Udgivelser Forside Kontakt

Platon og Sokrates.

Platons forhold til Sokrates og hans kreds undersøgt for første gang.

Bogen udgør 1. halvdel af projektet "Platon i hans udvikling", hvis 2. bind "Platon og ideernes verden" forhåbentlig vil foreligge i efteråret 2013 .

Opgør med en myte

I denne bog fremlægges den første egentlige undersøgelse af forholdet mellem Platon og Sokrates, der til dato er foretaget. Skulle der findes en bog med titlen „Platon og Sokrates“, er den i hvert fald ikke blevet opdaget af Platon-forskningen.

Forklaringen på dette tilsyneladende paradoks er dog ganske enkel: — Hos Platons elev, Aristoteles, kan man læse, at Platon overtog sin filosofi fra Sokrates, og denne påstand har man uden videre taget for givet og gentaget om og om igen gennem mere end to tusind år.

Og dog er påstanden uholdbar! Fra Sokrates til Platon er der lige så langt som fra forstandighed til kærlighed. Aristoteles havde mest blik for det forstandige, men det er ikke det, der for digtere og kunstnere gennem tiden har gjort Platon til „den guddommelige“.

Den lange række af lærde fortolkere derimod har fulgt Aristoteles. Ganske vist har man fra tid til anden gentaget udtalelsen, at den europæiske filosofi jo egentlig blot er en række „fodnoter til Platon“; men i realiteten har man om og om igen fremstillet Platon som den eneste af Sokrates’ disciple, der var genial nok til at forstå og fremstille — „den guddommelige Sokrates“!

Blot har ingen til dato efterprøvet denne påstand.

*

I Platons værker er det Sokrates, der overalt fører ordet, hvorimod Platon selv aldrig optræder.
Platon selv skrev i et brev, at der slet ikke fandtes noget skrift af Platon: „De, der nu udgives for at være det, stammer i stedet fra en Sokrates, der er blevet skøn og ung“.
Dette dunkle forhold har forskningen frem til i dag ment at kunne forstå sådan, at det er den historiske Sokrates, der er kilden til den visdom, man finder i Platons værker. Enkelte hævder ligefrem, at den Sokrates, man møder hos Platon, overalt også er den faktiske Sokrates; medens de fleste dog indskrænker sig til den påstand, at selv det, der måtte stamme fra Platon, jo dog bunder i inspirationen fra Sokrates.
Denne forståelse af forholdet har man kun kunnet gennemføre ved at ignorere alle de tidlige værker af Platon, hvor man møder den virkelige Sokrates, med den påstand, at de er „uægte“.
Men man har frem for alt kun kunnet gennemføre denne fejlagtige forståelse af forholdet ved helt at undlade at bore dybere i det.

Det gøres her for første gang.

392 s.

Bogen er udgået og erstattet af

Den unge Platon og den sande Sokrates

Se evt. bogens tillæg:

Platon og Sokrates i den nyere tids forskning

Anmeldelser:

Kristian Østergaard, Weekendavisen 17-02-2012

Bodil Kruse, Klassikerforeningens meddelelser, marts 2013

Ebog-version

B