GOETHE OG SCHILLER

Brevvekslingen m.m.

Schillers essays Om menneskets æstetiske opdragelse og Om naiv og sentimental digtning

Goethes roman Wilhelm Meisters læreår

- i fyldige uddrag, oversat med noter og kommentarer af Preben Lilhav

Forlaget Sicana 2004, 320 sider, 248 kr. 

Bogens Forord samt det sidste af Indledningen følger her:

Goethe og Schiller — det er navne, der hver for sig har deres sikrede plads blandt de ‘udødelige’ i vor europæiske kulturs historie; men sætter man disse to navne sammen, som de fortjener at blive det, så betegner de et fænomen, der ikke bare tårner sig op blandt andre af samme art, men efter alt at dømme står alene, helt for sig selv!
        Den, der først er blevet opmærksom på dette, vil dog til sin undren opdage, at dette ikke afspejler sig i litteraturen om disse skikkelser. Der er skrevet et utal af bøger om hver af dem, men bøger om dem begge, sat sideordnet op, skal man lede efter.
        På dansk vil man endda lede forgæves, idet den ene bog, der findes med begge de to navne på titelbladet — i Gyldendals Bibliotek fra 1930 — er et udvalg af de to forfatteres værker, hentet fra forskellige faser af de to forfatterskaber. Dette ville også have været udmærket med alle andre forfattere end netop disse to; men det helt særlige ved dem er blot, at de i nogle år ikke kun skrev ved siden af hinanden på hvert sit værk, men for hinanden og sammen med hinanden i et samspil, som verden aldrig har set mage til før eller siden. Og netop de værker, der blev frugten af dette nære samarbejde, nemlig i årene 1794-96, finder man ikke repræsenteret i det omtalte udvalg.
        At dette ‘fællesværk’ aldrig er blevet udgivet samlet i sin helhed, er forståeligt nok, da der på den ene side er tale om en roman på 600 sider, på den anden om en række filosofiske essays, der ganske vist ikke er så omfattende, men til gengæld af en dybde, der lige så meget vanskeliggør formidlingen til et større publikum. Og dertil kommer, at en sådan udgave nødvendigvis også måtte omfatte de to forfatteres indbyrdes brevveksling, — der omfatter over 1000 breve!
        En samlet fællesudgivelse vil verden altså nok komme til at vente forgæves på; og i det foreliggende forsøg på at præsentere fænomenet Goethe-og-Schiller, som det efter min opfattelse fortjener det, men i en overkommelig etbindsudgave, har jeg da også måttet beskære stoffet med hård hånd. Ganske vist har jeg et stille håb om, at forkortelserne måske har en vis berettigelse ved deres stramning og afklaring af teksterne, men jeg er naturligvis klar over, at kritiske blikke nemt kan finde det ene eller andet at udsætte på det foretagne udvalg.
        Da jeg for fem år siden kastede mig ud i udgivelsens svære kunst, var det med to udvalg af Goethe-tekster, der tilsammen for første gang på dansk skulle muliggøre et samlet overblik over fænomenet Goethe. Det første bind kom til at munde ud i det skelsættende møde mellem Goethe og Schiller, men det andet måtte lige så nødvendigt tage sit udgangspunkt her, — og i begge tilfælde måtte jeg ærgre mig over, at der nu engang ikke var mulighed for at yde dette centrale punkt den plads, det egentlig fortjente.
        I min seneste bog, en studie i fundamenterne for den unge Kierkegaards tænkning, blev jeg på et tidspunkt klar over, at en indgående fremstilling af fænomenet Goethe-Schiller var helt uomgængelig for afdækningen af Kierkegaards tankeverden. Jeg forsøgte mig med kort-versioner i forskelligt format, der dog i alle tilfælde sprængte de rammer for mit Kierkegaard-projekt, der var rigeligt udspændte i forvejen, — og tanken meldte sig da om at skille denne del af projektet ud og endelig få skabt den bog om Goethe-og-Schiller, der burde have foreligget for længst.

[Fra Indledningen:]

 ... Den 13. juni 1794 tog Schiller det afgørende skridt til den tilnærmelse, der var blevet ham en livssag, og med hans brev til Goethe af denne dato tager den følgende fremstilling sin begyndelse. Schiller havde på dette tidspunkt længe arbejdet på en redegørelse for sine tanker om mennesket og dets mulige ‘opdragelse’, nemlig i breve stilet til den danske prins, Frederik Christian af Augustenborg. Brevene var dog for en del gået tabt, da Christiansborg i København brændte i februar 1794, men med ny inspiration gennem mødet med Goethe gik Schiller i gang med at rekonstruere disse breve. I juni 1795 forelå de under titlen Om menneskets æstetiske opdragelse som den første frugt af det nye samarbejde. De blev et halvt år senere fulgt af essayet Om naiv og sentimental digtning, hvori Schiller ikke mindst nedlagde sine refleksioner over mødet med sin egen modpol — og til dennes udtalte tilfredshed.
        Også Goethe havde et gammelt projekt i gang, ja en roman med hele 10-15 år bag sig, som han netop var begyndt at færdiggøre til udgivelse. Om dette ville være lykkedes ham, dersom ikke Schiller var kommet ind i billedet, kan man spørge sig selv om; men at romanen om Wilhelm Meisters læreår i så fald ikke ville være blevet til det, den blev, er i hvert fald sikkert. Og Goethes bøn mod slutningen til den yngre kollega1 — om at udvide den sædvanlige konstruktive korrekturlæsning til ligefrem på egen hånd at digte med på romanen med „dristige penselstrøg“ — denne opfordring siger vist alt om, at der mellem disse to åndsgiganter var blevet noget til, som man ikke skulle tro muligt!
        Det er ikke her stedet til at lodde denne præstation i alle dens dybder. Den foreliggende bogs anliggende er i princippet at fremlægge sagen og ikke at give en tolkning af den; men selvfølgelig er jeg mig meget bevidst, at enhver udvælgelse og fremstilling må bygge på en fortolkning. I denne indledning har jeg ridset grundlaget for min tilgang op, og derudover har jeg i bogens noter forsøgt at trække motiver frem, som jeg finder betydningsfulde.
        Jeg vil herudover nøjes med at pege på to grundlæggende punkter, som jeg finder centrale i en grad, som man mig bekendt til dato endnu ikke har tilgodeset.
        Det første angår forholdet til Platon, som netop her til sidst kom på tale. Det er ofte nok påpeget, at Kant var den, der i nyere tid for alvor genindsatte Platon på den filosofiske dagsorden med sin overtagelse af Platons tanke om ‘idéerne’, der ligger til grund for vor fornuftsvirksomhed, og Kant selv gjorde da også tydeligt nok opmærksom på dette.2 Samtidig tog Kant dog et vist forbehold i forhold til den store græske digter-filosof, — og når man ser, hvad der med Schiller kom til i denne sammenhæng, forstår man også dette.
        For Platon var idéerne nemlig ikke blot et anliggende for tænkningen, men også for følelsen, ja for lidenskabens ‘vanvid’, og som sådan frem for alt grundlag for mennesket som skabende væsen. Først hos digter-filosoffen Schiller kommer også denne dimension med som modpol til den rene fornuftstænkning; og det forekommer mig ikke for meget sagt, at Schiller er den, der må tilkendes æren af at have genvundet den fulde og ægte Platon i vor europæiske åndshistorie, — efter at såvel middelalderen som renæssancen endnu havde nærmet sig ham ad forskellige ‘nyplatoniske’ baner. Og at Schiller i sit fordækte portræt af Goethe i Menneskets æstetiske opdragelse2 tolker den nyvundne ven ind i Platons berømte billede af filosoffen, der løfter sig fra ubevidsthedens hule til skuet af idéerne i deres klare renhed — for derefter ‘kærligt-opdragende’ igen at ‘stige ned’ til sin samtid — det er, om ikke det centrale, så i hvert fald dog et helt uomgængeligt punkt for enhver fortolkning af dette formidable samspil.
        Goethe havde intet problem med at lade sig anskue i disse tankebaner, tværtimod hjalp Schiller ham hermed utvivlsomt til at finde sig selv. Ikke bare romanen om Wilhelm Meister vidner om dette — frem for alt ‘Onkelens’ tanker om mennesket som ‘bygmester’ s. [405]; — men også selve hovedværket, Faust, der ligeledes nåede at få sin afgørende vending i tiden med Schiller. Dette hovedværk i vor europæiske kultur kan ses som en dramatisering af Platons ‘udødelige’ vision af mennesket og den opgave, det er for sig selv.2
        Intet ville dog være mere meningsløst end at se Schillers — eller Goethes — rolle som den at være profet for Platons filosofi; og dermed kommer vi til det andet punkt, som jeg finder grund til her at pege på. Som det egentligt centrale i hele sagen kunne man nemlig nok nærmere pege på Schillers brev af 17. august 17953, hvor han indvier vennen i, hvad der var hans eget anliggende — nemlig kristendommen.
        Det er den eneste gang, Schiller i brevene løfter sløret for dette anliggende — de to herrers mundtlige samtaler kender vi jo desværre ikke! —, og han lægger jo heller ikke skjul på, at han anser det for en „kilden sag“. Man bemærker da også, at Schiller i sin bidende kritik af den europæiske kultur i Menneskets æstetiske opdragelse ikke direkte gør kristendommen ansvarlig for tingenes elendighed — som senere f. eks. Nietzsche gjorde det! Netop Nietzsche var nok ellers dybest set Schillers arvtager i Tyskland frem for nogen; men den indre balance, der var Schillers adelsmærke, den formåede Nietzsche nu engang ikke at bringe tilveje.
        Schillers tydelige vilje til at holde kristendommens navn uantastet har dog til gengæld nok gjort hele hans tankegang om kulturens udvikling en smule kryptisk. Han overlader det i ikke ringe grad til læseren selv at drage visse konsekvenser; men spørgsmålet er da også, hvor meget Schiller i denne sag overhovedet er blevet forstået.
        Dette problem hænger nok i ikke ringe grad sammen med, at hans store tanke om kulturens — og det enkelte individs — udvikling i et ‘dialektisk’ forløb, omfattende tre trin eller stadier, blev overtaget og gjort til et storslået logisk system af filosoffen fra den efterfølgende generation, G.W.F. Hegel. Schiller blev ikke sin tids modefilosof, hvad han bestemt heller ikke havde ventet1; men hvad der nok kunne forsone ham — ikke bare med dette, men også med hans alt for korte og kranke liv — var dog, at han blev forstået af den eneste, der for ham talte, nemlig Goethe. Goethes roman om Wilhelm Meister, der så længe ikke havde kunnet finde sin form, kom til at folde sig ud som et uforligneligt udtryk for Schillers kongstanke, — og som en bog om kristendom.            
        Der har også været nogle enkelte siden da, der ikke lod sig forblinde af Hegels system, men fandt tilgangen til dets bagvedliggende udspring, — som f.eks. den unge Søren Kierkegaard. Hans store gennembrudsværk, Enten-Eller fra 1843, med dets grund-tanke om en menneskelig udvikling over tre stadier, fra umiddelbarheden over det  æstetiske til det etiske, — dette værk er nok blandt de smukkeste frugter af Schillers anstrengelser. Hvilket man indtil nu desværre ikke har haft meget blik for.
        I 1800-tallets Europa kom Kant, Goethe og Schiller til at stå som de lysende vartegn for det bedste i den borgerlige kultur — også selv om denne allerede med ‘romantikken’ og Hegel gik helt andre veje end de klassiske mestre. Enegængerne Kierkegaard og Nietzsche så det som deres opgave at gøre opmærksom på, at den borgerlige kultur ikke uden videre var den virkeliggørelse af Goe-the og Schillers idé om menneskets ‘dannelse’, som den gjorde krav på. Men i deres radikale frontstilling mod samtiden endte de to ensomme Gud-søgere dog ude i noget, som Mestrene nok ville have fundet betænkeligt: — Kierkegaard på sine ‘70.000 favne vand’ og Nietzsche i sit ‘hinsides godt og ondt’.
        Om de dér fandt noget nyt og højere, må fremtiden dømme om; men at Goethe og Schiller i deres fælles værk fra 1794 til 1796 skabte noget, der i al evighed vil stå som garant for, at ‘det gode, sande og skønne’ ikke er helt umuligt her på jorden — det håber jeg vil blive godtgjort på de følgende sider, også selv om det kun har kunnet blive til uddrag af dette storværk.

Til sidens top