Udgivelser Forside Kontakt

Nietzsche og Zarathustra

Nietzsche i hans udvikling, 3. del

Da Nietzsche lærte sin ven at kende

„Jeg tænkte lige ... at jeg i mit forhold til Nietzsche ikke er helt åben og ærlig, især efter at en bestemt lille pige dukkede op fra det fremmede. ... Jeg er kun helt ven med dig, og således skal det blive ved med at være. Jeg har ikke dårlig samvittighed over at opføre mig en smule forstilt, en smule falsk, en smule løgnagtig og bedragerisk mod noget menneske overhovedet, undtagen mod dig.“
— Sådan skrev Nietzsches ven, Paul Rée til deres fælles veninde, Lou von Salomé, og han havde da også forinden gjort, hvad han kunne, for at sværte Nietzsche til over for pigen, som han selv forgæves havde friet til.
Det var der dog ingen af dem, der fortalte Nietzsche, da de tre planlagde at bo sammen; og dermed var kortene lagt til en intrige, der kom til at koste Nietzsche hans gode navn og rygte — og nær også livet!

Op fra det sorteste hul fandt Nietzsche dog sin vej tilbage i livet, nemlig ved at skrive sit første digteriske værk, Således talte Zarathustra, og intet gør nok mere modtagelig for at forstå dette værk i dets forunderlige egenart end med Nietzsche at gennemleve den baggrund, det blev til på.

Lektørudtalelse:

Grethe Lorentzen Høy, 2012/51

... Intet ellers, der går så tæt på. Denne bog, og de to første i serien, er for Nietzsche-feinschmeckere, som er interesserede i Nietzsche som filosof, og i lige høj grad interesserede i hans private liv og de oplevelser og bevæggrunde, som smittede af på hans professionelle virke.

Ebog-version

Nietzsche i fire bind

496 s., 188 kr.

Få den hos boghandleren eller bestil her:

Portofri levering, 10 % rabat ved køb af to bøger, 15 % ved køb af tre og 20 % ved køb af alle fire bind i serien.

Indledning til bogen „Nietzsche og Zarathustra“, af Preben Lilhav

Figuren Zarathustra dukker op i Nietzsches notesbøger i sommeren 1881, omtrent samtidig med at en ny tanke slår igennem som et hovedtema i optegnelserne, nemlig forestillingen om „den evige genkomst“. Der er da også en klar sammenhæng mellem disse to nyheder, idet Zarathustra tydeligvis er tænkt som en reformator-figur, der skal indgå i et digterisk værk, og genkomst-tanken netop er tænkt som centrum for den forkyndelse, Zarathustra skal være talsmand for.
Dette forhold kan man evt. studere nøjere i det foregående bind i denne serie om Nietzsches udvikling — Bd. 2, Nietzsches kamp med døden — hvor man også vil kunne se, hvordan ideen om en kulturel reformation var det, der i den hidtil mest kritiske fase af Nietzsches liv forløste ham til ny virksomhed. Ideen var for så vidt ikke ny i Nietzsches forfatterskab, men indtil 1876 havde der ikke været nogen tvivl om, hvem der skulle være den kommende reformator — nemlig Richard Wagner. Med Nietzsches brud med Wagner i 1876 blev situationen dog pludselig en anden, og i stigende grad ser man nu Nietzsche blive sig bevidst om, at der ikke er andre end ham selv, han kan forvente nogen reformation fra. Meget karakteristisk er da også nu hans intense interesse for historiens store reformatorer, fra Platon og Paulus til Luther og Napoleon — men frem for alt for Platon. Nietzsche har nemlig en noget anden opfattelse af denne store filosof end den herskende, der — i reglen lidt overbærende — gør Platon til en virkelighedsfjern utopist. Det gør Nietzsche bestemt ikke; han havde allerede i 1871 noteret følgende:

Platon forsøgte den første verdensreform.

Og ti år senere finder man i Nietzsches bog Morgenrøde den følgende bemærkelsesværdige aforisme om Platon som reformator:

Mulige var hans tanker, lige så sikkert som at Muhammeds var mulige. Langt mere utrolige, nemlig kristendommens, er jo dog blevet bevist mulige! Et par tilfældigheder mindre og et par andre tilfældigheder mere — og verden ville have oplevet platoniseringen af det sydlige Europa; ...

Fra starten var det da også tydeligt, at Nietzsche forstod hele sit eget anliggende i billedet fra Platons berømte dialog Staten med dens hovedtanke, at en frelse for menneskene kun kan ske ved, at én eller flere gør sig fri af de herskende forestillinger i samtiden — billedligt udtrykt: kæmper sig vej op fra den „hule“, hvori menneskene ifølge Platon lever en ufri pseudotilværelse. Men disse udvalgte „filosoffer“ skal derfor heller ikke bare for deres egen skyld vinde sig deres frihed og højere bevidsthed om den virkelighed, menneskene lever i; de skal efterfølgende „stige ned i hulen igen“ — nemlig for at påtage sig rollen som ledere i det nye og bedre samfund, som var Platons store kongstanke.
Platons hulebillede lå så at sige Nietzsche i blodet fra tidlig tid; men det er også højst slående at se, hvordan Nietzsche meget tidligt gav Platons model sin egen, helt specielle drejning. Således havde Nietzsche i oktober 1872 for en tid trukket sig op i højderne — bort fra det tyngende professorembede „nede i hulen“ — og herfra skriver han nu til en ven:

Herop, til pasgrænsen mellem Schweiz og Italien, har jeg trukket mig tilbage og er meget tilfreds med mit valg, herunder blæk og pen (som du kan se), meget lykkelig! Vidunderlig rig ensomhed, med de herligste veje, jeg kan gå i timevis på, hensunken i mine tanker, uden at falde i en afgrund; men så snart jeg ser mig omkring, er der noget nyt og stort at se. Menneskene kommer kun her igennem med posten, jeg sidder til bords og spiser sammen med dem — hele min berøring med dem! — De er som de platoniske skygger foran min hule.

Her er det altså overraskende nok filosoffen, der forbindes med hulen, medens det hos Platon er „menneskene“, der befinder sig nede i hulen, hvor de lever i deres pseudoverden og antager tingenes „skygger“ for at være de egentlige ting, medens filosoffen er den, der som den eneste kommer op fra den, op til den sande anskuelse af virkeligheden. — Men selv om Nietzsche altså forbinder filosoffen med hulen, så er han ikke desto mindre den, der befinder sig oppe i højderne, hvor menneskene fra lavlandet så omvendt kun dukker sporadisk op som skygger i hans rene verden. Dette er en ganske original drejning af Platons forestilling — men det er samtidig lige præcis i dette regi, at Nietzsche et årti senere vil anbringe sin Zarathustra-figur! —
Platons hulebillede dannede også baggrunden for Nietzsches selvforståelse, da han tog den skæbnesvangre beslutning om at forlade Wagner-bevægelsen:

Nu ryster jeg af mig, hvad der ikke hører til mig, mennesker, som venner og som fjender, vaner, bekvemmeligheder, bøger; jeg lever i ensomhed i årevis, indtil jeg igen, som livets filosof, moden og færdig kan vende om (og da sandsynligvis er nødt til det). ...

Fra denne programerklæring om det egentlig mål for frigørelsen, nemlig en efterfølgende tilbagevenden, går der en lige linie til det program, Nietzsche tegner for sin Zarathustra fem år senere. Også han står ved det kritiske punkt, hvor han må vende tilbage — eller stige ned, som det hedder hos Platon:

Jeg er overmæt af min visdom, som bien, der har samlet for megen honning. Jeg har hænder behov, der strækkes mig i møde, jeg vil gerne give bort og dele ud, til de viise blandt menneskene atter engang frydes ved deres dårskab, og de fattige igen engang er blevet glade for deres rigdom. Derfor må jeg nu stige ned til det lave — ...

Som nævnt, står det dog i Nietzsches optegnelser fra 1881 alt andet end klart, hvad han på dette tidspunkt forestiller sig. Dels kredser han nemlig om Zarathustra-figuren og om digteriske udkast til et værk med ham som hovedperson; men ind imellem finder man også optegnelser, der antyder, at Nietzsche ind imellem opererer med den mulighed, at han selv skal „vende tilbage til menneskene“ i rollen som kulturreformator — eller som „livets filosof“, som han sagde i brevet fra 1878.
Efter alt at dømme står dette spørgsmål endnu uafklaret på det tidspunkt, hvor den følgende fremstilling tager tråden op fra det foregående bind, nemlig i januar 1882, hvor Nietzsche lægger sidste hånd på bogen Den muntre videnskab. — Men efter alt at dømme er det ikke Nietzsche selv, der kommer til at afgøre, hvilken af de to versioner af hans projekt, der bliver den foretrukne og kommer til udførelse!
Året 1882 skulle for Nietzsche blive det år, hvor han for første gang oplevede at stå over for et andet menneske, der tænkte som han selv! Det var den kun 21-årige Lou von Salomé, der kom til at spille denne rolle, og udsigten til at tænke sammen med denne usædvanlige unge dame, og muligheden for, at hun måske kunne videreføre hans tanker efter hans egen død — denne udsigt rev Nietzsche ubetinget med sig! Dette møde afgjorde således i realiteten hans dilemma, og resultatet blev, at Nietzsche i egen person nu gik ind i rollen som reformator i sin samtid.
Her tog han nu også konsekvensen af et perspektiv, han tidligere havde konstateret nødvendigheden af: — For at den nye store kongstanke om „den evige genkomst“ skulle kunne fungere som et alternativ til den kristne forestillingsverden, mente Nietzsche nemlig at måtte præsentere den i en tidssvarende form, nemlig som en „videnskabelig“ sandhed:

Religionens stilling til naturen var i sin tid den omvendte: religionen svarede til den populære opfattelse af naturen.
Nu er den populære opfattelse den materialistiske. Følgelig må det af religionen, der nu er tilstede, tale sådan til folket: materialistisk.

Denne tankegang synes at være baggrunden for, at Nietzsche i sine planer sammen med Lou von Salomé påtænkte at bruge længere tid på et universitetsstudium, nemlig for at give sin tanke om genkomsten et „videnskabeligt“ grundlag, hvilket igen kun kunne have form af en „materialistisk“ teori. Om nu Lou von Salomé helt forstod Nietzsche i dette anliggende, er et spørgsmål, men i alle fald endte hun med følgende opfattelse af sagen:

Dengang var genkomst-ideen som sagt for Nietzsche endnu ikke blevet til en overbevisning, men endnu kun en befrygtelse. Han havde til hensigt at gøre forkyndelsen af den afhængig af, om og hvorvidt den lod sig begrunde videnskabeligt. ... Det var dengang, han besluttede i ti år ved universitetet i Wien eller Paris udelukkende at studere naturvidenskaberne. Først efter år med absolut tavshed ville han så, i tilfælde af det frygtede resultat, træde frem blandt menneskene som lærer af den evige genkomst.
Det kom som bekendt helt anderledes. ...

Ja, det kom i sandhed anderledes! — Nietzsches forventning til Lou von Salomé viste sig at være en eklatant fejltagelse, og efter få måneder stod han igen lige så alene, som han altid havde stået. Det kom aldrig til noget universitetsstudium, og der blev heller ikke mere af tanken om Nietzsche selv i rollen som reformator. — I stedet skete der til gengæld det, at planen om et digterværk med Zarathustra i rollen som reformator nu blev realiseret: — første del forelå blot få måneder efter Lou von Salomés forsvinden fra Nietzsches univers, og i løbet af de følgende to år fulgte derefter værkets tre øvrige dele.
Dette forløb er en kendsgerning — noget andet er så spørgsmålet, om man skal opfatte det på den måde, at Nietzsche med digterværket nødtvungent faldt tilbage på en „plan B“ — eller om det omvendt var forsøget på selv at spille forkynder, der var en misforståelse, som Nietzsche måtte igennem, før han fandt den plan, der var hans rette? —
Grundlaget for at afgøre dette spørgsmål er det, der nu skal fremlægges på de følgende sider, inden spørgsmålet igen vil blive taget op i det afsluttende Efterskrift.

Nietzsches troværdighed

Ud over det store spørgsmål, der knytter sig til det, Nietzsche selv talte om som sin „opgave“, rummer denne fase af Nietzsches udvikling dog også et andet problem, der kræver en forberedende bemærkning. Til denne fase i Nietzsches udviklingsgang knytter der sig nemlig det spørgsmål, om Nietzsche egentlig kan anses for at være troværdig! — Det er jo i sig selv ret usædvanligt, at man sætter et sådant spørgsmålstegn ved en stor tænkers integritet; men det helt specielt forbløffende i Nietzsches tilfælde er nu, at man har anfægtet denne integritet fra hele to — og to meget forskellige vinkler!

Sindssyg?

I første omgang har en række fortolkere vurderet, at den måde, tanken om „den evige genkomst“ bryder ind i Nietzsches tænkning på, ikke hører inden for det normales grænser. Den vigtigste domsmand i denne sag er nok Karl Jaspers, og som han ser det, lader nybruddet i Nietzsches tænkning fra 1881 til 1884 sig kun forstå ved antagelsen af en „biologisk faktor“ — hvormed han mener, at der allerede her skulle være tale om et udslag af den sindssyge, der i 1889 brød afgørende igennem og efterlod Nietzsche i elleve års formørkelse. — Det noget paradoksale er dog nu, at denne konstatering for Jaspers ikke er ensbetydende med, at han affærdiger Nietzsches tanker som værdiløse produkter af en sindsforstyrret mand — tværtimod mener han i den abnorme baggrund at se grundlaget for en helt ny dimension i Nietzsches tænkning:

Tanken om den evige genkomst, metafysikken i viljen til magt, den radikale gennemtænkning af nihilismen, ideen om overmennesket — har for Nietzsche en ekstraordinær vægt og hemmelighed, han ikke havde kendt før. De beror nemlig på oprindelige filosofiske grænseerfaringer, der først overfalder ham nu.
Nu først har Nietzsche nemlig ikke kun den fuldendte filosofiske sensibilitet, men er bevæget og opfyldt af oprindelige værenserfaringer i en dybde, imod hvilken det tidligere kun kan virke betragtende eller sværmerisk, tilbedende eller sønderslående, væsentligt kun tænkt og skuet. Nietzsche taler nu som fra en anden verden.

Jaspers bruger ikke direkte ordet „åbenbaring“; men selv om han egentlig bedømmer Nietzsche som menneskeligt set utilregnelig i denne fase, hævder han altså, at Nietzsche netop nu — i og med ansatsen til sindssyge! — kommer til noget helt nyt, noget, som Jaspers kalder „oprindelige filosofiske grænseerfaringer“. Med andre ord: Nietzsches tænkning i denne fase hører ikke hjemme i galehuset, men bliver af Jaspers antaget som værende af fuldt lødig, ja nærmest overlødig karat!
Med denne forståelse har Jaspers øvet betydelig indflydelse, og denne problematik er ikke til at komme uden om for den, der forsøger at komme til rette med Nietzsches udviklingsgang. Problemstillingen vil blive taget op i denne bogs efterskrift, og i første omgang skal læseren her blot forberedes på, at den person, der præsenteres på de følgende mange sider, kan opfattes på denne måde; hvormed læseren naturligvis samtidig opfordres til at danne sig sin egen mening, inden sagen bliver taget op ved bogens afslutning.
Det er imidlertid ikke det eneste komplicerede spørgsmål, den følgende historie vil stille læseren overfor.

Forelsket?

Nietzsches troværdighed er nemlig også blevet anfægtet fra en helt anden kant, nemlig med den påstand, at han i denne fase ikke skulle være drevet af filosofiske interesser — som han selv hævder — men af en ganske ordinær forelskelse og af seksuelle ønsker!
Dette synspunkt anfægter altså ikke Nietzsches integritet ved at sætte spørgsmålstegn ved hans normalitet, men tværtimod ved den påstand, at han netop var — ligesom alle andre mænd!
Pårørende så vel som videnskabelige fortolkere har nu i et århundrede været omtrent enige om det synspunkt, at Nietzsches forhold til Lou von Salomé var af erotisk karakter. Det vil man måske have vanskeligt ved at se noget problem i, men det penible i sagen er som sagt, at Nietzsche selv hævdede, at det ikke var tilfældet! Hvilken mulighed der så er værst — at han løj om sagens rette sammenhæng, eller at han ikke selv var sig bevidst om sin tilstand — kan man jo så diskutere; men begge muligheder er naturligvis lige katastrofale for hans værdighed som filosof og psykolog. Han er i begge tilfælde ikke bare uværdig og inkompetent, men direkte utroværdig!
Man må jo sige, at man med dette synspunkt — i modsætning til det, Jaspers anlagde — får Nietzsche ned i øjenhøjde for almindelige mennesker; men til gengæld er Nietzsches betydning som kulturpersonlighed sandelig også sat til debat på en anden måde, end når man skal vurdere, om hans tanker er vanvittige eller tværtimod en art højere „åbenbaring“.
Alt i alt har det på denne dobbelt- og tvetydige baggrund været nødvendigt at lægge en helt anden vægt på de personlige forhold i denne periode af Nietzsches liv end i de foregående bind i denne serie. Hensigten med det følgende udvalg af tekster er den, at det skal kunne danne et rimeligt grundlag for, at læseren kan danne sig sin egen mening om personen Nietzsche — om hans tænkning såvel som om hans engagement i Lou von Salomé — inden spørgsmålet ved bogens slutning vil få en afrundende behandling i bogens Efterskrift.

Zarathustra

I den fase af Nietzsches udvikling, der her gennemgås, indgår der kun et enkelt publiceret værk, nemlig Således talte Zarathustra. Det hører til verdenslitteraturens mest omdiskuterede værker, så man står for så vidt frit til at have et utal af meninger om det uden fare for at falde helt ved siden af.
I denne sammenhæng har det været et spørgsmål, om det i det hele taget er tilladeligt at udgive værket — som det digterværk, det er — i uddrag, og om det i så fald burde være i samlet form, anbragt ved udvalgets slutning. Disse spørgsmål er, som man vil se, afgjort derhen, at værket ikke bare er medtaget i uddrag, men endog splittet op, så de enkelte af værkets fire dele optræder hver for sig i fremstillingen, nemlig efterhånden som de bliver til
Til forsvar for dette skal her blot siges, at Nietzsche nok kunne have tilføjet et utal af nye kapitler til værket, uden at det ville ændre dets karakter i det væsentlige; og på samme måde kan det nok også forsvares at fjerne en række kapitler, uden at oplevelsen af hele værkets egenart ændres væsentligt. — Naturligvis går man glip af noget, og for den virkelig interesserede er der naturligvis kun én løsning, at læse værket i dets helhed; men det kan dette uddrag forhåbentlig give lyst til. Uddraget omfatter omkring en fjerdedel af værket.
Værkets karakter af helhed har denne udgave på enhver måde måttet afstå fra at formidle, men til forsvar for dette kan man pege på, at værket for Nietzsche selv afgjort ikke blev til som en sluttet helhed. Allerede den første del oplevede han tydeligt nok som en afsluttet helhed, ja, som sit livs afsluttende „testamente“, — men også efter udgivelsen af tredje del kunne han tale om, at værket nu stod der i sin fulde skikkelse. Alligevel kom der så en fjerde del, og for at fuldende uklarheden, så opererede han i sine notesbøger også med både en femte og sjette del!
Det afgørende forsvar for den fremstillingsform, der her er valgt, er dog det, at man dermed opnår det, der er intentionen med hele det foreliggende udgivelsesprojekt, nemlig at kunne følge Nietzsche skridt for skridt i hans udvikling. Det vil så forhåbentlig vise sig, om Zarathustra-værkets fire dele optræder som fremmedlegemer, der bryder ind i dette forløb — „fra en anden verden“, som Jaspers siger — eller om også dette usædvanlige værk vil vise sig som en integreret del af den forunderlige udviklingsproces, der bærer navnet Friedrich Nietzsche.

Måske vil læseren undre sig lidt over den måde, Nietzsche her kommer til at tage sig ud — så spørgsmålet vedrørende „den store tænker“ nærmest bliver, om han var gal, en løgner eller bare en forelsket nar! Men realiteten er faktisk, at størstedelen af litteraturen om Nietzsche er præget af en udtalt skepsis i den ene eller anden af disse retninger med hensyn til denne — „store tænker“! Det gælder dog naturligvis ikke de forfattere, der fremstiller Nietzsche som repræsentant for en filosofisk „lære“, de samtidig selv går ind for, men forfattere af denne art undgår i reglen at tale om Nietzsche som person. — Og det gælder naturligvis heller ikke Nietzsches søster, Elisabeth Nietzsche, gift Elisabeth Förster-Nietzsche, som til gengæld med sin forherligelse af broderen nok har gjort ham lige så megen skade som alle hans fjender tilsammen! Det kan til tider være nødvendigt at minde sig selv om, at en påstand ikke nødvendigvis er løgn, fordi det er Elisabeth Nietzsche, der kommer med den!
I den „affære“, der er så fremtrædende en del af Nietzsches historie i det foreliggende afsnit, spiller søsteren for første gang med i en hovedrolle. Den anden kvindelige hovedrolleindehaver, Lou von Salomé, vil dog vise sig at være en værdig modspiller til hende. Heller ikke hun kan kaldes et sandhedsvidne, men hun var efter alt at dømme den klogeste af de to og langt mindre gennemskuelig, så hun har til dato ikke i samme grad fået rettet søgelyset mod sig som Elisabeth Nietzsche.
Da den tredje hovedrolleindehaver i historien ud over Nietzsche selv, Paul Rée, ikke mente sig forpligtet til at være redelig over for andre end Lou von Salomé — som man vil høre ham selv sige — så er kortene i den kabale, der nu følger, lagt så speget, at forfatteren har ment at måtte hjælpe læseren undervejs med en pegepind i noget højere grad, end det har været tilfældet i de foregående bind i denne serie. — Selv om man gerne vil tiltro sin læser at være i stand til at gennemskue tingene på egen hånd, så kan man vel ikke tillade sig at stille denne fordring, når det handler om en sag, man selv har været et årti om at få rede på.

B