Udgivelser Forside Kontakt

Mynster

og Kierkegaard

En tekstmontage ved Preben Lilhav

(alle ældre tekster tilpasset nutidsdansk)

Bogens omslagstekster:

J. P. Mynster (1775-1854)
har i vort lands åndshistorie fået den lod at blive stillet i skyggen af sine to yngre samtidige, N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og Søren Kierkegaard (1813-1855) — hvilket måske dog ikke er helt retfærdigt.
En kendsgerning er det nemlig, at både Grundtvig og Kierkegaard i mødet med Mynster hentede en afgørende erfaring af en religiøs personlighed — og at Mynster gennem et halvt århundrede blev stående som den urokkelige mur, de to yngre spillede op imod i deres lidenskabelige og stadigt skiftende bestræbelser på at bane sig deres egen vej og bringe deres eget anliggende til gennemførelse.

Blandt andet dette vil fremgå af indholdet i denne bog, som fremlægger et udførligt materiale til belysning af Mynsters personlighed og tankeverden — gennem uddrag fra hans prædikener, artikler, breve m.m., men ikke mindst også gennem breve og optegnelser af hans samtidige, der vidner om hans virke.
Særlig vægt er der lagt på det bidrag til belysningen af Mynster, der foreligger i Kierkegaards værker og frem for alt i hans private journaler. Dels finder man her den højeste vurdering af Mynster overhovedet, men samtidig får man gennem Kierkegaard et enestående indblik i Mynsters optræden i praksis som åndelig vejleder.

Mynster og Kierkegaard.

Hvad der frem for alt kom til at belaste Mynsters eftermæle, var det angreb, Kierkegaard på det sidste satte ind imod det; men sjældent har vel historien drevet sit ironiske spil mere end i dette tilfælde, for samtidig kan man netop i Kierkegaards journaler finde det alt overskyggende eksempel på det ligefrem ærefrygt indgydende indtryk, Mynster kunne gøre på sine samtidige.
Når Kierkegaard i sin polemik endte med at tegne et billede af Mynster som en „nydelsessyg“ person, der kun var stor som „deklamator“ — og mere i den stil — var det i polemikkens tjeneste og må tilskrives det voldsomme had, Kierkegaard var kommet til at nære til den danske „kristenhed“ som helhed.
Realiteten var, at Mynster for Kierkegaard var den eneste, der vidste, noget om sand kristendom, ligesom han også var den eneste, der havde en egentlig, bæredygtig tro på den; så alt i alt var han den eneste person, der spillede en egentlig rolle i Kierkegaards liv — dvs. en rolle, som Kierkegaard ikke selv havde tildelt ham, og som han derfor kunne støde sig på!
„Den eneste mand i min samtid, jeg har været opmærksom på, er Mynster.“
„Der er dog ingen, jeg har beundret, ingen levende uden Biskop Mynster.“

Ebog-udgave

Anmeldelser:

Kristelig Dagblad 3. august 2013

Tijdschrift voor Filosofie, 78 / 2016, p. 637f:

Preben LILHAV, who edited en impressive collection of books on Goethe, Plato, Nietzsche and Kierkegaard, is also the editor of Mynster og Kierkegaard. En tekstmontage (Mynster and Kierkegaard. A Text Paste-Up, 2013. Lilhav collected a large collection of texts by and on Mynster, from his childhood to his death, and even after his death. His relationship with Kierkegaard is paid special attention: Mynster’attitude towards Kierkegaard and Kierkegaard’s position over against Mynster are documented extensively. A detailed index helps to retrieve specific topics and authors. The book offers a nice reader on a variety of topics, both biographical and theological, both polemic and appraising.

*

Bogens afrunding:

Kierkegaard og Mynster under revolutionen 1848:
De forskellige gange, jeg har talt med ham, har jeg også fundet lejlighed til at komme ind på disse punkter. At fejlen fra oven har været, at der egentlig ikke blev regeret. At det frem for alt gjaldt om at tage ordentlig fat på tømmerne. ... Jeg har sagt ham: De har gaverne, veltalenhed, skikkelse, værdighed, årene, traditionen, De er den eneste på bjerget, som formår det.
Mynster hører så på mig. Han svarer så gerne, at det kan heller ikke hjælpe at ville tyrannisere. (Kierkegaard d. 9. jan. 1851)

Kierkegaard hos Mynster:
Det er blevet mig fortalt, at Kierkegaard så ofte løb biskoppen på dørene, at han end ikke undså sig for at aflægge ham besøg på helligdagseftermiddage, når den gamle mand havde prædiket om formiddagen og vel kunne trænge til ro i sin families kreds eller til hvile. Bispinden blev en gang fortrædelig herover og rådede sin mand til ikke at modtage den ubelejlige gæst. Men biskoppen svarede: „Å jo, lad mig kun gå ud til ham — måske er han det eneste menneske, der ret holder af mig“. (Schwanenflügel: J.P.Mynster II s. 210)

520 s., 188 kr.

Få den hos boghandleren

eller bestil her:

Portofri levering.

„Jeg har så længe stået imellem to heftigt stridende partier, som begge har villet hverve mig og været forbitrede over, at de ikke har kunnet få mig til at vige til nogen af siderne, ...
Da jeg i disse urolige tider blev biskop, og sandelig ikke havde i sinde at bære kappen på begge skuldre, måtte det jo blive værre.“ (Mynster i brev d. 21. jan. 1836)

Bogens Indledning

Navnet Mynster vil for enhver Kierkegaard-læser af i dag formentlig have en negativ klang. Man vil nok kæde det sammen med begrebet „statskirke“ — nogenlunde på samme måde, som navnet Hegel i Kierkegaard-sammenhæng optræder sammen med begrebet „systemet“. Begge disse temaer er vigtige elementer i baggrunden for beretningen om enegængeren Kierkegaard, og i forhold til denne „enkelte“ må disse rammedannelser komme til at stå som det hæmmende, den modstand, der — naturligvis — måtte overvindes.
Sådan stod sagen også for undertegnede lige fra ungdommens første Kierkegaard-læsning til for ikke så længe siden, hvor jeg for første gang tog mig for at læse Kierkegaard ordentligt. Den umiddelbare anledning til dette var fremkomsten af Joakim Garffs store Kierkegaard-bog, SAK, i år 2000. Indtil da havde jeg aldrig været i tvivl om, at Kierkegaard i sin hele tænkemåde havde Platon som sit grundlag, men til min store overraskelse så jeg her, at Platon på ingen måde hørte med i det billede, der var tegnet hos Garff. Jeg blev ærlig talt en smule rystet og måtte spørge mig selv, om jeg virkelig ikke skulle have læst min Kierkegaard ordentligt!
Det blev så anledningen til en genlæsning, og denne gang helt fra grunden og med de frygtindgydende journaler som afsæt; men fra Garffs bog fik jeg også lige et indtryk med, som jeg skulle få anledning til at vende tilbage til. Det var billedet sidst i bogen af Biskop Mynster, som af Garff var forsynet med Kierkegaards nærmest hadske udtalelse på sit dødsleje til vennen Emil Boesen: „Du har ingen forestilling om, hvilken giftplante Mynster har været, ...“! — Jeg husker endnu, hvordan jeg nærmest skuttede mig ved læsningen og tænkte, at denne Mynster da vist var værre, end jeg var klar over! Jeg kendte så at sige intet til ham, men i den nu følgende fordybelse i Kierkegaards journaler udgjorde han et tema, jeg til stadighed havde for øje sammen med mit hovedsigte, der jo gik på forholdet til Platon. Jeg fik meget hurtigt en fornemmelse af, at også denne sag vist var mere kompliceret end som så, og da jeg langt om længe havde arbejdet mig igennem Kierkegaards journaler til den bitre — meget bitre! — ende, stod jeg med et resultat, der for mig at se indebar helt uoverskuelige konsekvenser for forståelsen af Kierkegaard! Dette resultat bestod i hovedsagen af følgende tre forhold:

1. Mynster var for Kierkegaard den i samtiden, der havde fremstillet kristendommen i sin sandhed: — „Mynster har forkyndt sand kristendom“ — dette var og blev for Kierkegaard en kendsgerning; og vil dette her komme forbløffende for læseren, så er det måske endnu mere forbløffende, at når Kierkegaard så alligevel har indvendinger imod Mynsters forkyndelse, så begrunder han dem på denne måde: „At jeg har ret, det véd jeg allerbedst — af hans prædikener“! Den eneste alternative autoritet, der kommer på tale, er altså — Mynster selv! Mynster var ganske enkelt for Kierkegaard absolut autoritet, hvad kristendom angik, og det skal derfor også tages ganske alvorligt, når Kierkegaard et sted roser sig af at høre til „de bedre teologer“, nemlig som en teolog „af den mynsterske skole“!

2. Mynster var dog for Kierkegaard ikke kun den, der havde den sande forståelse af kristendommen, men også den, der mere end nogen repræsenterede den kristne tro! — Når Kierkegaard på det sidste kunne stille det op, som om Mynster ikke i praksis levede op til sin teori, så må det tilskrives den polemiske hensigt i forhold til hele den danske „kristenhed“. Denne polemik kom til at handle om begrebet „sandhedsvidne“; men når Kierkegaard — imod Mynsters efterfølger, Martensen — afviste at betragte Mynster som et ægte sandhedsvidne, så vidste han udmærket, at heller ikke Mynster selv på nogen måde anså lidelsen og martyriet som mål eller kriterium for det at være kristen.
Men da var der, mente jeg, det sande hos ham, at han, hvad jeg holder mig fuldt forvisset om, var villig til at tilstå for Gud og sig selv, at han ingenlunde, ingenlunde var et sandhedsvidne.
Kierkegaard vidste udmærket, at Mynsters tro var af en anden art, at han nemlig „én gang for alle har givet sig til at være optimist og villet gøre kristenheden til en samling af kristne“ — og at alt, hvad han foretog sig, også var i overensstemmelse med den tro, der lå til grund for dette program, nemlig troen på det guddommeliges tilsynekomst her på jorden i skikkelse af Jesus fra Nazareth. Dette vidste Kierkegaard som sagt bedre end nogen, og — som han selv gjorde opmærksom på:
Det må dog altid erindres, at det er en himmelråbende uret i at bedømme en mand sådan uden videre at ville slå en streg over de forudsætninger, inden for hvilke en mand just er at bedømme.
Ikke desto mindre var dette netop, hvad Kierkegaard gjorde, — og rent bortset fra det, så var Kierkegaard heller ikke i tvivl om, at Mynster var parat til at gå i døden for sin tro, dersom det skulle blive krævet af ham:
Jeg nægter ikke om Biskop Mynster, at det er min overbevisning, hvad han måske end ikke selv ville påstå, det er min overbevisning, at hvis det skete pludselig en dag, at verden vendtes op og ned, og man pludselig ved at true ham med døden fordrede, at han skulle opgive kristendommen: så valgte han døden.
Dette afslører naturligvis alle insinuationer i retning af, at Mynsters tro skulle have været noget overfladisk, som rent polemisk bestemte påstande; og havde det ikke reelt forholdt sig, som det her viser sig, ville da også det nu følgende forhold være utænkeligt.

3. Dette tredje punkt består i den kendsgerning, at Mynster ifølge Kierkegaard selv var den eneste, der havde spillet en egentlig rolle i hans verden: „Den eneste mand i min samtid, jeg har været opmærksom på, er Mynster“! Dette forholds betydning for forståelsen af Kierkegaard kan næppe overvurderes. Som Kierkegaard selv siger et sted, bør man dog tillægge det „en vis betydning“, når en forfatter som ham „næsten i strid med en hel samtid, kun udhæver én mand, én eneste — og „i dyb ærefrygt““!
Dette enestående forhold bliver i Kierkegaards journaler slået fast gang på gang, og man kommer ud af dem med billedet af en livslang binding — i en „hypokonder lidenskab“ — hvis betydning for Kierkegaards hele udvikling er af helt fundamental betydning. Ja, man kan ligefrem få det indtryk, at hele Kierkegaards forfatterskab er én lang diskussion med Mynster; — eller rettere: en række skiftende forsøg på at forsvare og retfærdiggøre over for Mynster, at Kierkegaard ikke kan — eller vil — dele hans tro!
Fra Mynsters enlige ytring på tryk om Kierkegaard, nemlig i artiklen „Kirkelig Polemik“ fra 1844, må man regne med, at Kierkegaard lyttede til Mynsters prædikener med ekstra opmærksomhed. Selv når han boede i Lyngby, vandrede han ind for at høre dem — han hørte dem alle, bortset fra den sidste! — og når han havde vovet sig frem med visse udtalelser i et skrift, var han forberedt på, at der nok kunne „falde et hip af i en prædiken“!

For mit eget vedkommende betød afdækningen af dette forhold ikke bare, at jeg indstillede mig på at skulle genlæse Kierkegaard endnu engang på denne nyvundne baggrund; men samtidig gav det sig selv, at jeg da nødvendigvis nu måtte lære denne person at kende, som af „en forfatter som Kierkegaard“ blev omfattet af en sådan „ærefrygt“! Et grundigt studium af Mynster kom således mere og mere til at stå som et projekt med sin egen berettigelse, i samme grad som efterprøvelsen viste sig at bekræfte, at Kierkegaard nok havde haft god grund til at se noget særligt i denne ene mand.
Hvad jeg havde for øje under efterprøvelsen, var naturligvis ikke mindst det træk ved Mynster — i min erfaring ellers ikke forekommende —, at han ifølge Kierkegaard skulle være så sikker og urokkelig i sin tro, at han ville gå i døden for den. Min undersøgelse kom således til at minde om den, Kierkegaard lader „Johannes de Silentio“ anstille i Frygt og Bæven, hvor han forsøger at komme på sporet af hemmeligheden hos de sjældne personer, der er i besiddelse af „troens klenodie“. Hvad der i første omgang — ifølge Frygt og Bæven — vanskeliggør den rette anerkendelse af en sådan „troens ridder“, er den omstændighed, at han for en umiddelbar betragtning har „en påfaldende lighed med spidsborgerlighed“. Johannes de Silentio mener da heller ikke, han endnu er stødt på noget „pålideligt eksemplar“, men kan dog ikke slippe det idealbillede på en menneskelig eksistens, han her forestiller sig muligheden af:

Jeg tilstår oprigtigt, jeg har i min praksis ikke fundet noget pålideligt eksemplar, ... imidlertid kan jeg vel tænke ham. Her er han. ... Han glæder sig ved alt, deltager i alt, og hver gang, man ser ham deltage i det enkelte, sker det med en vedholdenhed, som betegner det jordiske menneske, hvis sjæl hænger fast ved sligt. ..., dog har dette menneske gjort og gør hvert øjeblik uendelighedens bevægelse. Han tømmer i den uendelige resignation tilværelsens dybe vemod, han kender uendelighedens salighed, han har fornummet smerten af at forsage alt, det kæreste, man har i verden, og dog smager endeligheden ham fuldt saa godt som den, der aldrig kendte noget højere, thi hans forbliven i endeligheden havde intet spor af en forknyt beængstet dressur, og dog har han denne tryghed til at fryde sig ved den, som var den det visseste af alt.

Når Kierkegaard lader Johannes de Silentio sige, at han endnu ikke har fundet noget eksempel på en sådan indehaver af troens klenodie, så bør man måske erindre, at Kierkegaard et sted lader en anden pseudonym forfatter aflægge en lignende negativ påstand. Det er Johannes Climacus, som i Indøvelse i Christendom hævder, at han aldrig endnu har læst en prædiken, der i streng forstand var kristelig; — men til dette sted bemærker Kierkegaard dog i sin journal, at han selv „i eget navn talende“ ville have undtaget Mynster!
Om det nu også er Mynster, Kierkegaard har i tankerne i Frygt og Bæven, må her stå hen; for mit eget vedkommende kan jeg blot sige, at min ganske grundige „eksamination“ af Mynster førte til, at jeg blev stadig mindre forundret over Kierkegaards beundring for ham. Det konkrete nedslag af denne efterprøvelse er det materiale, der er fremlagt i det følgende. Det gør på ingen måde krav på at være udtømmende; men selv om jeg ikke kan sige, at jeg har „vendt hver en sten“ i Mynsters liv og forfatterskab, er det dog min opfattelse, at det her fremlagte skulle være et rimeligt grundlag for en bedømmelse.
Som sagt må jeg for min egen del se i øjnene, at jeg med dette materiale på bordet nok må revidere min Kierkegaard-forståelse, og det er nu et forestående arbejde. Deri ligger naturligvis samtidig, at jeg i det store hele må anse den foreliggende Kierkegaard-litteratur i øvrigt for at være mangelfuld, ja væsentligt direkte vildledende på dette punkt, så det er mit håb, at andre Kierkegaard-forskere måske ville lade sig bevæge til at efterprøve sagen påny. Materialet står i alle fald til fri benyttelse.

Nu er Kierkegaard jo ikke hovedpersonen i denne bog, hvis egentlige sigte er at præsentere J.P. Mynster — som person, som tænker og som praktiker. Han var over halvtres år, da Kierkegaard kom ind i hans regi — til konfirmationsforberedelsen! — så det giver sig selv, at Kierkegaard aldrig kunne få den samme betydning for ham, som Mynster omvendt helt naturligt måtte få for drengen, hvis far med megen hensigt overlod ham til denne overvældende autoritets indflydelse. — Selv om man dog nok ikke skal undervurdere, hvad det måtte betyde for Mynster, at han i sine senere år udarbejdede sine prædikener med den sikre viden om, at der om søndagen ville sidde en Kierkegaard dernede, som ville veje hvert et ord!
For at se Mynsters næsten firsårige liv i det rette perspektiv bør man dog nok fra starten helt glemme, ikke bare Kierkegaard, men også at Mynster var biskop, ja endog, at han var teolog. Hans ungdoms drømme havde bestemt ikke gået i denne retning; han ville være digter eller i hvert fald forfatter, og dette må ses som baggrunden for den afgørende rolle, han kom til at spille for den danske „guldalder“. Han indgik endog i hele to konstellationer, der må tillægges afgørende betydning som baggrund for dette fænomen. Den ene konstellation bestod i de to brødrepar Ørsted og Mynster, af hvilke den ældste Mynster ganske vist faldt fra allerede i 1818, men gruppen var tidligt blevet suppleret med Oehlenschläger, og med ham havde man stadig fire solide grundpiller for det danske åndsliv gennem hele århundredets første halvdel!
Ved siden af denne firkant indgik Jakob eller „Job“ Mynster nu også som et led i det trekløver, der bestod af halvfætrene Steffens, Grundtvig og Mynster — her anbragt efter alder, men hver for sig med en betydning for guldalderen, som slet ikke lader sig måle. Det var gennem dem, at de nye impulser fra Tyskland blev kanaliseret ind i det danske åndsliv, vel at mærke ikke kun romantikkens seneste, ungdommelige strømninger, men også det fundament, den udgik fra, nemlig Kant, Goethe og Schiller. Og den, der frem for nogen hentede disse „klassiske“ giganter ind som grundlag for den danske kultur, var — Mynster.
Med Oehlenschläger, der som bekendt gennem inspirationen fra Steffens blev guldalderens digterkonge, kom også søsteren Sophie med ind i den tidlige guldalders inderkreds. Hun blev gift med den ældste af Ørsted-brødrene, men blev også muse for den yngste og for adskillige andre af tidens navne; — men med Oehlenschläger, der blev gift med Christiane Heger, kom også dennes søster, Karen Margrethe Heger — kendt som Kamma — med ind i billedet. Hun var gift med litteraten Knud Lyne Rahbek fra den foregående generation, men fra sin residens i Bakkehuset på Frederiksbjerg blev hun — i stadig konkurrence med Sophie Oehlenschläger/Ørsted! — musen for så at sige hele den danske guldalder. Og frem for nogen for: — „Job“ Mynster!
Brevvekslingen mellem „Onkel Job“ og hans „Niece“, dvs. Mynster og Kamma Rahbek, hører nok til guldalderens smukkeste produkter overhovedet; men samtidig fører den os fra den velkendte biskop tilbage til den fase i Mynsters liv, hvor enhver forståelse af ham bør tage sit udgangspunkt — til det for Mynster afgørende tiår, hvor han var landsbypræst i Spjellerup på Sydsjælland.
Betydningen af Mynsters „Spjellerup-prædikener“ for det danske åndsliv i denne epoke er adskilligt større, end hvad man normalt vil forvente af en prædikensamling. Grundtvig bekendte åbent, at disse prædikener ikke bare havde rørt ham sødt, men måske også havde mere del i, hvad han nu var, end han selv vidste af! — og når man dertil holder, at en så ganske anderledes natur som Kierkegaard hele sit liv henviste til disse prædikener med en veneration omtrent, som var det selve Paulus — så giver det vist sig selv, at der her er grund til opmærksomhed!
Men netop for at forstå dette fænomen er det, at man nok skal glemme, at Mynster var teolog; til Spjellerup drog ikke blot Kamma Rahbek for at lade sig løfte af ånden omkring „Onkelen“; til Spjellerup var det også, at en Oehlenschläger fik sine digte sendt for at få dem bedømt af den kyndigste; og til Spjellerup var det, at naturforskerne Steffens og H.C. Ørsted valfartede for at vende deres spekulationer med denne usædvanlige præst, der faktisk — som Steffens kunne fortælle sin vantro hustru — var religiøs!
Når Kierkegaard om sin veneration for Mynster siger, at den var „næsten i strid med en hel samtid“, så må man altså sige, at Kierkegaard altså dog ikke var den eneste, der så noget stort i Mynster. Alligevel havde han måske nok ret i, at han i dette stykke hævede sig ud over alt og alle med sin særlige beundring, og når han kunne betegne denne som „en uforklarlig, næsten tungsindig kærlighed“, ja ligefrem som en „hypokonder lidenskab“, så er det jo også indlysende, at der her var noget ret usædvanligt på færde. Det er ikke her stedet til at bore dybere i dette anliggende; det kan blot konstateres, at dets højeksplosive undergrund røbede sig ved den tragiske katastrofe, der blev resultatet. For det var en katastrofe, ikke bare for Mynsters eftermæle, men også for Kierkegaard selv.
I 1847 skrev Kierkegaard et udkast til en lovtale over Mynster, og i de følgende år forsøgte han at finde en sammenhæng at få den offentliggjort i. Det lykkedes ikke, og da han endelig måtte se i øjnene, at lovtalen for altid ville forblive i skuffen, var der vist noget, der brast i ham!

Ak, hvis dette var blevet min opgave, at fremstille det udmærkede, det herlige, det beundringsværdige hos denne mand — at turde ligesom sætte mig hen og brodere — hvor ville jeg ånde let og føle mig lykkelig. Nu derimod, da det modsatte (at vise, at alt dette dog ikke egentlig er det afgørende kristelige) blev min sørgelige opgave, er jeg mig selv som en bedragen ånd, ...

Det blev i stedet med det uhyggevækkende angreb efter Mynsters død, Kierkegaard indskrev de to i historien; men han ville efter alt at dømme nok være tilfreds med, at den lovtale, han aldrig fik lov at bringe, ikke bliver glemt, så for at læseren ikke skulle komme til at overse den, skal den indrykkes her:

Lad os tage et eksempel på en sådan ordentlig enkelt, og lad os ret glæde os ved, at vi har eksempler at pege på; lad os nævne, for ærens skyld, men også for at oplyse dette forhold: Sjællands beundrede biskop — og enhver gør vel i her at beundre; thi den, der udtrykker det almene, skal man netop gøre sig en glæde af at beundre, da man af ham kan lære. Biskop Mynster har ikke det mindste af det, som man i strengeste forstand måtte kalde den særlige enkeltes signalement. Tværtimod, med ophøjet rolighed, glad hvilende i sin overbevisning som rigeligt indhold for et righoldigt liv, med formanende eftertryk, med alvorens ædruelige besindighed, indtil grænsen af en ædel lille ironisk vending mod fortumlede hoveder, har denne mand bestandigt vedkendt sig, at det ikke var noget nyt, han havde at bringe, at det tværtimod var det gamle bekendte; han har aldrig rokket ved det beståendes piller, tværtimod har han selv stået urokket som en grundpille. Og når han reviderer første oplag af sine tidligste prædikener, så „finder han intet at forandre i det væsentlige“ (som havde han siden den tid måske været så heldig at overkomme én eller anden frisk ankommet systematisk nyhed); og når han engang på sit dødsleje, ikke for det nye oplags skyld, men til vitterlighed, reviderer alle prædikenerne, så finder han formodentlig igen „intet at forandre i det væsentlige“. Nej, det var altsammen det gamle bekendte — som dog i ham fandt et så frisk og så forfriskende udspring, et så ædelt, så skønt og så rigt udtryk, at han i et langt liv bevæger mange, forunderligt nok ved det gamle og bekendte, og at han efter sin død vil vedblive at bevæge mange, der vil længes efter dette bekendte, som man længes efter ungdommens liflighed, som man i sommerens varme kan længes efter kildens kølighed — forunderligt nok, at det skal være noget gammelt og bekendt! Ja, sandelig, dersom en lære engang i sin første begynden må ønske en apostel, der i strengeste forstand som ekstraordinær står uden for geleddet: o, da vil den samme lære i en sildigere tid ønske sådanne husholdere, der intet nyt har at bringe, der tværtimod kun i alvor har deres glæde af selv at udtrykke det almene, og deres glæde af at gå med i geleddet og lære os andre at holde takten — når vi blot passer på at se flinkt op til højre. — Hvornår skal en pige giftes? Oldtiden svarer: „Når hun er pige i alder, men kone i forstand.“ Hvornår skal en mand være lærer? Når han har ungdommens kraft og oldingens visdom. Og hvornår står han på sit højeste? Når han engang er en olding i år og forstand, men hjertefrisk som en yngling. Thi hvad er vel det at bevare sig selv, hvilket væsentligen forstået er mandens højeste opgave? Det er, når blodet er varmt og hjertet banker heftigt i ungdommens dage, da at kunne køle næsten med en oldings besindighed; og det er når dagen hælder, når det stunder mod afskeden, da at kunne opflamme med ungdommens ild. — Men er dette ikke en fornærmelse mod den højærværdige at sidde og skrive noget sådant; dersom det fremsatte er sandt, så er Biskop Mynster jo ingen stor mand, så har han jo aldrig fulgt med tiden, så véd han jo ikke, hvad tidens fordring er, end mindre at han selv har været i stand til at opfinde den. Nej, opfundet noget har han ikke; om han måske ikke har kunnet (han, der dog nok som skarpsindig psykolog kender de menneskelige dårskaber fra grunden og altså er i besiddelse af nøglen til det store pakloft, hvor de diverse tidens fordringer ligger opdyngede), skal jeg ikke fordriste mig til at afgøre; men vist er det, han har ikke opfundet noget.

Hvad kunne dette ikke være blevet til, dersom det var blevet Kierkegaard beskåret at udfolde hele sin digterlidenskab på at „brodere“ dette udkast ud til det portræt, han drømte om!
Men med dette skulle det vist også stå klart nok, at enhver, der studerer Kierkegaards voldsomme angreb efter Mynsters død, ikke må overse en lille bemærkning, Kierkegaard føjede til angrebet:

Den afdødes fjender vil jeg bede ikke at juble eller glæde sig, som havde de vundet noget, hvad de i mine tanker slet ikke har; deres stilling er efter mine begreber aldeles uforandret, og hvis anledning gives, var det ikke umuligt, at jeg kunne komme til endnu engang (kære erindringer, hvor gjorde jeg det med glæde!) på vanlig vis — mod hans fjender at kæmpe for Biskop Mynster, min afdøde faders præst.
Biskop Mynster var i Danmark eneste i sit slags; der er i Danmark kun én eneste, der afgjort har ret mod ham, det er mig.



B