}
Henrik Pontoppidan Udgivelser Ebøger Forside Kontakt

Lykke-Per og Platon

af Preben Lilhav

Bogens hensigt er at fremstille Pontoppidans hovedværk efter fortjeneste for første gang — naturligvis efter førsteudgaven — nemlig som et storværk i den europæiske litteratur, hvor det stiller sig i traditionen fra Platon, der som den første med sin Staten lancerede projektet ‘menneskets dannelse’. Dette projekt blev videreført af Goethe, dels med romanen om Wilhelm Meisters læreår og dels med dramaet om Faust, som begge hører til Pontoppidans forudsætninger; — men også af Nietzsche, hvis parole „Dionysos imod den Korsfæstede“ danner den aktuelle baggrund, hvorpå historien om Lykke-Per udspiller sig.

*

Her følger bogens indledning - desværre uden formatering og fodnoter:

 

Indledning

Den græske filosof Platon (427-347 f.Kr.), voksede op under den græske borgerkrig mellem Athen og Sparta, hvor alt var i opløsning, og han kom tidligt til den nedslående opfattelse, at tingene i denne verden ikke lod sig forbedre.
Da han var omkring de fyrre år, kom han dog alligevel på den tanke, at der måske var en mulighed, og den fremlagde han i en bog på fire hundrede sider med titlen Staten. Han var nemlig kommet på den ide, at det måske nok var umuligt at lave om på de bestående samfundsformer, til gengæld mente han at se muligheden for at lave om på det enkelte menneske — og at det også var den eneste vej til at lave om på det hele.
Hans udgangspunkt var, at det aldrig vil blive bedre for menneskene i denne verden, før de holder op med kun at tænke på deres egen fordel og i stedet tænker på, hvad der vil være godt for alle. — Hans næste tanke var, at dersom blot en enkelt var i stand til på denne måde at lade ‘det godes ide’ være ledemotivet for sine handlinger, og denne ene person blev indsat som leder af samfundet, så kunne denne ene ikke bare gøre uforholdsmæssigt meget godt, men det kunne også være indledningen til, at stadigt flere tog denne fører som forbillede og også selv levede op til det.
Den egentlige grundtanke i dette er altså, at mennesket kan forbedre sig; at den menneskelige natur er i stand til at opnå en højere form; at mennesket kan opdrages. — De vigtigste principper for en sådan opdragelse mente Platon også at have forstået, og det var de gamle visdomsord, som man tilskrev de sagnomspundne „Syv Viise“, heriblandt Athens store lovgiver Solon, som Platons egen mor i øvrigt nedstammede fra. Det var sentenserne „Intet til overmål“ og „Kend dig selv“, som stod indridset ved indgangen til Apollon-templet i Delfi.
For at forholdene i verden skal blive ‘gode’ eller ‘retfærdige’, skal de have ‘det rette mål’; og for at det enkelte menneske skal kunne bringe tingene i det rette mål, skal det først bringe sig selv i det rette mål. — Dette kræver igen selverkendelse, og Platons første mål i Staten er da også at forstå menneskets væsen.
Her tager han udgangspunkt i den herskende forståelse af mennesket, som han bl.a. havde mødt hos Sokrates (469-399 f.Kr.), nemlig at mennesket består af sjæl og legeme, og at sjælen skal være det herskende og styre legemet. — Her kommer Platon dog til, at det alligevel ikke er så enkelt som så. Svarende til sjæl og legeme sætter han først forstand og begæringer, men mellem dem mener han at måtte sætte noget tredje, nemlig lidenskaber. Denne udvidelse indebærer nu, at det hele ikke kun kan handle om over- og underordning og om sjælens herredømme over legemet; derimod drejer det sig om at bringe denne komplicerede helhed i den rette orden — og her øjner Platon nu nøglen til hele problemet med at bringe retfærdighed til vej i denne verden:

I virkeligheden har retfærdigheden vist sig nok at være noget af denne art, men ikke noget, der angår den ydre virkning af det, man har i sig, men i forhold til ens indre virksomhed, som jo dog er ens sande selv og i sandhed ens eget. Så tillader man nemlig ikke, at nogen del af ens indre giver sig af med fremmede ting eller overtager hverandres gerning; så er man én, der i sandhed har bragt sit hus i orden og lært at beherske sig selv, der har skabt orden i sig selv og er blevet ven med sig selv, idet man har tilvejebragt harmoni mellem de tre dele, ligesom de tre hovedstrenge på et instrument, ...

Det centrale i dette er den nye forestilling om menneskets ‘sande selv’. For Sokrates var det ensbetydende med jegbevidstheden eller ‘forstanden’, men for Platon er det nu hele mennesket, også dets ubevidste sjæleliv.
Senere i Staten viser det sig også, at denne ubevidste del ikke kun rummer lidenskaber og begæringer, for her tilføjer Platon nemlig et fjerde element i menneskets væsen, et „indre menneske“. Dette viser sig nu som det højeste i mennesket, som man skal gøre til det styrende i så vidt omfang det er muligt. Dermed bringes nemlig ikke bare „det dyriske i naturen under mennesket“, men derimod hele mennesket „under det guddommelige“. — I det indre menneske er det nemlig, at mennesket rummer ideer som ‘det gode’ eller ‘det retfærdige’, og disse ideer er for Platon ensbetydende med ‘det guddommelige’:

Den virkelig sande forestilling om det skønne, retfærdige og gode og dets modsætning, når den er velbegrundet til stede i en sjæl, kalder jeg netop det guddommelige i en dæmonisk slægt.

Ligesom det i Staten siges generelt, at mennesket skal lade ‘det indre menneske’ få styret, svarer det til, at de nye filosof-ledere skal „hæve sjælens øje til det universelle lys, der oplyser alle ting, og betragte det gode“. Det skildres billedligt som en art ‘opstigning’, disse udvalgte skal foretage; men derefter skal de dog ‘stige ned’ igen, dvs. vende sig mod virkelighedens verden, for erkendelsen af ‘det gode’ er „det forbillede, efter hvilket de skal ordne staten og individernes liv, såvel som resten af deres eget liv“.
Platons store tanke er altså, at en stat bør ledes af personer, der har bragt dette guddommelige til virksomhed i sig, og som man derfor med værdighed kan undergive sig. Men den sidste pointe for Platon er dog, at det ikke kun handler om at frembringe en særlig kaste af elitemennesker, men om mennesket i det hele taget, og derfor er det i sidste instans målet, at alle mennesker i staten har opnået dette — „at enhver har det som sit eget i sig selv“.
Vejen hertil er altså ifølge Platon opdragelse, og om de kommende ledere finder man i Staten bl.a. denne bemærkning:

Når de nemlig ved god opdragelse er blevet mænd, der holder det rette mål, så vil de let indse alt dette og meget andet, ...

Hvad dette indebærer, er bl.a. „veltalenhed og velordnethed og velanstændighed og velafmålthed“ og alt, hvad der gør et menneske „sandt og smukt ordnet i karakter og sind“. Senere bliver det også slået fast, at den kommende leder må være „mådeholden“ og ikke opsat på vinding — „for at stræbe efter penge med alle midler vil ligge nærmere enhver anden end ham“.
Stadig er det dog Platons egentlige pointe, at det hele ikke kun handler om disse ledere, men om mennesket i det hele taget, og ved slutningen af Staten sammenfatter han sin grundtanke til denne almene rettesnor:

Derimod skal man forstå med hensyn til livsførelse at vælge banen i midten og såvel i dette liv som i det evige i fremtiden undgå overmålet til begge sider; for således bliver et menneske lykkeligst.

Det er altså stadig fordringen fra Delfi — Intet til overmål! — blot suppleret med den positive forestilling, der frem til i dag har været kendt som ideen om ‘Den gyldne middelvej’.

Pontoppidan

Ligesom Platon kom også Henrik Pontoppidan (1857-1943) tidligt til at se meget pessimistisk på tingene i denne verden — som han her selv fortæller i et brev til en forfatterkollega:

Tidligere end måske nogen anden Literat af hjemlig Støbning har jeg været med til at forkaste den hele vesteuropæiske Kultur og dens Resultater.

Temaet for Pontoppidans første skrifter var da også de herskende misforhold i tiden, især på landet; men ligesom det var tilfældet med Platon, tog det en ny drejning for Pontoppidan, da han rundede de fyrre år. Det markerede han med udgivelsen af romanen Lykke-Per, som udtrykkeligt fremstod som et positivt indlæg i spørgsmålet om menneskelivets mål og mening. Formuleringen af bogens egentlige hovedtema foretog Pontoppidan i 1897 i et indlæg i dagbladet Politiken under overskriften Enetale, der senere kom til at indgå omtrent ordret i romanens slutning, og kernen i dette var intet mindre end den gamle fordring fra Delfi: — Kend dig selv!
Kort efter redigerede Pontoppidan en ny udgave af sin foregående roman Det forjættede Land, og ved denne lejlighed indførte han et nyt motiv i romanen, nemlig forestillingen om ‘Den gyldne middelvej’, dvs. den anden af de to gamle fordringer fra Delfi, ‘Intet til overmål’, blot i en positiv formulering ligesom „banen i midten“ hos Platon.

*

Det forjættede Land udkom første gang i 1895, men i den nye udgave fra 1898 bliver en vis Pastor Petersen drillet med, at han åbenbart hylder den velkendte forestilling om ‘den gyldne middelvej’:

„O, gak den gyldne Middelvej — dens Endemaal bedrager ej“ deklamerede Frk. Ragnhild. „Er det ikke saadan, det hedder i den underskønne Sang, De plejer at citere for mig?“

Det er Pastor Petersen dog på ingen måde flov ved at indrømme:

„Javist — netop!“ svarede Petersen med opvældende Varme. „Jeg anser det virkelig for en højst gavnlig Lære at præke i vore Dage, hvor vi alle har en sygelig Tilbøjelighed til at lave os til Undtagelser og interessante Fænomener. ...“

Ideen om ‘den gyldne middelvej’ tillægger Pontoppidan også en anden figur, der ofte dukker op i værkerne fra denne tid, nemlig en vis „Magister Glob“. Han siger om sig selv, at han „frem for alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt“, men i øvrigt tænker han helt i de samme baner som Pastor Petersen:

... mig, Magister Ludvig Glob, der [...] drømmer om en ny Tid og en ny Slægt, der ikke forveksler Lidenskab og Hysteri, ikke skammer sig ved at vandre ud efter Næsen paa den gyldne Middelvej, ikke formastelig leger med de store Passioner for at udfylde Sjælens Tomhed, . . .

At Pontoppidan selv står bag både Pastor Petersen og Magister Glob med hensyn til ‘den gyldne middelvej’, fremgår af et brev til filosoffen Harald Høffding, der fulgte med novellen Højsang:

Jeg anser den selv for en af mine mest vellykkede. Dens Satire kan synes ilde anbragt overfor et Folk, der som det danske har Ord for at have en sund Forkærlighed for den gyldne Middelvej. Men fra den unge Grundtvigs sværmeriske Dommedagstoner til Drachmanns ukonfirmerede Fandenivoldskhed går jo i Virkeligheden en Smertensvej fra den ene Yderlighed til den anden. (Søren Kierkegård, Paludan-Müller og disses Modsætning Georg Brandes). For Mellemtonerne har vi som oftest netop manglet Gehør.

Hvad angår ‘mellemtoner’, så mente Platon som nævnt at måtte indføje et mellemled i Sokrates’ skarpe modstilling af sjælen og legemet, nemlig lidenskaber, om man vil ‘følelser’. Det følger Pontoppidan også Platon i, som han havde demonstreret med novellen Den gamle Adam. Heri optræder en vis ‘Dr. Levin’, der er kendetegnet ved et ‘uigengiveligt sokratisk smil’ og ved at være fortaler for den absolutte selvbeherskelse. Lidenskaber anser han for at være „Udslag af en abnorm, sygelig Aandstilstand“; men den unge mand, der optræder som fortæller, har dog en indvending, nemlig:

... at Menneskehedens højeste Ideer, dens værdifuldeste Tanker, dens største og stolteste Bedrifter dog næppe var undfangede eller udførte i den upaavirkede Sjælsligevægt, han syntes at vurdere saa højt, men tværtimod i Lidenskab, ja Ekstase.

Dette er helt i Platons ånd, og vi vil senere møde en person i Lykke-Per, der forsvarer bogens helt med et lignende argument.

*

Hovedtemaet i Lykke-Per er som nævnt det delfiske bud Kend dig selv, og som Pontoppidan formulerer denne fordring i „Enetalen“ fra Politiken 1897, får man indtryk af en udvikling i stil med Platons, nemlig at han først har villet ændre tingene i det store, før han ender med at se løsningen i den enkeltes selverkendelse:

Naar man er ung, stiller man saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Man vil, at de skal aabenbare sig for En. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, betragter man næsten som en personlig Fornærmelse. Man forlanger intet mindre end at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri, af hvilket man betragter sig selv som et betydningsfuldt Led. Bliver man lidt ældre og dermed mere nøgtern, lader man helst Verdensgaaden ligge som en Nød, man ikke har Tænder til at knække. Og i sin Utaalmodighed kaster man da Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene og Udviklingen, kort sagt: for her at søge en Mening med Livet og et Formaal for Menneskenes Kamp og Liden. Anseer man sig desuden i Besiddelse af Ævner og Kræfter og maaske oven i Købet af et Kald, giver man sig til at reformere og revolutionere for ligesom en Gud at omskabe Menneskene i sit Billede . . . indtil man en Dag standses af en Stemme fra Dybet af sit Indre, en Stemme, der spørger: Men hvem er Du selv? Fra den Dag kender man intet andet Spørgsmaal end netop dette ene. Fra hint Øjeblik er ens eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade man stræber at løse. ....

Her nåede „Enetalen“ altså frem til hovedtemaet fra Platons Staten, spørgsmålet om „ens eget sande Jeg“, men det må ikke overses, at der forinden havde været tale om at „reformere og revolutionere for ligesom en Gud at omskabe Menneskene i sit Billede“! — Det samme forløb er det, man finder i historien om Lykke-Per, hvis første bind udkom året efter, og ved historiens slutning med det ottende bind seks år senere indgik stykket fra „Enetalen“ i den døde Pers efterladte dagbog. Af andre optegnelser heri fremgår det, at Per ser tilbage på sit liv med tilfredshed over, at han fulgte den fordring, der i sin tid meldte sig ‘fra dybet af hans indre’.

*
Hvad Pontoppidan skildrer i historien om Lykke-Per, er et menneskes opdragelse eller ‘dannelse’, som det her kan belyses med et par glimt.
Begrebet ‘dannelse’ bliver første gang indført i bogen af forfatteren med en bemærkning om en vis person, at han ganske vist var i besiddelse af „en del Kundskaber, men ingen Dannelse“ (2,107 / I,176). Betydningen af denne skelnen viser sig lidt senere i bogen, hvor Per Sidenius bliver indført i den jødiske rigmandsfamilie Salomon, i hvilken han også længe ser ud til at skulle blive svigersøn:

Livet i det Salomonske Hus virkede i det hele paa ham som et sanddru Aandens Spejl, der vakte ham til en begyndende Selverkendelse. For første Gang i sit Liv traf han her Mennesker, overfor hvem han følte sig underlegen. Selv i Samtale med de unge Piger maatte han stadig benytte allehaande Kunstgreb for at bøde paa Manglerne ved sin Kultur og skjule de store Huller i sin Viden. Han søgte da ogsaa i al Hemmelighed at indhente det forsømte ... (2,151 / -)

I denne version fra romanens førsteudgave indgik ordet dannelse i første omgang ikke, men det blev tilføjet i den følgende udgave:

I al Hemmelighed søgte han da ogsaa skyndsomst at indhente, hvad han havde forsømt i Henseende til almindelig Dannelse (- / I,203)

Med ‘almindelig dannelse’ menes altså det, der forventes af omgivelserne i et givet socialt miljø, og Per kaster sig da også ihærdigt over den litteratur, der netop på denne tid er samtaleemnet i hovedstadens højere sociale lag. — Et årstid og nogle kapitler senere viser der sig dog et nyt trin i Pers udvikling, idet han her igen kaster sig over bøgerne — men hvor hans studier nu har et ganske andet perspektiv:

Han tilbragte de lange Aftener hjemme hos sig selv, beskæftiget med at læse; og oftest blev det sent ud paa Natten, før han slukkede sin Lampe. Han havde paany og med al sin jyske Udholdenhed fordybet sig i Studier, der laa hans Fag fjernt; ikke – saadan som Aaret forud – af forfængelig Lyst til at kunne tale med om alle Ting og i det hele komme paa Højde med Tidens Selskabsdannelse, men af virkelig, dybt fornummet Trang til en mere omfattende Viden, en grundigere befæstet Livsanskuelse. (4,106 / I,347f)

Det er tydeligvis en anden Per, vi her møder, en mere moden og selvstændig, og det kan her også bemærkes, at Per i denne fase for første gang læser Platon.
Vi springer til en tredje scene, der følger nogle år senere, hvor Per har brudt med familien Salomon i København og i stedet er blevet familiefar i Jylland. Sammen med sin hustru Inger er han gæst hos en godsejer og dennes søn i nabolaget, og på hjemvejen har han følgende kommentar til besøget:

„Saadan noget ser jo meget net ud. Og hvad er saa det hele? Etatsraadens Fader var Studepranger med en Ritmestertitel. Han selv og Sønnen har faaet nogen Politur; men hvad jeg for min Del kalder Dannelse, har de ikke noget af. Dertil kræves en Art af Livsindtryk, som ingen af dem er modtagelig for.“ (8,231 / -)

Spørger man nu, hvad det er for en dannelse, Per på dette tidspunkt har erhvervet sig, så foreligger der faktisk et svar fra Pontoppidan selv. Han skrev nemlig til den tyske oversætter af romanen, at han i sin bog havde villet skildre „Verdensborgeråndens Kamp med Hjemstavnsfølelsen i et moderne Menneske“, og dette vide sigte får da også i romanen bl.a. det konkrete udtryk, at hovedpersonen selv skriver en bog med titlen „Fremtidsstaten“. I denne stat er der ingen kirker, men derimod templer for retfærdigheden og andre ‘platoniske ideer’, og der er al mulig grund til at tro, at Pontoppidan har Platons Staten i tankerne.
Platons ledere skal som nævnt udelukkende rette deres ærgerrighed på at have det gode for øje og på at tjene almenvellet bedst muligt, og med henblik på denne opgave skal de give afkald på både ejendom og kvinder. — Helt den samme erkendelse kommer Per også frem til:

Han var bleven ganske klar over, at om der skulde være Haab om Sejr for Frisind og Fremsyn i Danmark, maatte der ganske andre Kræfter frem i første Linje, Mænd i Ordets sande Betydning, alvorlige og højsindede Naturer, der løftede deres Livsmaal en Smule op over Døgnets vilde Jagt efter Penge, Kvinder eller personlig Udmærkelse. (6,80 / II,90)

Som nævnt skal lederne hos Platon i alt, hvad de gør, have ‘det godes ide’ for øje, og dette princip står ved bogens slutning også klart for Per:

Dersom der virkelig skulde være nogen Gud til, maatte man se at faa ham afskaffet, og dette ikke af Frygt for vore onde Gerninger og deres Straf, men for at opelske Mennesker, der gør det gode for det godes egen Skyld. (8,268 / II,412f)

Per har tidligere i bogen været igennem en fase, hvor han forsøgte at nærme sig forestillingen om en Gud, men det fik dette overraskende resultat:

„Overalt, hvor jeg har søgt ham, har jeg kun fundet mig selv. Og i Opdagelsen af Selvet ser jeg nu udelukkende Betydningen af al Religiøsitet. For den, som er bleven sig bevidst, er en Gud overflødig.“ (8,240f / II,396)

Når den første sætning tages for sig selv, som Esben Smeds lapsede Per gør det i Bille Augusts filmatisering af Lykke-Per, må den fremstå som en egocentreret naragtighed. Men med fortsættelsen om ‘opdagelsen af selvet’ viser det sig, at Pontoppidans Per ikke taler om sit ego, men om noget andet, han er blevet sig bevidst om, og som svarer til det, Platon i Staten kalder „det indre menneske“.
Det store hovedtema i Lykke-Per er således fordringen Kend dig selv, hvorimod man ikke hører noget om den gyldne middelvej. — Det er dog værd at notere, at Per på sin vis finder ‘sig selv’ netop på den „bane i midten“, som Platon i Staten anbefalede som den bedste. Om Per hedder det nemlig:

Med Verdens Børn vilde han ingen Forligelse, og mellem Kristne hørte han heller ikke hjemme. (8,129 / II,327)

*

Ugen efter „Enetalen“ om ‘selvet’ skrev Pontoppidan i Politiken en anden med samme titel, der viste, at hans interesse for det enkelte menneskes selvtilblivelse på ingen måde var et mål i sig selv for ham, men at den — ligesom for Platon — kun var en del af interessen for det samfund, der dannes af de enkelte mennesker, ja for menneskeheden som helhed:

At lovprise det Skønne, Gode, Retfærdige; at brændemærke Skurkene, Narrene, Hyklerne – det er og har været og vil vedblive at være en værdig Opgave ogsaa for de skønne Kunster, og det nytter ikke at indvende herimod, at den er frugtesløs; at trods alt, hvad Literaturen har lovsunget og tugtet, er Verden ikke bleven et Haar bedre siden Verdens Skabelse.

‘Det skønne, gode, retfærdige’ — en klarere bekendelse til Platon og hans store ideer lader sig vanskeligt tænke! Vi har allerede hørt, hvordan Platon kan tale om „den virkelig sande forestilling om det skønne, retfærdige og gode“ som det „guddommelige“ i mennesket, og Platon skiller sig netop ud fra alt og alle i filosofiens historie ved sin insisteren på, at de store ‘ideer’ af denne art egentlig blot er sideordnede og ligeværdige udtryk for ‘det guddommelige’. — Han kan f.eks. sige, at „det guddommelige er nu det skønne, det viise, det gode, og hvad der ellers er af den art“ — og på samme måde tale om „det retfærdige og det gode og det skønne og alt det øvrige af denne slags“.
Hvad disse eksempler også viser, er i øvrigt, at det er en eklatant, men desværre udbredt misforståelse, at Platon skulle have en ‘idelære’, der handler om tingenes begreber, og at denne mangfoldighed af begreber skulle eksistere for sig selv i en art ‘ideverden’ uafhængigt af de konkrete ting. — Denne teori fremstiller Platon i dialogerne Faidon og Parmenides udtrykkeligt som tilhørende Sokrates, og teorien kritiseres i øvrigt som både naiv og uholdbar.
Men tilbage til Enetalen, hvor Pontoppidan afviser den indvending, at litteraturens hævdelse af idealet intet har hjulpet. Denne indvending er netop også i årtusinder blevet fremført mod Platon og hans statsvision, der ofte latterliggøres som en håbløs ‘utopi’. Det anfægter dog ikke Pontoppidan, for — som han siger — dersom verden måske ikke er blevet bedre, så har litteraturen dog nok bidraget til, at den i hvert fald ikke er blevet værre! — Han indrømmer også, at den moderne litteratur ganske vist ikke medfører direkte forbedringer:

... Men derfor kan den vel endelig nok have den opdragende Betydning for Samfundet, som man gør Fordring paa. Er der nemlig en Ting, vi i vor bevægede Tid, der vil reformere og restavrere Alt, ja opbygge en hel ny og lykkeligere Fremtid for Menneskeheden .... er der Noget, som Alle trænger til, Statsmænd, Politikere, Skolemænd og Præster, saa er det Menneskekundskab, tilforladelige og utilslørede Meddelelser om det underligt sammensatte Væsen, hvis Velfærd ogsaa er alle disse store Bestræbelsers Maal .... men det er netop, hvad den moderne Literatur med sin Sandhedstrang giver os.

Her kommer altså til sidst også ideen om ‘sandhed’ med i billedet, og den hører netop også til Platons store ideer på linie med skønhed, godhed og retfærdighed. Perspektivet, der oprulles, er også det samme som hos Platon — nemlig behovet for „Menneskekundskab“ for at kunne opfylde længslen efter en „ny og lykkeligere Fremtid for Menneskeheden“.
Kort efter udgivelsen af Lykke-Per kunne Pontoppidan slutte et brev med denne formaning: „Men Idealerne skal man holde Menneskeheden for Øje trods alt“. — Sådan taler en ægte platoniker.
I romanen om Lykke-Per har hovedpersonen et sidestykke i den jævnaldrende bladudgiver Otto Dyhring. Han fremstilles som en rigtig lykkeridder og ‘Aladdin’-type, altså for så vidt som et sidestykke til ‘Lykke’-Per. Efter Pontoppidans eget udsagn i et senere brev mangler han dog noget, nemlig „det Korn af Idealitet, der som et Salt hindrer Forrådnelsen“ — men som det følgende vil vise, er det til gengæld netop ved sin ‘idealitet’, at Per Sidenius gør sig fortjent til at være bogens helt.


Januar 2020 - 256 sider, 248 kr.

Få den hos boghandleren eller bestil her (portofri levering:



B