Udgivelser Ebøger Forside Kontakt

Platon

og "Den evige filosofi"

Platon i hans udvikling, 2. del

*

Med dette bind fuldendes den hidtil mest omfattende Platon-fremstilling på dansk. I projektets 1. del, „Platon og Sokrates“ fra 2012, handlede det om Platons tidlige forfatterskab og hans forhold til Sokrates, og det viste sig langt mere kompliceret end almindelig antaget. — I denne 2. del skildres Platons egen filosofi fra den sidste halvdel af forfatterskabet som den storslåede udfoldelse af alt, hvad der som kim var indeholdt i to berømte sentenser fra templet i Delfi, „Intet til overmål“ og „Kend dig selv“.

*

Bogens indledning:
„Fodnoterne til Platon“.

(Uden formatering og noter)

I det forrige århundrede blev den påstand lanceret, at hele filosofiens historie egentlig kun består i „fodnoter til Platon“. Påstanden citeres stadig ganske ofte, men går man filosofiens historie efter i den tro, at Platon således gennem tiden skulle have stået som en anerkendt autoritet, man har bøjet sig for, taget bestik af og højst skrevet ydmyge „fodnoter“ til, så vil man dog blive meget overrasket. Spørgsmålet er, om man egentlig kan finde andre end den tyske filosof Leibniz, der reelt vedkendte sig at stå i gæld til Platon, og ham skal vi vende tilbage til.
I realiteten er det sådan, at Platon gennem hele historien er blevet forstået ud fra noget andet end ham selv, og at han nærmest selv har måttet affinde sig med at være en fodnote i forhold til noget større.
Det startede allerede med Aristoteles (384-322 f.Kr.), Platons elev, som nemlig fortæller, at Sokrates var den første, der gav sig af med „begrebsdefinitioner“, og at Platon „overtog hans anskuelser“. Aristoteles var også den første, der tillod sig at tilskrive Platon den såkaldte „idelære“, som i Platons Faidon bliver fremsat af Sokrates, og helt udtrykkeligt som en teori, han selv har dannet sig i sin ungdom. Det bekræftes igen i Platons Parmenides, hvor Platon tilmed lader den gamle Parmenides rette en sønderlemmende kritik mod teorien, som da også er temmelig naiv og let at pille fra hinanden.
Nu er det almindeligt anerkendt, at Aristoteles ikke uden videre kan anvendes som en sagligt objektiv kilde. Når han som den første beskæftigede sig med filosofferne forud for ham selv, var det ikke af ren og skær saglig interesse, men for at lade dem optræde som forløbere for hans egen filosofi. Det gælder også med hensyn til Platon, og ved at tilskrive Platon Sokrates’ idelære kan han nu kritisere sin gamle mester, nemlig for den fejl at gøre ideerne til noget, der eksisterer adskilt fra og uafhængigt af de ting, de betegner. Sokrates derimod får et anerkendende skulderklap:

Sokrates satte dog ikke det almene og begrebsbestemmelserne som adskilte, selvstændige væsensenheder; ...
... , og deri tænkte han helt rigtigt, at han ikke adskilte.

Aristoteles’ egen filosofi fremstår på denne måde som den fuldendte, der råder bod på forgængerens ufuldkommenheder; og resultatet er således, at Aristoteles ikke bare gør Platon til arvtager efter Sokrates, men også til forløber for Aristoteles selv. — Og lige siden har Platon måttet lide den skæbne enten at stå i skyggen af Sokrates eller af Aristoteles.
Sokrates og Aristoteles skulle dog ikke blive de eneste, man valgte at forstå Platon ud fra i stedet fra ham selv. Den næste store fodnote til Platons filosofi blev sat i 3. årh. e.Kr. af Plotin fra Alexandria (205-270), som efter at have været i Indien for at studere østlig mystik grundlagde en filosofisk skole i Rom. Her tog han Platon til indtægt for en filosofi, der helt var Plotins egen, og som i dag går under betegnelsen „nyplatonisme“.
Det var ved læsning af Plotin, at den senere kristne „kirkefader“ Aurelius Augustinus (354-430) fik sit afgørende religiøse gennembrud, og dermed blev nyplatonismen fra starten en vigtig ingrediens i kristendommens tankegrundlag. Det samme gjaldt den italienske renæssance i 1400-tallets Firenze, hvor Marsilio Ficino (1433-1499) ikke bare skabte den første latinske oversættelse af Platon, men også et nyt platonsk Akademi og en „platonisk teologi“, nemlig med værket Theologia Platonica fra 1474 — men altsammen mere med Plotin end med Platon som den egentlige inspirationskilde.
Platons navn var for så vidt stort i dette første årtusind af Europas kultur, men det var reelt nyplatonismen, man dyrkede. Det var der ingen, der så noget problem i, — før den skarpsindige filosof, matematiker, diplomat og historiker m.m. G.W. Leibniz (1646-1716) råbte vagt i gevær:

Det gælder om at forstå Platon ud fra hans egne skrifter, ikke ud fra Plotin eller Marsilio Ficino, som, idet de hele tiden kun forfulgte det underfulde og mystiske, forfalskede denne store mands lære — en omstændighed, der sælsomt nok bemærkes alt for lidt af de lærde.

Leibniz gjorde i sine værker også ofte opmærksom på, hvordan han følte sig beslægtet med Platon, f.eks. i modsætning til den engelske filosof John Locke: — „Min metafysik er en smule mere efter Platon end hans. Men netop derfor er den ikke sådan efter den almindelige smag.“ — To år før sin død i tragisk ubemærkethed kom Leibniz i et brev igen ind på sammenhængen mellem hans egen filosofi og de gamle grækeres tænkning, og her skriver han:

Dersom jeg havde tid, ville jeg sammenholde mine læresætninger med de gamles ... Dersom man igen gjorde disse sandhedens spor hos de gamle eller (for at tale mere alment) hos forgængerne erkendelige, ville man drage guld ud af smudset, diamanterne ud af deres mine, lyset ud af mørket. Og det ville i sandhed være en slags perennial filosofi.

Denne sidste betegnelse skulle senere blive taget til indtægt af den engelske forfatter Aldous Huxley med bogen The Perennial Philosophy fra 1944. Den vil mange danske læsere være bekendt med, for den er siden blevet udgivet på flere danske forlag, blot under titlen Den evige filosofi — og spørgsmålet er så, hvor mange læsere der er klar over, at titlen på alle måder er misvisende
„Perennial“ betyder nemlig ikke „evig“, men kun noget, der varer „gennem århundreder“; og ved endnu nærmere eftersyn viser det sig tilmed, at også den brug, Huxley gør af Leibniz’ betegnelse, må kaldes en tilsnigelse. Går man nemlig Huxleys bog efter med henblik på forbindelsen mellem Leibniz og Platon, vil man opdage, at hverken Leibniz eller Platon hos ham spiller nogen rolle af betydning. Huxley indrømmer dog også åbent, at det slet ikke er filosofi i sædvanlig forstand, hans bog handler om, men derimod de store mystisk-religiøse traditioner i øst såvel som vest. — Om Huxley så har fået en interessant bog ud af det, kan man nok have forskellige meninger om; men for den, der finder Leibniz’ tanke om den „perenniale filosofi“ interessant, må det forekomme ærgerligt, at denne titel skulle anvendes til Huxleys ganske anderledes anliggende. At de danske oversættelser så tillader sig at udskifte den Leibniz’ske titel med begrebet „Den evige filosofi“, gør det jo ikke bedre.

Platons „uskrevne lære“.

Hvad Leibniz angår, og hans forsøg på at vende interessen mod den ægte Platon, så er det, som om ingen hørte hans advarsel, og i stedet fik man „nyplatonismen“ ind på en anden måde. Allerede tilbage i antikken blev man opmærksom på nogle steder hos Aristoteles, der henviser til udtalelser, som Platon var kommet med mundtligt. På dette grundlag kom man frem til en teori om, at Platon ligefrem havde haft en „uskreven lære“, som han ikke lod komme frem udadtil i sine skrifter („exoterisk“), men kun røbede i sin mundtlige undervisning ved Akademiet for en indforstået kreds („esoterisk“).
Denne teori skal der blive mere tale om senere; her skal det blot nævnes, at den mundtlige lære, man på denne måde tillagde Platon, var et filosofisk „system“, der foregreb Plotins „nyplatoniske“ tankebygning. Dette system skulle have været Platons egentlige anliggende, og hele det digteriske forfatterskab, vi i dag kender Platon for, blev kun til med det sigte at vække interesse i en bredere kreds for undervisningen på Akademiet.
Denne teori kom i tiden efter Leibniz til at stå stadigt stærkere, og da den tyske teolog Friedrich Schleiermacher omkring 1800 grundlagde den moderne Platonforskning med sin tyske oversættelse, var det med direkte frontstilling mod teorien. Han gik nemlig energisk ind for, at Platon skulle findes i hans værker og ikke andre steder, og det slog han igennem med:

Eksistensen af en esoterisk særlære hos Platon var ... fra oldtiden til begyndelsen af det 19. århundrede i vid udstrækning anset som selvindlysende. Det var alene Schleiermachers autoritet, der i løbet af kort tid bragte denne fast funderede opfattelse til fuldstændigt nederlag.

Siden dette blev skrevet i 1959, har teorien om den uskrevne lære dog igen fået vind i sejlene, og i dag forfægtes den især af den såkaldte Tübinger-skole, men mere om det senere.
Det blev som nævnt Schleiermacher, der omkring 1800 satte dagsordenen, og som sagt fremstillede han Platon som ophavsmanden til de foreliggende værker, men frem for alt som arvtager efter Sokrates:

At alt følgende slutter sig til Sokrates, er historisk sikkert; alt værdigt er fremstået af hans skole, ... Hele filosofiens ånd, dens karakter var i ham.

Ligesom Aristoteles ser Schleiermacher Platon som „en fortsættelse af Sokrates“; og selv om han udviklede tanker, der gik ud over Sokrates’ horisont, så ændrede det efter Schleiermachers mening ikke ved, at det altsammen alligevel havde sit udspring hos Sokrates:

Men da det overalt er Sokrates’ ånd og metode, der hersker, og det ikke kun er noget underordnet for Platon, når han sokratiserer, men på den anden side lige så meget hans højeste mål, så havde Platon ingen betænkeligheder ved også at lægge ham det i munden, der efter hans overbevisning kun var en følgeslutning fra Sokrates’ grundideer.

Med denne tankegang får Schleiermacher nu etableret et forhold, hvor tingene er sammenvævet i en grad, så det er umuligt klart at skelne, hvad der stammer fra Sokrates, og hvad fra Platon:

Ligesom nemlig det sokratiske er overalt i det platoniske, således er det platoniske også overalt i det sokratiske.

Schleiermachers synspunkt satte sig som sagt igennem og er den dag i dag det herskende, men det skal dog lige tilføjes, at Schleiermachers professorkollega i Berlin, filosoffen G.W.F. Hegel, endnu mere forstod Platon som forløber for Aristoteles, hvilket mange, især filosoffer, stadig følger ham i.
Den danske teolog, Søren Kierkegaard (1813-55), indskrev sig i denne historie med sin magisterdisputats fra 1841, Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Sokrates, og han forstod tingene helt i Schleiermachers ånd:

Sokrates gennemstrømmer hele den platoniske filosofis frugtbare territorium, han er allestedsnærværende i Platon. Hvor meget nu ikke blot den taknemlige discipel har troet, men den med ungdommeligt sværmeri elskende yngling har ønsket at skylde ham, fordi intet var ham kært, når det ikke kom fra Sokrates, ... dette skal jeg her ikke nærmere undersøge.

Som man hører, er tonen hos Kierkegaard endnu mere højstemt end hos Schleiermacher. Kierkegaard hævder således også, at Platon ligefrem betragtede Sokrates som en „umiddelbar ihændehaver af det guddommelige“. — Denne påstand er der intet belæg for, hvad angår Platon; men at den til gengæld har gyldighed for Kierkegaard selv, efterlader han ingen tvivl om. Han var måske den mest inkarnerede Sokrates-discipel, historien har set, men mere derom senere.
Her skal det anføres, at Kierkegaard måske kan være skyld i, at de danske forlag valgte titlen Den evige filosofi til Huxleys bog. Fra Kierkegaards hånd foreligger der nemlig et længere udkast om en ung mand, der er optaget af filosofiske problemer. Udkastet bærer titlen Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est, hvilket sidste er den latinske form for den berømte sætning: „Man bør tvivle om alt“. Denne filosofiske tese er den unge Johannes meget optaget af, og i en større forsamling hører han på et tidspunkt en anden forklare, at sætningen hører til „den evige filosofi“, hvilket sætter den unge mand i voldsom bevægelse:

Han bemærkede tydeligt, hvorledes disse ord bevægede tilhørerne, han selv følte sig saligt gennemsitret af begejstringens meddelsomme rystelser. Han ilede hjem gladere end Robinson, da han havde fundet Fredag. Undervejs gentog han ordene for at være sikker på, at hans hukommelse ikke skulle bedrage ham.
Den evige filosofi, sagde han nu, den evige filosofi, hvad vil dette sige?

Desværre bliver den unge mand nu klar over, at der faktisk ikke er nogen, der kan give ham svaret på dette spørgsmål, så begejstringen slår om i skuffelse:

Hans sjæl begyndte allerede at blive mismodig; hine begejstrende og mægtige ord de var så troløse! ... Og dog gjorde det ham ondt, han syntes ordene var så skønne, han kunne ikke lade være at lytte efter dem, ligesom man vemodigt stirrer efter vildgæssenes flugt i skyen. Enhver der vil tilhøre hin verden, han må slutte sig til dem, og dog har man endnu aldrig set nogen, der er fløjet med dem.

Hverken Climacus eller Kierkegaard fandt denne „evige filosofi“, og Kierkegaard ville nok heller ikke have fundet den i Huxleys bog. Han er dog i øvrigt selv nævnt i den, men kun med en enkelt perifer henvisning uden filosofisk betydning. — Nu er det et omstridt spørgsmål, om Kierkegaard egentlig var filosof, men en kendsgerning er det i alle fald, at man hos ham kan finde en filosofihistorisk perspektivering, der nok lader sig sætte ved siden af den, Huxley fandt hos Leibniz.
Den findes i Enten-Eller fra 1843, hvor Kierkegaard lader en fiktiv person fremlægge en filosofi med temaet „at vælge sig selv“ i centrum. Her får man nemlig at vide, at dette projekt egentlig er det samme, som i det gamle Grækenland havde fundet udtryk i fordringen „Kend dig selv“. Denne sentens blev tilskrevet flere af de berømte „Syv Viise“, der levede i 500-tallet f.Kr., så med dette får man altså her hos Kierkegaard en endnu mere „perennial“ tradition sat op, end hos Leibniz: — Mellem Platon og Leibniz ligger der knap 21 århundreder, men mellem de Syv Viise og Kierkegaard er der mere end 24 århundreder!
Om det så er helt berettiget, at Kierkegaard stiller sig selv i forlængelse af de syv berømte vismænd, vil der blive tale om senere; men Kierkegaards henvisning kan tjene til at fastholde en historisk kendsgerning, nemlig at der historisk betragtet naturligvis ikke findes nogen „evig filosofi“. Filosofien blev netop først til med vismændene fra 6. årh. f.Kr., altså på et forholdsvis sent tidspunkt i den menneskelige kulturs historie, hvor f.eks. skriften allerede havde været i brug i flere årtusinder. — Dette er en kendsgerning, spørgsmålet er så, om det udelukker, at filosofiens fænomen i et dybere perspektiv måske alligevel lader sig forstå som „evig“, men derom senere.

*

Denne indledning kan passende afrundes med et indslag af en arvtager til Kirkegaard, nemlig den tyske eksistensfilosof Karl Jaspers (1883-1969), der opsummerer linien fra Schleiermacher og Kierkegaard.
I Jaspers’ indflydelsesrige værk om De store filosoffer er Platon naturligvis med, og han kan umiddelbart også se ud til at spille en hovedrolle:

Platons plads i filosofiens historie er enestående: han står i tidernes overgang. ... Platon er den enestående tinde af vidsyn og klarsyn. ... Alle senere er født ind i det, Platon begyndte. ... I Platon mødes og fra ham kommer næsten alle filosofiens motiver. Det ser ud, som om filosofien i Platon finder sin afslutning og sin begyndelse. Alt forudgående synes at tjene den, alt efterfølgende at fortolke den.

Går man dog Jaspers’ opsætning nærmere efter, viser det sig, at Platons rolle får en ganske betydelig indskrænkning. Hele Platons virke skete nemlig ifølge Jaspers med afsæt og inspiration fra — Sokrates, som Jaspers nemlig placerer sammen med Buddha, Konfutse og Jesus i kategorien „de normsættende mennesker“, medens Platon først indrangeres i anden kategori blandt „de videreførende grundlæggere af filosofien“, i selskab med bl.a. Augustin og Kant. Og Platon skylder således Sokrates alt:

Platon er grebet og kommer gennem Sokrates i en bevægelse, som først gennem hele Platons liv bringer alt det for dagen, der lå i Sokrates’ virkelighed og sandhed.

Som de fleste vil vide, er det store problem i denne sag, at Sokrates ikke efterlod sig noget skriftligt, så vi kun kender ham gennem Platons og andres skrifter, og det forstår Jaspers på en måde, der her kan stå for så at sige hele den nyere litteraturs forståelse af sagen:

I dialogerne udvikler Platon sin filosofi som Sokrates’ frembringelse. ... Vi ved ikke, hvor meget hans egen tænkning har rod i det, som blev ham meddelt i samtale med Sokrates, eller hvad der gik op for ham ved synet af Sokrates’ virkelighed, og hvad han derpå som en selvfølge opfattede som Sokrates’ tænkning, selv om Sokrates aldrig havde tænkt det (hertil hører idelæren i den skikkelse, som Sokrates beretter om i Faidon, hvordan han havde fundet den). ... En objektiv grænse mellem Sokrates’ og Platons tanker lader sig ikke trække.

Som det fremgår, følger Jaspers i Aristoteles’ fodspor med at tilskrive Platon den „idelære“, som Platon selv tilskriver Sokrates, og den skal der blive meget mere tale om.
Nu skal det dog først handle om det perspektiv, Kierkegaard anslog med sin påstand om at være arvtager til de berømte visdomsord fra Delfi.

"Entusiastisk og velfunderet formidling af svært filosofisk stof, der dog stadig kræver en del af læseren. Læs bogen i mindre bidder og giv dig god tid til at reflektere."

(DBC materialevurdering)

282 s., 248 kr.

Få den hos boghandleren

eller bestil her:

Portofri levering.

*

Se evt også:

Den unge Platon og den sande Sokrates

Platon i hans udvikling 1. del
internetAkademiet 2016

(ny udgave af Platon og Sokrates, 2012)

Ved samlet køb af Bd. 1 og 2:

398,00 kr



B