ville sig selv efter sit „evige væsen“ bliver reelt ensbetydende med at kaste vrag på livet i denne verden — ja, med at ville „døden“!
Det var i sandhed et dilemma, men Nietzsche stod det igennem uden at falde for fristelsen til at forskrive sig til den ene eller anden side af det. I stedet udløste dilemmaets spænding hans tilbagevendte skabende kraft, der efterhånden samlede sig om den helt selvfølgelige løsning — den formel, der som et højere tredje forenede dilemmaets to tilsyneladende uforenelige poler!

„Bliv til den, du er!“

Tanken om at „blive til den, man er“ — altså at det, man „er“, på samme tid er noget givet og noget, der skal bringes tilveje — bryder for så vidt ikke ind i Nietzsches tankeverden som en nyhed. Den har været der hele tiden i forskellige former, og som Nietzsche senere et sted anfører, forbinder han tanken med den græske digter Pindar. Også her er det dog i realiteten nok nærmere Platon, man skal søge tanken hos, nemlig i dennes sene dialog Timaios, hvor der berettes om, hvorledes mennesket er skabt „i Guddommens billede“ — som legeme, sjæl og fornuft — men hvordan det alligevel er menneskets opgave at bringe denne givne form eller mulighed til vellykket virkeliggørelse i den jordisk-kropslige eksistens.
Hvordan Nietzsche nu end er kommet til tanken, så er det, at Nietzsche her i 1881 får samling på sig selv med denne tanke som ledetråd, samtidig udtryk for, at det er gennem en nybesindelse på arven fra grækerne, at det lykkes ham at genfinde sig selv. Og netop det at „blive sig selv“ var fra først til sidst det, som den kristne kultur i Europa efter Nietzsches opfattelse kunne lære hos grækerne — som f.eks. Goethe havde gjort det. Hvordan Nietzsche så dette tema som et supplement eller korrektiv til den kristne menneskeforståelse, kommer f.eks. til udtryk i denne formulering:

... Grækerne var ikke lærde, men de var heller ikke åndløse gymnaster. Er det virkelig så nødvendigt, at vi vælger mellem den ene og den anden side; er der ikke også her ved „kristendommen“ kommet en kløft i menneskenaturen, som harmoniens folk ikke kendte? Skulle ikke enhver „lærd“ beskæmmes ved billedet af en Sofokles, som forstod så elegant at danse og spille bold og samtidig dog også opviste visse åndsfærdigheder. ... Kort sagt, kære ven, man kan ikke gå sin bane selvstændigt nok. Sandheden bor sjældent der, hvor man har bygget templer for den og ordineret præster. ... Man må selv være sin egen læge, men samtidig også samle de lægelige erfaringer med sig selv. Vi tænker virkelig for lidt på vort vel; vor egoisme er ikke klog nok, vor fornuft ikke egoistisk nok.

Desværre skulle Nietzsche senere formulere dette projekt på en måde, der har skabt megen misforståelse — med begreber som „vilje til magt“ og at ville „det onde“ — og så handlede det dog blot om denne enkle tanke:
... At gøre en hel person ud af sig selv og i alt, hvad man gør, have dettes højeste vel for øje — det fører videre end de medlidende rørelser og handlinger til gavn for andre.

Enhver kulturfornyelse måtte for Nietzsche at se bygge på den enkeltes udvikling til helt og sandt menneske, og dette var, hvad den kristne kultur ifølge Nietzsche havde at lære af grækerne; — men samtidig var det naturligvis også den fordring, han selv var stillet over for som enkeltperson, som han gang på gang vedkendte sig:

Bliv stadig ved med at blive til den, du er — din egen lærer og former! Du er ikke nogen forfatter, du skriver kun for dig selv! Således bevarer du erindringen om dine gode øjeblikke og finder deres sammenhæng, dit selvs gyldne kæde! Således forbereder du dig på den tid, hvor du må tale!

Med den sidste bemærkning om en „tid til at tale“ viser det sig her, hvordan det centrale anliggende med at blive sig selv for Nietzsche er uløseligt sammenknyttet med det, han fra en tidlig tid forstod som sin „opgave“. Det at „finde sig selv“ var for ham ensbetydende med at finde den form, hvori han kunne løse den netop for ham stillede opgave som reformator af den kristne kultur. Dette anliggende udgør den stærke røde tråd gennem alle Nietzsches bøger i disse år, og det afklares nu på afgørende vis — bl.a. med en overvejelse som denne:

De religiøse kræfter kunne stadig være stærke nok til en ateistisk religion à la Buddha, der glider hen over konfessionens forskelle, og videnskaben ville ikke have noget imod et nyt ideal. Men almindelig menneskekærlighed vil det ikke være! Et nyt menneske må vise sig. — Jeg selv er langt herfra og ønsker det slet ikke!

Enhver tanke om, at han selv skulle optræde som „sandhedsindehaver“, som en profet eller ligefrem som en art gud-menneske, var Nietzsche inderligt imod, som det kommer frem gang på gang i notesbøgerne:

Vi vil ikke gøre nogen gud af os selv; vi er ikke lystne efter tidligere folkeslags idealer.

Jeg vil kun omgås mennesker, der har deres eget mønster og ikke ser det i mig. Dette ville nemlig gøre mig ansvarlig for dem og til slave.

Her viser det sig nu, hvordan afklaringen omkring formelen „bliv til den, du er“ netop også hjælper Nietzsche til afklaring af, i hvilken forstand han kan optræde som lærer og forbillede for andre:

Mit mål er ikke for enhver, alligevel er det dog meddeleligt; dels fordi nogle ligner mig, men også fordi de modsatte herved vil vinde kraft og lyst til på samme måde at formulere deres væsen og omsætte den i virkende ånd. Jeg vil hjælpe alle, der søger deres mønster, idet jeg viser, hvordan man søger et mønster; og min største glæde er at møde de individuelle mønstre, der ikke ligner mig. Djævelen kan hente alle efterlignere og tilhængere og lovprisere og beundrere og hengivende!

„Hvordan skal mennesket handle?“ Det kan kun måles efter et ideal, som enten menneskeheden skal opnå, eller som den enkelte skal opnå. Indtil nu fandtes der sådanne mønstre, der foresvævede folkeslagene (dels levende, dels opdigtede) eller for religionsmenigheder. Eller for partier (eller den fuldkomne købmand, soldat, embedsmand). Eller for filosofiske sekter. Men altid indtil nu for flerheder. Men målet er: at enhver udkaster sit mønsterbillede og virkeliggør det — det individuelle mønster. ...

Dermed var tingene for så vidt faldet på plads for Nietzsche; hvad han havde at give sin samtid, var ikke at forkynde en sandhed eller optræde som repræsentant for et eller andet fuldkommenhedsideal; det var ganske enkelt blot det eksempel, han afgav med sit liv ved selv at søge sit eget mønster. — Det var en afklaring, i hvert fald rent teoretisk; men også hvad angik det helt konkrete i sagen, den stadige opgave med at holde sig sit mønster for øje og bringe det til virkelighed, indfandt der sig nu en afklarende drejning i Nietzsches liv.

Digter

...

B