Platon Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Fra: Preben Lilhav: Platon og Sokrates

Tillæg:

Platon og Sokrates i den nyere tids forskning

Når den foregående undersøgelse kom til den konklusion, at Sokrates hverken har lod eller del i Platons senere forfatterskab, så er det ikke i overensstemmelse med den i dag gældende forskning på området. Det har tværtimod i de seneste to hundrede år været det herskende synspunkt, at den egentlige ære også for den senere del af Platons værk tilkommer Sokrates. Dette har der i det store og hele været enighed om, også selv om forskningen i øvrigt har været delt i to konkurrerende synspunkter eller „skoler“.
Det ene synspunkt insisterer på, at den Sokrates, der lancerer de religiøse tanker fra og med Menon, stadig er den historiske Sokrates, ligesom det også gælder med hensyn til Staten og de øvrige senere værker, hvor Sokrates optræder som ordførende. — Det andet synspunkt antager derimod, at Platon fra og med Menon kommer til tanker, som reelt er hans egne, men som han lægger Sokrates i munden som en art talerør. Dette anser man dog for helt berettiget, nemlig ud fra den antagelse, at det dybest set handler om en visdom, Platon fik lagt kimen til i sin tid som discipel hos Sokrates.
I begge tilfælde antages Sokrates således som Platons lærer og som den egentlige ophavsmand til det filosofiske indhold i Platons værk; og i realiteten kan man spørge, om ikke hele den foreliggende Platon-litteratur bør regnes som en del af Sokrates-litteraturen. Det er således karakteristisk, at det problem, der består i Platons forhold til Sokrates, aldrig er blevet rejst for Platons skyld. Der har til stadighed foregået en særdeles intens debat om „Sokrates-spørgsmålet“, men ingen har endnu rejst noget „Platon-spørgsmål“.
Dette er for så vidt nu den foreliggende undersøgelses anliggende.

*

Det springende punkt i sagen er som nævnt det skel, der med Menon sættes i Platons forfatterskab, og som man også var opmærksom på allerede i antikken, hvor man hos Cicero finder denne forståelse af problemet:

Du har dog vel hørt, at Platon efter Sokrates’ død rejste bort, først til Ægypten, i studieøjemed, og senere til Italien og Sicilien for at få kendskab til Pythagoras’ opdagelser; og at han tilbragte megen tid sammen med Archytas fra Tarent og Timaios fra Lokri, ligesom han erhvervede sig Filolaos’ noter. Pythagoras’ ry var dengang stort derovre, og han helligede sig fuldstændig Pythagoras’ mænd og lære. Da han nu elskede Sokrates med helt særlig hengivenhed og ønskede at give ham æren for alt, så vævede han Sokrates’ lune og subtile argumentation sammen med Pythagoras’ dunkelhed og tunge lærdom i så mange områder af kunsterne.

Dette synspunkt kan udmærket tages som udgangspunkt for den nyere tids anskuelse af tingene, idet nemlig den ene skole hævder, at de mystisk-religiøse tanker fra Pythagoras, der pludselig fremkom i Platons værk, ikke skyldtes en rejse, Platon foretog. De skyldtes derimod Sokrates, der nemlig allerede i sin ungdom var blevet indviet i den pythagoræiske mystik. — Den anden skole derimod fastholder Ciceros fremstilling; men hvor Cicero forstod forholdet sådan, at Platon af kærlighed til Sokrates tillagde ham sine nye tanker, så giver man det nu den drejning, at det i realiteten kun var afbetalingen af en gæld til Sokrates, som Platon skyldte alt.
Som allerede sagt, er resultatet altså i begge skoler det, at æren for Platons tænkning tilskrives Sokrates; men det pudsige resultat af denne tendens til at ville henføre alt til Sokrates er nu — igen i begge skoler — at man ender med en ganske barok løsning, nemlig antagelsen af en art dobbeltmenneske!

„Den skotske skole“

Det synspunkt, der fastholder, at den Sokrates, man møder hos Platon, altid skal forstås som den historiske Sokrates og aldrig kan opfattes som et blot talerør for Platons anskuelser, repræsenteres af de skotske forskere John Burnet og A.E. Taylor. Deres påstand er nemlig den, at Sokrates ikke alene var den rationelle begrebsfilosof, der optræder i Platons tidlige dialoger, men også den religiøse mystiker, der fremlægger sine visioner i den anden halvdel af Platons forfatterskab. Som Burnet f.eks. kan sige:

Han havde en fast tro på sjælens udødelighed og det kommende liv, doktriner, der var fremmede og mærkelige for athenerne på hans tid.

På samme måde taler Taylor om dette „fremtrædende træk i Sokrates’ karakter“:

Han er af hjertet en mystiker, og der er noget „overjordisk“ ved ham.

Begge forskere forsøger energisk at sandsynliggøre, at Sokrates skulle være af en sådan natur, og f.eks. er ingen af dem i tvivl om, at det „kald“, Platon tillægger Sokrates i Apologien, er en historisk kendsgerning; dog sådan, at det ikke er Apollon, men „Gud“, Sokrates forholdt sig til. — Samtidig gøres dog også motivet med Sokrates’ mærkelige „trancer“ til et udtryk for denne „sande religiøsitet“ og „faste tro“.
Men ser man nu nærmere til, så viser det sig dog, at påstanden om den „faste tro“ alligevel ikke skal tages helt så alvorligt endda — som Burnet gør opmærksom på:

... Men med alt dette, så var Sokrates ikke blot en visionær. Han havde en stærk åre af klog common sense, som afholdt ham fra at overgive sig til de ofte fantasifulde detaljer i den orfiske og pythagoræiske religion, hvor stærkt de end måtte tale til hans fantasi.

At en mystiker af betydning skulle lade sig holde tilbage af „common sense“ forekommer ikke just overbevisende — men højst overraskende forbinder Burnet nu også dette træk med Sokrates’ ironi, og resultatet af dette forsøg på at lade Sokrates spænde over hele spektret i Platons forfatterskab bliver nu et veritabelt dobbeltmenneske som Dr. Jekyll og Mr. Hyde:

... Men Sokrates var med alt dette dog ikke nogen orfiker. Han havde et andet karaktertræk, som forhindrede ham i helt igennem at blive mystiker. Det var den attiske ironi, den skarpsindige, uforpligtede ånd, der er naturlig for et folk af bønder og handelsmænd, ...

... Sandheden er, at der var to markante sider i hans karakter. Han var virkelig en visionær eller „entusiast“ i dette ords græske betydning, men han var også usædvanlig kløgtig. Hans kritikere kaldte ham lumsk idet de brugte et ord (eíron), som passende bruges om ræve. Skotternes ord „canny“ (ikke altid en rosende betegnelse) kommer nærmest på meningen af det græske. Han brød sig ikke om at hengive sig til noget længere, end han kunne se klart, ...

Med den sidste karakteristik må man jo spørge, hvad der så bliver af den påståede „faste tro“; og dette billede af Sokrates som et dobbeltmenneske sammensat af en græsk mystiker og en snu skotsk hestehandler har da heller ikke fået nogen stor tilhængerskare.

„Den platoniske Sokrates“

Det synspunkt, der umiskendeligt er gået af med sejren i den nyere tids litteratur, forsøger ikke at gøre Sokrates religiøs. Derimod gør man det religiøse islæt i Platons tænkning (hvad enten man kalder det „pythagoræisk“ eller „orficistisk“) til noget sekundært, og antager i stedet, at de nye tanker, der hos Platon kommer til fra og med Menon, består i hans „idelære“.
Den nyere tids Platonforskning blev grundlagt af Friedrich Schleiermacher, der kort efter 1800 udgav den første samlede tyske Platonoversættelse. Ifølge Schleiermacher var det ikke sådan — som Cicero havde hævdet — at Platon af kærlighed til mesteren tillagde ham sine egne nye tanker; i realiteten var det nemlig kun, hvad han skyldte Sokrates. Eftersom Platon nemlig — ifølge Schleiermacher — helt og holdent videreførte „Sokrates’ ånd og metode“ ...

... så havde Platon ingen betænkeligheder ved også at lægge ham det i munden, der efter hans overbevisning kun var en følgeslutning fra Sokrates’ grundideer.

Dette er baggrunden for Schleiermachers afsluttende konklusion, der umiddelbart fremstår som en storslået hyldest til Platons enestående fortjeneste:

... I det hele taget må man sige, at Platon ved sin levende deltagelse i videreudviklingen af den fra Sokrates udgåede bestræbelse har gjort ham udødelig på så smuk en måde, som en discipel overhovedet kan forherlige sin mester, ...

En hyldest til Platon — ja, men altså på den baggrund, at hans bedrift består i at have „videreudviklet“ den bestræbelse, der udgik fra Sokrates! Og hvad var så det? Det var ifølge Schleiermacher „ideen om viden“. Schleiermacher ræsonnerede nemlig som så, at når Sokrates havde den virkning på Platon, som man så tydeligt kunne konstatere, så måtte der have været andet og mere ved ham, end det, man fik at vide hos f.eks. Xenofon. Og selv om Sokrates hos Platon holder på sin grundlæggende uvidenhed, så kunne han ifølge Schleiermacher kun gøre det, dersom han havde haft en ide om, hvad viden er:

... Denne vågnen af ideen om viden og de første ytringer af den, må i første omgang have været det filosofiske indhold i Sokrates; og derfor anses han altid med rette for at være ophavsmanden til den senere hellenske filosofi, hvis hele væsentlige form med alle dens enkelte forskelligheder er bestemt ved netop denne ide. — Tydeligt nok fremgår dette af det, der er historisk hos Platon, og det er også det, man først må tænke ind i Xenofons dialoger for at finde dem værdige til Sokrates, og Sokrates værdig til Platons.

Med dette som grundlag kan Schleiermacher nu gøre Sokrates til den egentlig ophavsmand til Platons filosofi, idet han nemlig ser denne i den såkaldte „idelære“. Således skriver Schleiermacher i indledningen til sin Platon-udgave om de værker, han anser for at være de tidligste:

... Det vigtigste er dog også med hensyn til dem deres indre indhold, for i dem udvikler de første anelser sig om det, der ligger til grund for alt følgende, om dialektikken som filosofiens teknik, om ideerne som deres egentlige genstand, altså om mulighederne og betingelserne for viden.


Det var især kantianeren Paul Natorp, der med bogen Platons idelære gjorde den såkaldte „idelære“ til det centrale anliggende for denne forståelse af Platon som arvtager efter Sokrates — i en ubestemt art syntese, hvis sammenhæng Natorp åbenbart heller ikke fandt grund til at udforske nærmere:

Platon var ... så gennemtrængt af overbevisningen om at skylde Sokrates alt det bedste, at han aldrig kunne finde på at skelne mellem sin egen og mesterens åndelige ejendom. Således kan man med sikkerhed antage, at sokratikkens bedste indhold er skjult i Platons filosofi; men at trække den grænse, hvor det sokratiske hører op, og det platoniske begynder, synes et næsten udsigtsløst foretagende.

Hos Constantin Ritter, finder man dog forholdet ganske klart præciseret, idet Platon nu udtrykkeligt fremstår som discipel for Sokrates — ja, som forkynder af ham i lighed med dem, der i sin tid forkyndte „den Korsfæstede“:

... Virkelig, det må have været en vidunderlig mand, denne Sokrates, der ... besad kraften til fuldstændig at tvinge den uendeligt rigt anlagte, livfulde og næsten sværmeriske unge Platon i sin tryllekreds og endnu længe efter sin død holde denne så magtfuldt fast deri, at han næsten ikke ville eller stræbte efter andet end at prædike den henrettede for sit folk, ligesom Jesu disciple prædiker den Korsfæstede for jødefolket — til dets store ærgrelse og fortrydelighed. ...
Kun et temmelig udflydende og ikke særlig tiltalende billede ville vi kunne gøre os af Sokrates uden Platons skrifter. ...
... Platon har i alle tilfælde blandt alle Sokrates’ disciple forstået ham bedst; ...

Tendensen til at sætte „idelæren“ ind i en religiøs sammenhæng er ganske markant blandt de tyske fortolkere i forlængelse af teologen Schleiermacher. Når således Ulrich Wilamowitz-Moellendorff sammen med „idelæren“ sætter begrebet videnskab i højsædet — så er der tale om en videnskab, der optræder som konkurrent til den kristne åbenbaringsreligion:

... Også Platons religion blomstrede op fra sokratiske rødder. Han forstod Sokrates helt; det gav ham kraft til at afbetale den rette tak for sin vækkelse. For i Platons digterværker forkynder Sokrates, eller bedre: lever og dør han forbilledligt for os som forkynder af den det frie og fromme menneskes religion, der som den specifikke græske religion står over for alle andre, der har deres støtte, men også deres lænke i troen på en åbenbaring.

Hos Werner Jaeger finder man ligeledes forståelsen af Sokrates som religiøs personlighed, ja som „overmenneske“ — med Platon som sin digteriske fortolker:

... Sokrates er from og tapper, retfærdig og selvbeherskende i én person. Hans liv er kamp og gudstjeneste på samme tid. ...
... Platon skelner derfor mellem den vulgære borgerlige dyd og den filosofiske højere fuldkommenhed. Dette moralske overmenneske er for ham legemliggjort i Sokrates.
... Det er ham, der i sit Sokrates-billede har udviklet alle disse virkninger af den sokratiske livsopfattelse anskueligt og begrebsmæssigt, og det er vanskeligt her at drage nogen nøjagtig grænselinie mellem ham og Sokrates. ...
... og ligesom ud af heltenes værker hos Homer, udspringer der af Sokrates’ kamp et nyt forbilledes menneskeformende kraft, som i Platon finder sin digteriske forkynder.

På britisk grund var Burnet og Taylor ikke ene om at tegne Platon-forskningen, og F.M. Cornford er med hensyn til „idelæren“ mere på linie med den kontinentale tradition end med Burnet og Taylor; men det, man hele vejen rundt kan enes om, er stadig billedet af Platon som forkynder af Sokrates som den egentlige religiøse nyskaber:

... Og bag ved den humoristisk-intellektuelle leg følte de nærværet af en ekstraordinær personlighed, rolig og sikker i besiddelsen af en mystisk visdom.

Sokrates hørte til den lille kreds af eventyrere, som fra tid til anden har udvidet den menneskelige ånds horisont. De anede i vor natur uventede kræfter, som kun de selv indtil nu, i deres egne personer, har bragt til fuldendelse. Ved at leve den sandhed, de opdagede, gav de verden den eneste mulige forsikring for, at den ikke er en illusion.

Og igen: — Platons rolle var at være disciplen, der formåede at lodde, hvad der gemte sig i dette enestående menneske:

... Staten er imidlertid et modent værk fra midten af hans liv. Den kunne ikke være skrevet, før Platon havde læst hemmeligheden i Sokrates’ inderste tanke og formuleret hans essentielle betydning.

En udpræget religiøs status har Sokrates også hos tyskeren Paul Friedländer, selv om han er meget langt fra ethvert forsøg på at gøre Sokrates til mystiker:

... I dette, at Platon var en myteskaber, og Sokrates tilsyneladende stod så fjernt fra alt mytisk som nogen græker overhovedet, viser der sig en modsætning i lighed med den mellem den platonske ide-skuen og Sokrates’ uendelige spørgen, mellem det platonske forfatterskab og Sokrates’ helt igennem mundtlige tale. Men som det tidligere viste sig, at Platons skaben i al sin modsathed dog et eller andet sted har rod i Sokrates, således må man også her spørge, om ikke den nye myte, så meget den så end strider imod den sokratiske måde at tale på, dog alligevel for Platon er vokset frem ved billedet af den sokratiske væren. ... Ingen tvivl om, at Platon ikke kun så sin lærer som erotiker i biologisk forstand, ikke kun som dæmonisk menneske: der var et tidspunkt, hvor den menneskelige mester blev ham mytisk som den store dæmon Eros selv.

Med de sidste bemærkninger hentyder Friedländer til Platons Symposion, hvori Platon lader sin nye kærlighedsforståelse finde udtryk i en berømt fremstilling af „den store dæmon“ Eros. Det er ganske vist hos Platon Diotima, der belærer Sokrates om dette nye mysterium, som det tidligere blev omtalt, men på dette punkt er de to skoler forbløffende enige: — selv om Platon udtrykkeligt siger noget andet, så mener man at kunne give Sokrates æren af Diotimas tale! — Når Friedländer ligefrem lader Sokrates antage guddommelig status for Platon, er han dog ikke alene om det; et eksempel på denne tendens finder man også i den danske Platon-litteratur, nemlig hos Johannes Sløk:

... For Platon har Sokrates altså i et indvielsens øjeblik været en epifani, det guddommeliges inkarnation og afsløring. ... Han har slet ikke stået på linie med Sokrates; de har så at sige været væsensforskellige; han selv var filosoffen, den formidable tænker, men Sokrates var den guddommelige daimon og som sådan en hel dimension højere. Derfor er alt, hvad han tænker og skriver, selvom det rent faktisk i sit indhold går ud over Sokrates, alligevel i dybere forstand noget, der tilhører Sokrates og ikke ham selv, for det var ham, Sokrates, der som den store daimon og guddommelige jordemoder forløste sandheden i ham.

Sløk giver samtidig et usædvanlig klart billede af den konsekvens, denne forståelse har for forståelsen af forholdet mellem Sokrates og Platon, hvad angår ophavsretten til Platons tanker:

... Vi må ligesom acceptere, at den tænker, vi i Platons forfatterskab står overfor, ikke med bestemthed kan identificeres med nogen faktisk person, men er en fiktiv dobbeltskikkelse Sokrates-Platon.

Ligesom i den skotske skole ender man altså også fra dette synspunkt med et veritabelt dobbeltmenneske! — Om så denne krydsning mellem Sokrates og Platon er mere troværdig end Burnets krydsning af den græske mystiker med den skotske handelsmand, kan man jo diskutere; men en kendsgerning er det, at denne postulerede syntese af de to filosoffer danner grundlaget for hele den i dag herskende litteratur om Platon. Det sker nok oftest under betegnelsen „den platoniske Sokrates“, og pointen er jo da også, at den „dobbeltskikkelse“, man taler om, ikke indebærer et ligeværdigt partnerskab mellem de to komponenter. Det er Sokrates, der er den „guddommelige“ figur, og Platon er blot den, der måske nok er en „formidabel tænker“ eller et „geni“, men som dog alligevel kun anses for at være redskabet i udfoldelsen af det, der kom fra Sokrates.

*

Tankevækkende er det, at man i den eneste egentlige Platon-biografi, der endnu er skrevet, kan læse dette:

Sokrates er helten i de platoniske dialoger og er dog ikke noget produkt af fantasien, men et menneske, som det måske ligger os mere på hjerte at kende end Platons person. Men det er kun muligt gennem omvejen over Platon.

Wilamowitz udtrykker her en grundindstilling, der præger hele den nyere Platon-litteratur, som da nok også rettelig hører hjemme i Sokrates-litteraturen. Men hvorfor er det nu — som Wilamowitz skriver — kun muligt at nærme sig Sokrates „ad omvejen over Platon“? Det er det — efter begge de konkurrerende skolers mening — fordi kun Platon har forstået Sokrates rigtigt! Aristofanes så kun en karikatur i ham, og Xenofon var slet ikke begavet nok til at se de dybder, der gemte sig i Sokrates. Den ægte og sande Sokrates finder man kun hos Platon!

Burnet:
... Frem for alt så er det helt umuligt at få noget i retning af et komplet billede af Sokrates fra [Xenofons] Memorabilierne alene, ... Det ville være langt bedre at sige straks, at vi intet kan vide om Sokrates, og at han for os må forblive blot et x. Men selv således er den platoniske Sokrates aktuel nok, og han er den eneste Sokrates, vi kan gøre os håb om at kende godt. Dersom han er en fiktiv skikkelse, så er han ikke desto mindre mere betydningsfuld end de fleste mennesker af kød og blod. ...
I særdeleshed kommer Sokrates’ „ironi“ helt og holdent fra Platon. Sokrates fra Memorabilierne har ingen tvivl eller problemer af nogen art.

Natorp:
... At Platon, om nogen overhovedet, ville have været manden, der kunne have tegnet Sokrates for os i hans sædelige karakters hele imponerende storhed og hans videnskabelige karakters hele skarphed og bestemthed, er ingen i tvivl om, ...

Cornford:
... Apologien selv er et dokument af unik autoritet. Den er det eneste direkte vidnesbyrd om betydningen af Sokrates’ liv, skrevet af en mand, der var i stand til at trænge igennem til dennes betydning.

Disse eksempler kunne suppleres med mange tilsvarende, der priser Platons geniale blik for det store i Sokrates; derimod vil man skulle lede længe, og nok også forgæves, efter fortolkere, der stiller spørgsmålet, om det geniale ved Platon måske nærmere skulle bestå i, at han så langt mere i Sokrates, end der reelt var at finde.
At Platon lod Sokrates dominere i sine værker og selv holdt sig ganske skjult, er et ganske enestående fænomen i litteraturens og da især i filosofiens historie. Efter alt at dømme hentyder Platon selv til dette i et lille indslag i dialogen Alkibiades 2, hvor han lader Sokrates udtale sig om digternes egenart:

[Al.2 147b] ... men som alle digtere, min gode herre, taler han i gåder. Digtning har nemlig i det hele taget efter sin natur en tilbøjelighed til gåder, og det er ikke alle og enhver, der kan forstå den. Når den dertil, ud over denne naturlige tendens, griber en modvillig person, der ikke ønsker at lade os se hele sin visdom, men vil skjule så meget som muligt, så er det for os en yderst vanskelig sag at afgøre, hvad nu det ene eller andet betyder.

Den „modvillige person“, der her er tale om, og som helst vil skjule sig, kan næppe være andre end Platon selv; og bemærkningen kan man så eventuelt kæde sammen med en berømt udtalelse i et brev, hvor han i forbindelse med et bestemt problem siger:

[Brv. 314c]... Derfor har jeg aldrig skrevet noget herom, og der findes intet skrift af Platon og der vil ikke komme noget; og de, der nu udgives for at være det, stammer i stedet fra en Sokrates, der er blevet skøn og ung.

Denne gådefulde udtalelse må enhver naturligvis udlægge, som man nu kan det, men det er nærliggende at sammenholde den med den tidligere citerede udtalelse af Schleiermacher, som her følger i sin fuldstændighed:

... I det hele taget må man sige, at Platon ved sin levende deltagelse i videreudviklingen af den fra Sokrates udgåede bestræbelse har gjort ham udødelig på så smuk en måde, som en discipel overhovedet kan forherlige sin mester, ikke alene smukkere, men også i sandhed mere retfærdigt, end det ville være sket ved en bogstavelig fortælling.

Også denne udtalelse kan forstås på forskellig måde — og måske ikke nødvendigvis sådan, som Schleiermacher selv og hans efterfølgere i den nyere tids litteratur har gjort det. Som den foreliggende undersøgelse har vist, er det ikke helt nemt at se, hvad Platon har Sokrates at takke for; derimod kan ingen være i tvivl om, at Sokrates kan takke Platon for sin status blandt denne klodes lille kreds af religiøse fornyere. — Man kunne måske også forestille sig en kommende tidsalder, hvor man værdsatte Platons selvudslettende promovering af den nye, „unge og skønne“ Sokrates noget højere, ja måske endog lod ham selv få lov at indtage den ophøjede position, han så storsindet skaffede Sokrates.


* * *

Til sidens top

Til Preben Lilhav: Platon og Sokrates

Til Forside

392 s., 248 kr.

Få den hos boghandleren

eller bestil her:

(portofri levering)

*

B